tirsdag den 19. januar 2021

Hjemmelavede Eggo's fra Stranger Things...

Årets første indlæg, bliver en lille ting fra fiktionens verden - nemlig lækre Eggo's (som oprindeligt er frost-vafler fra Kellogs, som kun kan købes over there). Jeg har ladet mig inspirere af Nerdy Treats, som netop har lavet den her Facebookgruppe for lækkerier fra film, tv, bøger og spil. 

Jeg stødte på Eggo's, første gang, i Stranger Things. Uden at spoile for meget, kan jeg fortælle at pigen Eleven ("El"), er fuldstændig forlibt i Eggo's - og får gumlet en imponerende mængde i sig, igennem seriens første 3 sæsoner. Og det fik salget af de populære vafler, til at stikke helt af. Jeg har været SÅ nysgerrig på at smage - men kommer nok næppe derover igen - og så måtte jeg jo selv i gang. Der manglede bare noget: det helt perfekte jern. Jow jow, jeg kunne bare lave dejen og bage den i mit almindelige vaffeljern - men det ville jo ikke blive rigtigt. Så det blev ved tanken.

Men så skete der det, sidst i november, at jeg skulle bestille en julekalender til min kæreste, hos Coolstuff - og tjekkede lige webshoppens øvrige udvalg. Og der var det sørme - det helt rigtige jern!

Det er et utrolig sødt lille vaffeljern - som kun koster ca 150 kr. Det var lige noget for mig. Ikke kun til Eggo's - men også falafel-vafler, ægge-vafler og andre vaflede sager. Størrelsen gør, at man kan lave de perfekte vegetariske 'burgerbøffer' i det. 

Så det købte jeg - satte ind i et skab - og glemte ALT om (tak fibro-hjerne). Det var først da jeg modtog en invitation, til den fornævnte facebookgruppe, at jeg kom i tanke om det igen - og så gik det stærkt. Eggo's var on!

Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken 2 gange, så jeg hev en egnet vaffeldej fra arkivet og tilpassede. 

150 g hvedemel
3 spsk rørsukker
1½ tsk bagepulver
½ tsk salt
Revet skal af ½ citron
½ tsk st. kardemomme
2½ dl kærnemælk
2 æg
50 g smeltet SMØR

De tørre ting blandes i en skål sammen med den revne citronskal. Kærnemælken og æggene piskes i det tørre til en lind dej - og til sidst røres det smeltede SMØR i. Kom dejen i en sprøjtepose, for nemmere dosering. Og smelt lidt ekstra SMØR, til at pensle jernet med.

Der blev 11 stk ud af portionen. Det var en lidt stejl læringskurve, at få dejmængden og bagetiden på plads - men det lykkedes til sidst. 

Og så kunne jeg sætte et fad hjemmebagte Eggo's på bordet, til eftermiddagskaffen.

Og jeg kunne ikke dy mig, for at bygge et tårn af dem.

En del blev spist, helt plain. Andre blev toppet med karamelsauce, chokoladesauce og nøddekrokant - og de sidste, med samme topping + store kugler blød vaniljeis. Ja tak!

De er så små og søde. Er helt vild med formen. Og ja, du kan sagtens bare bage dem i et alm vaffeljern - for det er jo trods alt, smagen og ikke formen, der er vigtigst.

Og nu er jeg i hvert fald godt udstyret, hvis der pludselig står en sulten Eleven på mit dørtrin. Glæder mig virkelig meget til sæson 4, af Stranger Things, som kommer på Netflix, (forhåbentlig) senere på året. Og så skal jeg binge hele sæsonen på en gang og leve af Eggo's imens!

---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Det er min målsætning at få blogget mere i år, end de 2 foregående. Selv om kræfterne bliver mindre og mindre, har jeg stadig en masse ideer - som jeg rent faktisk bliver dåååårlig over at brænde inde med. Jeg skal 'bare lige' give slip på min irriterende perfektionisme og stikke selvkritikken skråt op. Janteloven får fingeren - for jeg ved jeg er knalddygtig, men mangler kræfter. Så 2021 bliver året, hvor det jeg laver er godt nok - både til mig selv og til bloggen.  

Hvis du er nysgerrig over at se, hvad jeg får lavet, men ikke har kræfter/overskud til at smide op bloggen her - så kig forbi min profil på Instagram, hvor jeg deler det meste:


Du kan finde mig, ved at følge mit handle her: @Kmoztar


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!