mandag den 27. maj 2019

Linse-lasagne med grillede grøntsager...

Her får du opskriften på en mættende vegetarisk lasagne, som virkelig tager kegler. Den er smækfyldt med grønstager i flere afskygninger - og har både fylde og tekstur. Og ost....masser af ost. Hele 3 slags ost, faktisk.  

Gylden, fristende og boblende - lige fra ovnen. 


Jeg havde en både nogle rester på lager og købte lidt nyt ind. Mine arme arme kan slet ikke piske en bechamelsauce, så den købte jeg mig til. Hip hurra for økologisk convenience!

Og da det skulle være en linse-lasagne, lagde jeg ud med at koge 200 g belugalinser i 15 minutter, uden salt. 

De suger en del vand under kogningen og ender med at veje ca det dobbelte.

Og så til grøntsagerne:

Jeg valgte at starte lasagnen op, som en autentisk al forno (med kød), på en soffritto af bladselleri, gulerødder, løg og hvidløg - snittet i bittesmå tern, en størrelse mellem mire poix og brunoise. Til de grillede grøntsager, skar jeg 2 store squash og 2 auberginer i skiver af ca 1 cm.

Soffritto, som er rent faktisk navnet på teknikken soffriggere (at sautere) og ikke grøntsagsblandingen, som blot hedder battuto, blev sauteret læææææænge i olivenolie, ved svag varme, til alt var blødt og rart. 


Linse-bolo:

3 stængler bladselleri
2 store gulerødder
2 mellemstore løg
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
400 g kogte belugalinser
3 brikker/dåser hakkede tomater
4 spsk tomatkoncentrat
2 spsk balsamico
Frisk /tørret oregano
Frisk /tørret timian
½ spsk rørsukker
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Lav først soffrittoen og tilsæt de kogte linser, hakkede tomater, tomatkoncentrat, balsamico og krydderurter. Det hele simrer ca 20 minutter og smages til med sukker, salt og peber.

Det giver en ret så laber linse-bolo, som kan bruges til pasta, på pizza og som pandekagefyld - eller som her, i en lasagne.

Mens linse-boloen simrede, grillede jeg squash- og aubergineskiverne på min gasgrill. De blev grillet helt uden olie eller krydderier. Behandlingen var mest for at få dem til at smide noget væde og give dem lidt røget smag. 

Og så manglede jeg bare en ostesauce, inden jeg kunne samle lasagnen. Jeg havde fundet en glemt ost, bagerst i mit køleskab - nemlig en lille Ask, som var gået på dato tilbage i januar. I bedste Stop Spild Af Mad stil, besluttede jeg mig for at bruge den....hvis den kunne bruges.

Den var tørret ret så meget ind og havde næsten samme hårde tekstur som Gnalling. Ved nærmere inspektion, kunne jeg konstatere at den ikke havde noget uønsket skimmel (det grå er aske). Så den turde jeg godt bruge (der var faktisk en til, men den anden er straks øremærket til et projekt). Den skulle dog benfries for ca ½ cm skorpe på alle sider, inden den åbenbarede sit halvfaste indre, som jeg rev til spåner. 

En brik bechamel blev tilsat 200 g hytteost og den revne Ask (erstat den evt af lidt frisk Ask eller røget cheddar). Og så skulle der samles.

Først bolo, så pastaplader, bolo, grillede auberginer, ostesauce og pastaplader igen. 

Derefter bolo, pastaplader, ostesauce, grillede squash, bolo og resten af ostesaucen. Der var en del linse-bolo tilbage, som røg i fryseren til en anden dag.

Hele toppen blev dækket af revet ost. Jeg havde en rest flødehavarti, som passede perfekt til formålet. Lasagnen blev bagt ved 200°C i ca 30 minutter, til den var gylden og boblende.

Den blev serveret rygende varm, med en god blandet salat til. Jeg fik desværre ikke taget et billede af den færdige lasagne på tallerkenen. Skandale!

Nøj, det er en god vegetarisk lasagne. Man kan hverken smage eller fornemme at den er uden kød. De grillede grøntsager bidrager med tekstur, den grøntspækkede bolo med masser af smag og den cremede ostesauce med fuldfed mundfylde. Den er hermed straks indlemmet i samlingen over vegetarretter, som jeg kan servere for grøntsagsskeptikere. 

God mandag, til dig der kommer her forbi...

1 kommentar:

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!