torsdag den 10. december 2020

Chokoladetrøfler af 2 ingredienser + pynt...

Selv om helbredet hænger i laser, armkræfterne er små og overskuddet ikke-eksisterende - havde jeg liiiiiige et par idéer at prøve af, i anledningen af den forestående højtid. Det var den ene Anne Med Brillerne, der trykkede på knappen, ved at sende mig et link, til de her sjove 'trøfler' kun på kondenseret mælk og kakao. Dem prøvede jeg at lave (se nedenfor hvordan det gik....eller rettere, ikke gik). Jeg gik straks i tænkeboks og lavede min egen version, med rigtig chokolade - og en smule krymmel, hvilket pressede ingredienslisten helt op på 3. Så her får du opskriften, på nogle virkelig nemme chokoladetrøfler - som oven i købet er veganske og kan spises af alle.

Det ligner jo til forveksling havregrynskugler, men lad dig endelig ikke narre... 

I stedet for alm kondenseret mælk, som godt kan ha' en lidt særpræget bismag, valgte jeg kondenseret kokoksmælk - som egentlig var indkøbt til mine is, mini-kiksekage (hvis chokolademasse, jeg har skævet til her) og karameller. Jeg har købt det her, men har også spottet det i Kvickly. Det smager himmelsk og så er det vegansk - hvilket er en ekstra bonus! 

Og så til "opskriften":

200 g kondenseret mælk (alm eller kokos)
150 g mørk chokolade

That's it! 

Den kondenserede mælk kommes i en dyb tallerken og tilsættes hakket chokolade (eller knapper). Blandingen zappes i mikroovnen, i intervaller ca 20-30 sekunder, til chokoladen er smeltet og blandingen kan røres til en blank emulsion. Jeg har tilføjet en smule vinterkrydderi, hvilket giver et lille pift - det kan droppes, erstattes af lidt andet krydderi, et par dråber pebermynteessens eller sprut. Ønskes en lidt fastere trøffel, kan man tilsætte 50 g chokolade ekstra.

Den færdige masse, kommes i en lille fladt fad, foret med plastikfilm - og sættes på køl, i 4-5 timer.

Når massen har sat sig helt, kan man ved hjælp af plastikfilmen, løfte den over på et skærebræt. Skær pladen ud, i passende stykker og tril dem kortvarigt, så de bliver klistrede og krymmelsultne i overfladen.

Tril dem straks i det ønskede krymmel. Jeg valgte alm kokos, ristet kokos (ristet på mellemvarm pande under omrøring), guldkrymmel og købt nøddekrokant (som jeg dog droppede igen). 

Så snart trøflerne har fået krymmelfrakke på, skal de retur på køl. Ja, det er desværre deres svage punkt - for de vil smelte på et konfektfad - og skal derfor helst nydes kolde. Kæresten har ligefrem gemt nogen i fryseren, hvilket heller ikke er spor tosset. 

Virkelig nem konfekt - som kan spises af alle. Har allerede en ny version i støbeskeen, for de får hurtigt ben at gå på.

Og dem der med kondenseret mælk og kakao?

Det blev edderhakme noget hejs, som jeg fik et mindre hysterisk anfald over. Delte dem straks på bloggens Facebookside og bad om andres historier, om forfejlede ting - hvilket er utrolig sjov og tankevækkende læsning. Skraldespanden råbte efter det - men i bedste Stop Spild Af Mad stil, har jeg gemt det - og tænker det kan spises til pandekager og sårn. Om det er fordi jeg har brugt kondenseret kokosmælk i stedet for alm, eller om kakaomængden er forkert, eller om de arme arme ikke har kunnet røre nok - det ved ingen.....endnu. For jeg giver ikke op, men prøver igen!

Til gengæld har jeg givet op, når det kommer til plejer til jul. Det er tosseår har ikke efterladt ret meget ork, til spas og knas. Så der bliver hverken bagt Madam Mangors vaniljekærlighed (S-K-A-N-D-A-L-E), peberkage (Piv!) eller lavet konfekt. Jeg køber mig til det jeg har lyst til at spise - og ser på dagsformen, om der skulle være et lille projekt, som er umuligt at lade ligge til næste år.

Æh, faktisk har jeg i skrivende stund, endnu en lille ny ting klar - som måske/måske ikke rammer bloggen inden jul. Skal lige igennem et par lag af accept af egne begrænsninger først (og de dumme arme), da det, til trods for den frydefulde smag, er noget så fælt at skue.

Apropos fæl at skue - så købte jeg den her rædselsfulde julekjole, for et par år siden, i en gruppe for brugt tøj......og glemte alt om den, indtil i sidste uge. Nu bor jeg i den!

Og nu vil jeg ud og guffe et par chokoladetrøfler i mig, til en kop mælke-te. Fortsat god dag.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!