'Cookies' med havregryn, banan, kokos og chokolade...

Det blev til både spontan-bagning og spontan-blogning i går. Havde nogle bananer på lager, der skulle bruges - og så var det jo nærliggende at smække et eller andet bagværk sammen. Og resultatet blev sørme værd at dele: 

Store chewy 'cookies' - lavet af blot 4 ingredienser: havregryn, banan, kokos og chokolade. Ingen mel, ingen tilsat sukker og ingen fedtstof - og det kan virkelig mærkes på teksturen. 

Forventningsafstemning er SÅ vigtig, så indstil dig på bagværk som ikke er knasende sprødt, men sejt indeni og tørt udenpå. Jeg sælger dem godt, ikke?

De startede som et Stop Spild Af Mad projekt, for jeg havde noget ristet kokos (kokosmel ristet på en tør pande, som var til overs efter boller i karry a'la ristaffel), som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med - men i det øjeblik jeg spottede de overmodne bananer, fik jeg en idé: jeg skulle da lave de dersens populære, og pivnemme banancookies med havregryn. De har efterhånden gået sin sejrsgang i hele blogland, i utallige variationer, men består primært af banan, havregryn og evt chokolade. 

Her blev det til banan, 2 typer havregryn (fintvalsede og grovvalsede), chokolade chips fra jul og den ristede kokos.

Nogen vil sikkert kigge på de der bananer, og syntes de ser perfekt modne ud - men for mig, er de uspiselige som håndholdt frugt. Jeg kan ikke med dem, når de bliver for søde og bløde. Men de går dog aldrig til spilde, for enten bliver de til omsat til bagværk med det samme - eller ryger i fryseren, til senere brug.

For mig et mængdeangivelsen '1 banan' for mangelfuld - for de kan svinge utrolig meget i vægt - og så står man enten med noget der er for vådt, eller for tørt, hvis de øvrige mængder ikke justeres. Det er nemmere med æg, som kommer i definerede størrelser. Jeg vælger derfor at angive mængden i vægt.

Til 12 'cookies':

300 g banan
2 dl fintvalsede havregryn
2 dl groftvalsede havregryn
1 dl ristet kokos 
50 g hakket chokolade eller chips

Mos eller blend bananerne og rør de øvrige ingredienser i. Og det var så 'dejen'.

Del massen i 12 klatter og sæt dem på bagepapir (jeg sprøjtede lige med lidt bagespray, for at være helt sikker på at de ikke bed fast) - og form små flade 'cookies' med fingerspidserne. Og så er de klar til ovnen. 

For at få dem godt sprøde (læs: tørre), uden at branke, er low and slow vejen frem. Først fik de 20 min ved 160°C - hvorefter ovnen blev skruet op på 175°C, og de fik ca 10 minutter mere. Hold øje med dem.

Det gav nogle gyldnebagte, fine 'cookies' som straks blev sat til afkøling på en rist.

Jeg ventede utålmodigt på at de kølede tilpas af, så jeg kunne smage. Tjo, de var såmænd helt ok - men min hjerne siger 'müslibar' og ikke 'småkage'.....så jeg klager bestemt ikke. Sådan et par stykker, er et helt fornuftigt lille mellemmåltid.

Det var ikke kun min hjerne der var udfordret, men også stakkels Fonzies. Den mærkelig kat ELSKER banan, i en sådan grad, at det er umuligt at spise en i fred. Han starter et hylekor at den anden verden op, så snart han ser en banan - og bliver ved, til den er spist (og han har fået en pæn del af den) og skrællen er gemt forsvarligt væk i skraldespanden. I dag slog det dog helt klik, for det stakkels kræ - som pludselig syntes der også skulle skriges, efter hans bananer, efter de kom ud af ovnen i transformeret tilstand. Han holdt dog op, efter en rum tid, men lå længe og skulede af mig bagefter. Katte!

Det er bevist jeg har sat lufttegn om 'cookies' i overskriften, for det er altså ikke cookies for mig. Vi kan godt bruge den populære betegnelse 'sundere småkager', hvis det kilder din fancy - men for mig er kage bare kage, om det så er med eller uden. Ordet 'sund' er ved at være så pokkers fortærsket, og forvirrende for mange - for det kan betyde utrolig mange forskellige ting. Når nogen spørger: "Har du ikke en sund opskrift på xxx".....er mit indledende spørgsmål altid: hvad betyder sund for dig? Og det næste er: er det fordi du skeler til vægten eller er interesseret i optimal ernæring? Og det handler meget, meget ofte om angsten for at tage på...og blive det der *GYS* tyk.

For år tilbage var det primært fedtet der var fjenden, men nu er der SÅ meget forskellige måder at sammensætte kosten på, at det er en hel jungle af finde rundt i. Low-carb. LCHF, Sense, stenalderkost, sukkerfrit, glutenfrit, kaloriefattigt og...og...og.

