fredag den 24. august 2018

Panna cotta med citronverbena...

Det forrige indlæg omhandlede sommeren bedste rødgrød....og det gør det her sådan set også. Her er det dog tilbehøret der er i fokus: en silkeblød panna cotta (fra Italiensk: kogt fløde) med et liflig og aromatisk snert af citronverbena.

Det er stadig rødgrød med fløde - bare i en pimpet version.

Jeg stod og skulle ha' rødgrød med i madklub - og kunne af gode grunde ikke medbringe is...og alm fløde var sådan lidt for nemt. Løsningen var at lave denne flødede himmerigsmundfuld, med samme smagsprofil som min elskede citronverbena-is. 

Det er en meget simpel opskrift, som er meget nem at gå til - med en enkelt undtagelse. Jeg har frisk citronverbena på altanen, så et var lige til at høste. Men det kan være svært at få fingre i. Kan du ikke finde noget, kan den erstattes med citronmelisse og en smule revet citronskal. Det giver ikke den helt samme florale retro-aroma som verbenaen, men et lidt mere urtet citronpift.

Jeg valgte at lave en lidt stor portion, så der både var til at tage med og til at lege lidt med herhjemme. Beregn ca 1 dl fløde pr mand.

6 dl fløde
150 g rørsukker
1 tsk vaniljesukker (eller marven fra ½ vaniljestang)
En ordentlig røvfuld citronverbena
4-4½ ark husblas


Fløden kommes i en gryde og varmes op, til lige under kogepunktet, sammen med sukker og vaniljesukker. Citronverbenaen hakkes groft og tilsættes - og blandingen simrer i 5 minutter. Fløden tages af varmen og trækker ca 30 minutter, hvorefter den varmes op til kogepunktet og holdes der i 1 minut. Husblassen udblødes i mellemtiden i koldt vand. Den aromatiske fløde, sigtes igennem en meget fin si - og den udblødte husblas smeltes i blandingen. 

Fordel flødemassen i 6 små skåle eller ramekiner. Her kun 5, da der er dobbelt i silikoneformen. De her er til at vende ud, men de kan også sagtens serveres direkte i skålen. Sæt hele herligheden på køl i mindst 3 timer.

Når panna cottaen er klar til servering, dyppes skålen i varmt vand, til den yderste kant smelter, så den kan vendes ud. Læg en tallerken over og svup den mod bordet - den slipper og klæber sig fast til tallerkenen, hvorefter skålen løftes af.

Min æstetik bliver voldsomt udfordret af panna cotta - og de synlige vaniljekorn, som ligger i toppen, når den vendes ud. Min hjerne siger: sort peber. Jeg valgte her at drysse toppen med pulveriseret, frysetørret hindbær - og det gøres nemmest ved at gnide et tørret bær igennem en sigte. Det både pynter og giver et friskt pift af hindbær - og da den skulle serveres med en rødgrød på bla hindbær, var det jo yderst passende.

Panna cottaen blev vendt ud, drysset med hindbær og fik et friskt topskud citronverbena på - og en passende mængde rødgrød blev fordelt i tallerkenen. Ønsker man en lidt anderledes anretning, kan man f.eks lave panna cottaen direkte i tallerkenen, som et lag på ca 2 cm, og servere rødgrøden ovenpå.

Dansk-italiensk rødgrød med fløde anno 2018.

Da det skulle med i byen, pakkede jeg elementerne for sig i en køletaske. 

Det fungerede rigtig fint med at samle desserten på stedet - dog glemte jeg at drysse med hindbær, før rødgrøden kom i tallerkenen. Det irriterede mig lidt, for det ser træls ud. Men pyt med den lille detalje, for desserten fik mange rosende ord med på vejen (og derfor kommer den på her).

Men skidt pyt, jeg gik hjem og lavede de her billede med resterne, dagen efter. 

Og da kvalitetstestning jo er hamrende vigtigt, når man udvikler opskrifter, var det yderst heldigt at jeg havde muligheden for at teste endnu en omgang. Jeg tog en for holdet der....en velsmagende en. Og med de ord, slipper jeg opskriften på denne aromatiske panna cotta løs på verden. Håber du vil tage godt imod den...

----------------------------------------------------------------------------------------------------------
  
Livet løber stærkt og jeg halser bagefter, i et desperat forsøg på at følge med. Det lader sig ikke gøre og jeg er blevet mindet om, at jeg skal huske at trække stikket digitalt og være mere ude i virkeligheden. Så der boltrer jeg mig lige nu. 

En lille gul hilsen fra regnbuen, på toppen af Aros. Jeg er så brun i år, at jeg knapt bliver gusten at se på, i det blegfesne lys.

Jeg har den skønherlige Sabrina Hørup på besøg i et par dage - og vi holder mini-ferie med fokus på forkælelse. I onsdags var vi på Memphis Roadhouse og hyggede på min altan – og i går fik vi frokost på Street Food, var 3 timer på Aros, drak rosé og hørte musik på Salling Roof Top og spiste middag på Retour Steak (vi fik akut bearnaise-trang). Og i dag skal vi så endnu engang på Street Food til frokost, sammen med en 3. veninde. Spiseferie rocks!

