søndag den 19. april 2020

Svesketrifli a'la mormor...

Her kommer en rigtig retro-dessert fra mormors tid - eller en efterret, som det hed dengang, der hvor jeg kommer fra. Svesker er lidt en glemt frugt, af mange, hvilket er synd. Visuelt, lader den sig meget tilbage at ønske, men smagen...åh, smagen. Jeg ELSKER svesker, i alle afskygninger - og særligt som trifli. Og her får du min version:

Det er en laber sag i lag, med sveskegrød, portvinstænkede makroner og blød vaniljeprikket flødecreme - og en god portion nostalgi.

Først lidt om sveskegrøden. Den blev oprindeligt sat på morgenmadsmenuen, af...æh, praktiske årsager. Sikkerhedskarantænen har nemlig budt på for meget stivelse og for få grove kostfibre, hvilket havde gjort maven en kende træg. Der måtte svesker til. Jeg besluttede mig derfor for, at koge en stor portion, så der var til et par dage. 

Det er en fordel at sætte sveskerne i blød, dagen før. Men helt ærligt, husker man det, når trangen pludselig melder sig? Jeg koger dem derfor med det samme - bare på en lidt anden måde.

Sveskegrød:

300 g svesker (stenfri)
9 dl vand
4 spsk rørsukker (her Sukrin Gold)
Revet skal af ½ citron
Lidt majsstivelse

Kom svesker og vand i en gryde - og lad dem simre i ca 15 minutter. Tag gryden af varmen og lad dem trække ca en halv time. Varm dem op igen, uden låg, og lad dem koge godt møre (ca 20 min), sammen med sukker og citronskal. Stik en stavblender i gryden og giv blandingen et par *wroom wroom* - så du har en rustik grød. Jævn med en smule majsstivelse og køl grøden helt ned. 

Den afkølede grød gjorde lykke (og gavn), med lidt mælk, en sjat fløde og lidt hakkede ristede nødder. Jeg bød kæresten, som takkede pænt nej. Svesker var ikke noget, han havde noget forhold til. Det udløste naturligvis en flom af ord fra mig, om mit tilhørsforhold til de sorte lækkerbiskner - og da jeg nåede til at synge svesketrifliens prise.....tilkendegav han, at det lød som noget, han godt kunne tænke sig at smage. Jeg ofrede derfor straks min kære grød, så der kunne laves trifli i stedet - og bad ham at skaffe mig, de påkrævede makroner. Det tog ikke lang tid, før de var i hus.

Hjemmebagte marcipanmakroner ville ha' været guddommelige til, men kræfterne var begrænsede den dag. Af sammen grund, blev det en vaniljecreme fra pose. Portvinen var til overs, fra en omgang and i portvin (opskriften rammer bloggen på et tidspunkt) - og var lige det, der skulle sætte prikken over i'et. 

Den afkølede vaniljecreme, blev vendt med lidt letpisket fløde - og jeg huskede at tage lidt ren skum fra, til toppen. 

Triflien blev lagt sammen, med grød i bunden - og ovenpå, et lag groftknuste makroner, som blev stænket med portvin - og dernæst et lag vaniljeflødecreme. Det blev gentaget og afsluttet med en tyndt lag grød + en klat flødeskum og en makron som pynt. Den fik lov at trække et par timer på køl, inden servering.

Jeg lavede 2 - og den ene blev sat på køl, til dagen efter. Og det var et held - for Morten syntes, det var noget af det bedste dessert, han nogensinde havde fået. 

Dagen efter, blev den til dele-dessert foran Masterchef. Og jeg har fået en venlig henstilling om, at der ikke behøver at gå forfærdelig længe, før vi skal ha' det igen.

Og så er det jeg tænker - den skal da laves som is-sandwich. Vanilje/sveskeis mellem 2 sprøde marcipankiks og et godt glas portvin til. Jeg tror på konceptet!

Leif Panduro spurgte til østers....men jeg spørger dig nu (belager at vi bliver dis en stund): Ka' De li' svesker?  

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

I dag har Morten og jeg, været sammen i 1½ år. Vi er blevet enige om, også at fejre de små og halve mærkedage, når vi nu har mødt hinanden, her midt i livet. I aftes stod den på bøf, bearnaise og rødvin - og i aften vanker der luksus-hotdogs.

Dagen skal bruges på en køretur ud i det blå. Øjnene trænger til at se på noget andet end vi plejer, så vi har fundet et helt nyt sted, for os, at tage hen. Destinationen bliver Nibe i Himmerland, hvor 'Guf & Kugler' hører til. De vandt titlen som Danmarks Bedste Ishus i 2018 og skulle være værd at køre efter. Grundet omstændighederne, kan man ikke få vaffelis, lige nu - men man kan bestille is som take-away på forhånd - enten hjemmelavet eller fra Kastbergs. Og så kan man få hjemmelavet lakridsguf - hvilket jeg alene, ville ha' kørt langt efter. 

Vi har sendt vores bestilling afsted - og timer turen, så det passer med tiden:

Det er muligvis alt for meget is, men der må altså godt fråses lidt, engang imellem. Jeg kunne dog sparke mig selv for, at vi ikke tog turen i går - for der kunne man bestille Gåsebryst-is med SVESKER. Jeg tolker det dog, som et vink med en vognstang, fra Universet, om at jeg skal få støvet ismaskinen af - og få lavet den is-sandwich i en ruf. 

Rigtig god dag, til dig der kommer her forbi...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...