tirsdag den 8. maj 2018

Hawaii-koteletter i fad...

Ja ja, 'Hawaii' indikerer bare at der er ananas involveret. Ligesom pizzaen, du ved? Uha, min pizza med hindbær fra i forgårs, fik mange uvenlige ord med på vejen i div madgrupper på Facebook. Konceptet blev simpelthen ikke forstået. Mange er af den opfattelse at frugt på ingen måde hører hjemme i varm mad. Jeg er uenig. Her får du en opskrift, fra min mappe med 'glemte' ting. En omgang koteletter i fad, med masser af smag og knas - og som blev til hele 3 gode måltider.  


Dag 1: serveret med broccoli-ris (it's a thing), ristede cashews og et drys koriander.

Det hele startede med en pakke koteletter, købt på dato, i bedste Stop Spil Af Mad stil. 

Ananas, cashews og koriander - og til saucen: kokosmælk, karry (Cp-44), Garam Marsala, og bouillon. Lidt grønt skulle der også til: løg, peberfrugt og ærter. 

Jeg skar 2 tykke skiver ananas, halverede dem (og fjernede den hårde midte). I stedet for at brune grisen og frugten af på panden, tændte jeg min bette grill. Det gav både klædelige grillstriber - og en autentisk brændt duft af vulkan. Meget passende når det nu var mad fra Hawaii...eller noget.

En rød peberfrugt i mundrette bidder, 1 stort løg i tynde både, 3 fed hvidløg i skiver - og 1½ dl frosne ærter. 

Grøntsagerne (minus ærterne) blev sauteret i en smule olivenolie - sammen med et godt skud Cp-44, Garam Marsala, salt og peber. De kom derefter i et ovnfast fad, med forgrillet svin og frugt ovenpå.

Karrysaucen blev lavet i pande, som grøntsagerne var sauteret på. Kokosmælk, bouillon, flere krydderier, salt, peber, en smule sukker og et par dråber citron - og så blev den hældt over fadets indhold. Der kom folie på fadet, som derefter hyggede sig i ovnen på 125°C i 1½ time. 

Folien kom af - og ærterne tilsat. Retten fik yderlige 15 minutter, men jeg lavede tilbehøret.

Broccoli-'ris'. Blendet broccoli, overhældt med kogende vand og salt. Meget nemt. Bum.

'Risene' blev presset sammen i en lille glasskål og vendt ud på tallerkenen - sammen med en god portion smovs.

Hakkede ristede cashewnødder og koriander fuldendte anretningen.

På dag 2, ville jeg bare ha' en salat til.

Det blev resten af ananassen, den orange peberfrugt og ½ hoved broccoli. Jeg snittede også et rødløg fint og fandt en håndfuld afskallede edamamebønner på frost.

Salaten blev vendt med en hurtig vinaigrette på citronolie, hvid balsamico, salt og peber. Og til sidst fik den et lille drys nigellafrø (jomfru i det grønne).

For at få lidt ekstra knas, smed jeg lidt ristede kikærter på toppen.

Ikke sport tossede rester.

Og de allersidste rester, blev spist på dag 3:

Den sidste kotelet blev skåret i strimler - og blandet med den sidste rest salat. Det var ikke helt kød nok, så jeg nuppede lidt kødboller fra frost og smed sammen med.

Lidt mere bouillon og en sjat fløde - og en smule mere Cp-44....og så var der 'chowder'. Jeg smed lidt ristet kokos på toppen, sammen med det sædvanlige udstyr.


Og sådan blev en ret til 3 dages varm mad. Stafet-mad FTW!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

I aften skal jeg på Restaurant Hærværk og fråse i muslinger. 

De økologiske linemuslinger fra Limfjorden er produceret af søn & far, Mark og Kaj-Lykke  - og bragt til huse i samarbejde med byens bedste fiskepushere, brødrene Anders og Kristian fra Havnens Fiskehus.

Aftenen byder på snacks og bobler ved ankomst - efterfulgt af en 4-retters menu. Glæder mig for vildt!

God solskinstirsdag til dig der kommer her forbi....

1 kommentar:

  1. Jeg spiser ikke muslinger, men jeg ÆLSKER frugt i mad! Laber ret dér!

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...