Nå ja, og i weekenden skal der også spises igennem i street food. Der er nemlig Street Food Festival på Godsbanen, med mad og musik fra hele verden - og jeg glæder mig for vildt, til at komme ind og smage på en masse lækker. Håber vi ses derinde. 

God weekend til alle der kommer her forbi....

torsdag den 9. august 2018

Rødgrød med flødeis...

Det er højsæson for de skønne sommerdesserter - og der findes næppe noget mere klassisk end rødgrød med fløde. Har får du en herlig variant, men masser af økologiske bær, vanilje og citron. I stedet for alm fløde, er den serveret med en laber hjemmelavet flødeis med et strejf af citronverbena.

Et par sprøde mandelmakroner bidrog med lidt sprødhed og pep.

Det er så ikke en dessert jeg som sådan er vokset op med. Den tradition døde alt for tidligt, sammen med mormor (jordbær, hindbær og ribs - siet og jævnet) og farmor (alle røde bær, blot jævnet). Og jeg havde faktisk glemt den eksisterede, indtil jeg mødte Signe - der så har serveret rødgrød for mig, et par gange, igennem de sidste år (mere om det nederst). Og NU må jeg så selv forsøge mig. Det er gået op for mig, at rødgrød ikke bare er rødgrød. Hver familie, deres version. Nogle foretrækker en lys rød grød (m/u hele bær) og andre giver den gas med de mørke bær. Og skal den så blendes, sigtes eller blot moses? Jeg besluttede mig for at lave både en sigtet og en rustik version...

Jeg var klar over at der naturligvis skulle være flest kirsebær, som er favoritten over dem alle. Dem købte jeg friske og udstenede - resten af bærrene var fra frost.

I min egen fryser, fandt jeg en pose frosne stikkelsbær - som passede fint sammen med jordbær, blåbær, hindbær og kirsebær. Der var 1200 g bær i alt. Det passede lige med en dobbeltportion af Signes rødgrød - som jeg blot pimpede en smule.

Rødgrød: (8-12 pers - en ordentlig røvfuld)

1200 g bær
300 g rørsukker
2 dl vand
1 tsk vaniljepulver eller 1 flækket vaniljestang
Saften fra ½-1 citron
3 spsk kartoffelmel + vand til opløsning
Lidt ekstra rørsukker til toppen

 Bærrene vende med vand og sukker - og står til de væsker (og tør helt op).

Hele herligheden kommes i en gryde - og koges til grød. Jeg var nødt til at lade gryden koge noget længere, end de anbefalede 3 minutter, da de store jordbær og hele kirsebær krævede mere tid.

For at få en mere homogen grød, uden at koge den i smadder, valgte jeg at mose bærrene lidt. Det gjorde jeg med min kartoffelmoser, som viste sig yderst velegnet til formålet.

Jeg tilsatte vanilje og citronsaft. Og slemmede 3 spsk kartoffelmel og i lidt koldt vand. Og så tog jeg ca 3 dl af grøden fra, til den siede version.

Resten af grøden blev kogt op til kogepunktet, taget af varmen og fik rørt en tilpas mængde jævning i. Den kom i en skål og overfladen blev drysset med rørsukker. Efter lidt tid på køkkenbordet, kom skålen på køl. Den afkølede rødgrød, skal deles op i flere portioner: jeg har lovet en veninde en portion i dag, Max kommer til middag (han skal fikse min computer...igen igen), og så skal jeg ha' en portion med i byen i morgen. Men jeg satser på, at der er en lillebitte rest til et projekt, som gerne skulle i kogebogen.....men nu får vi se.

De 3 dl jeg havde taget fra, fik en tur med stavblenderen *wroom wroom* og blev kørt igennem en fintmasket sigte. Et hurtigt opkog, en jævning og så direkte på køl.

Den iskolde grød, blev serveret i en afkølet skål - og serveret med en kugle is med citronverbena, 2 små Amaretti-makroner og en kvist frisk citronverbena. Og ja, helt alm vaniljeis er også fuldstændig fantastisk til.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

I sidste uge var jeg på besøg, med overnatning, hos Signe. Hun forkælede med tun-paté, bruschetta, pastis-smagning, parmesan-bagt spidskål, saltimbocca med pasta og.....rødgrød med fløde.

Ene lækre sager...

Det var en formidabel rødgrød, lavet af Signes ældste datter Olivia, på solbær og ribs fra Ømosebær. Mørk, intens og smagfuld.

Og næste morgen, fik jeg rødgrød, rørt i tykmælk, toppet med ristet hjemmelavet müsli - og et lille glas vandkefir. Fuck, jeg følte mig sund og probiotisk lige der. 

Efter morgenmaden hoppede vi alle i bilen og satte kursen mod Vestehavet. Signes yngste datter Rosa var også med. Det blev en fornøjelig tur med sing-along 80 ér musik hele vejen. 

Vi pejlede efter Lyngvig Fyr, som ligger på Holmsland Klit. 

Og så var det bare med at springe over klitterne og komme til vandet. Min dejlige Signe ❤

Det var bare lige sådan en dag, som jeg vil huske. Sommer, sol, strand, hav og ægte glæde.

Og nu vil jeg rent rulle et håndklæde sammen, hoppe på scooteren, fise ud til Varna (17 minutter) og hoppe i havet. Den her sommer er for vild og jeg fråser i den!

God torsdag til alle der kommer her forbi....

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...