onsdag den 17. februar 2021

Tynde pandekager af havregryn...

Her kommer en hurtig, spontan opskrift, som blev til i går eftermiddag, ved et rent tilfælde. Jeg nussede rundt i køkkenet og lavede chili con carne, da jeg opdagede på de sociale medier, at det var pandekagedag - og så var det pludselig strengt nødvendigt at bage pandekager også. Men ak, der var ingen mel på lager - hverken hvede, majs eller andet brugbart. Men der stod en halvtom pose havregryn i skabet.....og så måtte det jo blive havregrynspandekager. 

En lille stak tynde, gyldne havregrynspandekager.

Opskrift: ca 14 stk (20 cm)

200 g havregryn
5 æg
5 dl mælk
Lidt salt

Blend først havregrynene til mel - og blend sammen med æg, mælk og salt. Lad dejen trække ca 10 minutter og blend den igen. Steg dejen til tynde pandekager i SMØR. Det er vigtigt at man ikke kommer for meget fedtstof på panden, da dejen ellers vil glide af, i stedet for at fordeles jævnt. 

Hvis pandekagerne skal bruges søde - så nøjes med et lille nip salt, tilsæt 2-3 spsk rørsukker og evt smule vanilje. 

Jeg er meget positivt overrasket over, at man kan bage så tynde og fine pandekager af havregryn.

Den lille stak, blev sat til afkøling på altanen, sammen med den færdige chili con carne (hakket skotsk højlandskvæg, løg, hvidløg, spidskommen, chipotle, jalapeño, tomatkoncentrat, tomatsauce, majs, kikærter, sorte bønner, hvide kidneybønner, øl, kaffe, kakao, mørk sirup, urtesalt og friskkværnet sort peber). 

8 af pandekagerne, blev fyldt med chili con carne, lagt i et fad og drysset med ost. Jeg tog fadet med op til min kæreste og trakterede ham med aftensmad.

De ostegratinerede pandekager, blev serveret med blandet salat, avocado, cremefraiche og salsa verde. 

Ikke nogen spor tosset pandekagedag!

I dag til frokost, hev jeg igen fat i pandekagerne - i mangel af brød. 

2 stk blev foldet om ost, hamburgerryg og lidt French's sennep - inden de fik en tur i mit vaffeljern, på hjertepladerne.

Det blev en rigtig fin quesadilla/parisertoast-hybrid.

*Haps haps* 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Nøj, hvor er jeg ked af de manglende kræfter. Havde sådan glædet mig til at dele alle de nye fastelavns-tarteletter - men der har kun været meget dårlige arme og havregrødshjerne (pun intended) at gøre godt med. Nå, men så er jeg da på forkant......også der. Det er åbenbart bare sådan det er. Jeg må lave mad og blogge når der er kræfter - og ærgre mig, når jeg ikke kan. 

Året der kommer bliver simpelthen så spændende. Beslutningen er taget: vi flytter sammen. Hvornår, ved vi ikke - men senest d. 1/1 2022. Det kommer til at tage laaaaaang tid for mig, at afvikle min egen lejlighed - og rydde op i hele mit liv. Armene kan ikke så meget af gangen og jeg tåler ikke stress, under nogen former. Men jeg er da begyndt at sælge ud, af de ting, der ikke bliver plads til i mit nye liv. Jeg har bredt mig på 65 kvm de sidste 8 år - og har MEGET indbo. Men eftersom vi skal bo 2 voksne og 2 katte, på 75 kvm, skal der ryddes gevaldigt ud. Jeg skal jo flytte ind et sted, der allerede er møbleret. Det bliver en kæmpe udfordring på alle måder. Og det skal ha' tid.....masser af tid....

Vi skal desværre underlægges den rædselsfulde gensidige forsørgelsespligt - eller rettere: samleverafhængigheden. Min kæreste, som jeg ikke er gift med, som ikke må/kan udnytte mit fradrag og som jeg ikke kan/må arve (og omvendt) - bliver pålagt af forsørge mig. Jeg er syg og uarbejdsdygtig - og tilkendt en personlig førtidspension, som et plaster på såret, over den løn jeg ikke selv kan tjene.  Men nu skal min forsørgelse, snart udregnes efter hans løn. Hvordan man juridisk skal hæfte for et andet menneske - i den ene ende, men ikke i den anden - er en gåde for mig. Det kommer til at koste mig ca 4000 kr pr måned, at flytte sammen. Og de tager min hjemmehjælp fra mig. Så nu skal min kæreste både klare ALT rengøring, passe mig og betale hele gildet. Det bliver en stor udfordring, at opretholde en ligeværdig balance i parforholdet, med de betingelser. Som kvinde, feminist og selvstændigt individ er det en meget stor kamel at sluge...

Men jeg glæder mig til at få en fast base. De sidste 2½ år, har været meget opslidende. Ensomhed 4 dage om ugen - og 3 dage sammen. Jeg har rejst frem og tilbage, med det mest essentielle i 2 plastikkasser - og mangler hele tiden noget, som er det andet sted

Jeg ser dog ikke frem til, at skulle forholde mig til de evindelige krone-til-krone modregning. Det er fakta, at Udbetaling Danmark ikke har styr på tallene og fucker royalt op, igen og igen - og selv opfinder tal, som det behager dem. De berørte mennesker er stressede, pressede og desperate. Naturligvis er der nogle fordele ved at flytte sammen, hvilket den nedsatte samboende takst reflekterer - men den efterfølgende modregning, er forkastelig og uværdig. Giv os dog én fast takst, så vi ved hvad vi har at gøre med. Vi bliver jo reduceret til børn, der skal ha' lommepenge.  

Der er lige nu øget fokus, på den forældede lov - som måske snart ryger på porten. Men det vil jeg se, før jeg tror det. Man kan jo håbe, ikke?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Hvis du er nysgerrig over at se, hvad jeg får lavet, men ikke har kræfter/overskud til at smide op bloggen her - så kig forbi min profil på Instagram, hvor jeg deler det meste:


Du kan finde mig, ved at følge mit handle her: @Kmoztar


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...