Nu skriver jeg godt nok halloumi, men det var nu en pande & grillost jeg brugte. Halloumi er en cypriotisk ost, lavet på en blanding af ko-, gede-, og fåremælk. Og den er tilsmagt med mynte. Den på billedet, er af ren komælk og uden mynte - som jeg foretrækker.
Osten blev pakket ud, duppet tør med køkkenrulle, skåret i 6 skiver, duppet tør på alle skæreflader og vendt i en smule olivenolie. Og så var den klar til vaffeljernet. Mens det varmede op, rørte jeg tahindressingen sammen.
Den her dressing er virkelig god på grillede/bagte grøntsager, som dip til falafler eller bare til lidt brød. Og så er den nem:
Et lille fed hvidløg
Saften fra en citron
2 spsk olivenolie
2 spsk koldt vand
50 g lys tahin
Salt og peber
Riv hvidløget og bland med halvdelen af citronsaften. Tilsæt olie og vand - og pisk blandingen, til den emulgerer. Pisk derefter tahin i og smag til med mere citron, salt og peber. Jeg har her toppet med lidt olie, persille, granatæblekerner og nigellafrø.
Og så var vaffeljernet varmt. Det var blevet monteret det med de alm vaffleplader. Jeg lagde 3 stykker ost på række og lukkede jernet. Og så begyndte det at syde og boble - og osten smed en masse vand. Jeg åbnede jernet et par gange og sugede lidt af vandet med noget køkkenrulle. Da vandet var fordampet, begyndte der at ske ting og sager - og pludselig var osten helt som ønsket. De 3 første stykker kom på en lille tallerken, mens de sidste 3 vaflede. Vaffelpladerne så forfærdelige ud bagefter, men hip hurra for slip-let. De skulle blot i vand et par minutter, så var de lige til at fikse med en blød børste.
Jeg glædede mig meget til at smage - og lagde ud med at dyppe direkte i dressingen.
Jeg havde ristet lidt valnøddekerner, hakkede lidt persille og befriede granatæblet for nogle af sine juveler. Se lige her hvordan du håndterer et granatæble.
Og så var det bare med at få salaten færdig, mens osten var lun. Tahindressingen kom i en lille flaske, så den var nemmere at dryppe ud over.
Dagen efter lavede jeg både hummus og endnu en salat:
Og der skal meget mere ost i vafflejernet - og mange andre ting. For jeg har virkelig fået lyst til endnu en runde will it waffle? Glæder mig til at gakke lidt ud med det projekt. Hæng på, det bliver sjovt....
----------------------------------------------------------------------------------------------------------
Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.
Der er sket utrolig meget, siden jeg sidst har skrevet et indlæg her på bloggen. 2020 er i sandhed et rædselsår. Coronaen har tvunget mig, med mit dårlige helbred, til at skulle være ekstremt påpasselig - og meget isoleret. Det har jeg slet ikke kunne trives i. I forvejen var mine cirkler små - og mange af mine mennesker er selv i risikogruppen, eller har pårørende der er - så det blev pludselig nærmest umuligt at se nogen.
Har virkelig været nede og vende, på alle måder. Har gemt mig og trådt vande bag kulisserne, for ikke at være 'for meget' for nogen. Appetitten har været alvorlig ramt og jeg har tabt over 10 kg, på den rigtig usunde måde. Men det er lykkedes mig at få vendt bøtten - og jeg kan nu spise igen, dog lidt selektivt. Det hjalp gevaldigt med sen sommerferie, incl tur til bla Samsø og en masse gode måltider (planlægger et indlæg, eller to, om sommerferien).
Men føj, hvor har jeg godt nok også været ramt på bloggerlysten og skaberglæden. Har ellers masser af materiale at skrive om, nye opskrifter fra skuffen og lækre billeder - men har modstand på at lægge noget op. For hvem nakker det så? Det chokerende omfattende billedtyveri har punkteret meget af min kreativitet. Jeg gider knapt lave klassiske retter længere, for billederne er for nemme at stjæle så. Så hellere skøre kreationer som vaflet ost - som man er sikker på, ingen andre har på menuen.
Vi er en stor flok bloggere (over 50), der har fået vores billeder misbrugt til reklame på Facebook i årevis, af en stor supermarkedskoncern - og det var vi ved at gøre noget ved, med mig som primus motor, i foråret. Koncernen bad om en pause pga Corona, hvilket vi indvilgede i - og så er der ikke sket mere. Well, de forekellige butikker fortsætter med at lægge nye ulovlige bloggerbilleder på og underbetale for de krænkelser, de allerede er blevet konfronteret med (på trods af at de sendt et internt memo rundt med den korrekte pris). Jeg lader derfor langsomt op, til endnu en runde med dem - hvilket i første omgang, bliver et åbent brev til koncernen, hvor jeg redegører for hele forløbet siden 2017. Det er nemlig 3 år siden, vi kørte de første sager mod koncernen - som altså har kendt til problemet i årevis. Da jeg besluttede mig for at tage en for holdet, tilbage i foråret, havde jeg ikke selv et aktivt krav mod koncernen - men nu har jeg igen 3 sager. Vi kan tydeligvis ikke trænge direkte igennem til de her mennesker og få dem til at stoppe med at misbruge vores materiale, ulovligt på Facebook (hvilket tillige er et groft brud på Facebooks brugerbetingelser) - så nu må vi førsøge at få dem til at fatte alvoren, på anden vis. Så jeg vælger at lægge blog til og poste det åbne brev her, når det er skrevet færdigt. Det er med tungen lige i munden og injurielovgivningen finkæmmet for faldgrupper. For nu skal sandheden ud!
Men nu i dag, vil jeg hoppe på min lille el-scooter og få skaffet nogle råvarer til vaffeljernet. God solskinsdag, til dig der kom her forbi.
Der har stået vaffeljern på min ønskeseddel i årevis - siden du sidste gang kørt en runde - nu bliver jeg da vist nødt til at investere i et selv, for denne her gang må jeg være med på løjerne. Glæder mig til dine kreationer :-)
SvarSletVelkommen tilbage - du er ventet med længsel. Jeg var ikke klar over at tahin kunne fås i en lys udgave, den anden er for tung og klistret til mig. Venter spændt på nye opskrifter
SvarSlet