Men altså, der er teknisk set ikke noget, der pr definition er sundt eller usundt - det hele handler om mængder og hvad man ellers indtager. Og det pokkers ved ordet 'sund' er at mange guf-hungrende mennesker, tolker det som carte blanche til at spise meget mere at det 'sunde' - og dermed komme til at indtage et overskud af kalorier. Og hvis man skal stille det helt på spidsen, så er det alene kalorieindtag vs forbrænding, der determinere om man holder vægten, taber sig eller tager på. Og det er der pludselig mange, der er tvunget til at skulle forholde sig til, i karantænetiden. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Denne store uvante situation, trigger alle gamle traumer og ellers færdigbehandlet angst. Mine fine mentale værktøjer, ligger ubrugelige og uhånterlige hen - og jeg skal navigere i kaos uden kompas eller kort. Og det ironiske er, at jeg i mine unge ubagte år, led af svær social fobi incl berøringsangst - og brugte mange år, på at finde hjem til mig selv og få en tålelig tilværelse. Og hjem kom jeg - både metaforisk og bogstaveligt. For efter det mentale var faldet på plads og jeg fik taget nogle gevaldige 'normale' favntag med livet, blev jeg ramt af fysisk sygdom - og sendt hjem, som en anden ludobrik.

De sidste 11 år har jeg trådt vande i den virkelighed - som nu pludselig er alles hverdag: med minimal social kontakt, ingen faglige udfordringer, ingen daglig interaktion med kollegaer og fysisk inaktivitet galore. Og det er interessant at se, hvordan folk er ved at få i spåner, efter sølle 14 dage i samme båd. Det kræver mere end man regner med, at leve isoleret, en stor del af tiden. Der er 2 ting, jeg har særligt lagt mærke til, som kritiske punkter: bekymringer om vægten og kedsomhed - det første kender jeg til bevistløshed, det anden forstår jeg slet ikke.

For ja, det er faktisk møgsvært at holde vægten, når man er inaktiv. Der skal ikke et særligt stort ekstra kalorieindtag til, før kroppen bygger til. Og når man så har masser af tid, kommer den rastløse sult nemt til orde og kræver noget. Det har holdt hårdt, men jeg har holdt min vægt nogenlunde stabilt de sidste 5 år. Det har krævet en skærpet bevisthed om kroppens reelle behov og kontakt med den ægte sult - og en ekstra hård front, mod auto-spiseri, snacklyst og trøstemad. Men her i corona-krisen er det naturligvis svært at holde sig fra alt det overflødige lækre - for trangen til selvforkælelse og hygge er stor. Igen og igen, ser jeg folk ytre "Uha, hvor bliver jeg fed af det her", "Bikinikroppen er aflyst i år, sammen med sommerferien" og "Jeg kommer til at trille ud af karantænen". Men ved du hvad? Om ikke så længe, i en overskuelig fremtid, bliver I 'løsladt' og kan vende tilbage til det frie liv igen - og skrue op for aktivitetniveauet, så de ekstra corona-kilo kan smides igen. You'll be alright...men stop lige fat-fobien, ikke......vi er mange der kæmper med den problemstilling...every...frelling...day....

Og så har jeg virkelig svært ved at forstå folk, der keder sig - for brug dog hjernen...tanken er jo både fri og gratis?!? Når man er meget alene, skal man enten søge stimulation udefra - eller underholde sig selv. Det er nemt at lade sig passivt underholde af div skærme, men man bliver nemt rastløs og mister evnen til at udfylde sin egen 'spildtid', når de så er slukkede. Det er en stor og vigtig øvelse, at lære at være alene med sig selv - og nu er en oplagt mulighed, for at få det øvet. Nej, det behøver ikke være mindfullness eller meditation.....men en øvelse i at være til stede, se ting omkring en og tage stilling til det man ser. Magter man ikke det - så er der internet, streamingtjenester, sociale medier og telefoner med mulighed for videoopkald. Det har aldrig været nemmere IKKE at kede sig.

Efter påske, er der sandsynlighed for, at mange bliver 'sluppet løs' igen - hvis I altså kan opføre jer ordentligt i påsken. Jeg håber I glæder jer! Ja, jeg lyder pivbitter - for jeg er bitter. For her er der ikke helt de samme udsigter. Så længe pandemien raser og der er smittefare overhovedet, skal jeg fortsætte i sikkerhedsisolation. Jeg er en af dem, som ikke engang en respirator, vil kunne garantere overlevelse for. Det er en forfærdelig viden at sidde inde med - og der skal arbejdes meget mentalt med, at få den lagt på hylden. Så selv om min hverdag ikke har ændret sig så meget fysisk, er der en verden til forskel, når man også skal frygte for sit liv. Sorry, det endte noget mørkere end tiltænkt. Det hele er bare lige meget at rumme, i de her dage. 

Pas godt på jer selv og hinanden...