torsdag den 28. december 2017

Asiatisk rejecocktail med pomelo...

Her få du opskriften på en lille forfriskende forret, som vil passe perfekt til nytårsbordet. Den falder ikke så tungt, er pakket med smag og er endda moderigtig ernæringsforbedret med frugt. Ja, frugt. Fisk og frugt - det er en ting! 

Det var ikke meningen at jeg skulle lave en opskrift, men jeg stod pludselig med nogle store optøede rejer fra Princip (ja, mine katte skal også forkæles til jul), som skulle bruge. Men ak, der var intet brød i huset. Men jeg havde en pomelo -  og mindet om en pragtfuld salat jeg havde fået med den (mere om det nederst). Eftersom opskriften ikke var planlagt, tog jeg heller ikke billeder undervejs. Det var først da jeg så den færdig, at jeg tænkte den skulle ud i verden - og knipsede et par billeder.

Så tag godt imod denne lille asiatiske rejecocktail, som bliver den første nye opskrift i 4 mdr: 


Det er en lille smagseksplosion. Den letbitre pomelo, de søde rejer og en marinade der er sur/stærk med et smæk umami - og knas fra peanuts på toppen. Det spiller så godt sammen!

Jeg knuselsker pomelo. Den er en kælling at pille, men det er umagen værd. Det rene frugtkød smager, for mig, som en blanding af drue, melon og et snert grape. Det er godt som det er, i frugsalater eller som her - i en lille fræk rejesag.

Selve salaten består af ca lige dele rejer og pomelo, plukket i små mundrette bidder. Det kommes lidt hakkede peanuts på toppen, et par dråber Sriracha - og det grønne drys man ønsker. Det er persille jeg har brugt her, for det var det der var på lager. Men jeg også vil anbefale enten thai-basilikum eller koriander.  


Men inden man kommer så langt, skal rejer og pomelo vendes i marinade.


Marinade:

Limesaft
Sød chilisauce
Sriracha
Fiskesauce
Friskkværnet sort peber
Hakket krydderurt

Hvor meget af hver? Jamen, til det smager godt. Jeg plejer at starte med blande limesaft i sød chili, til det er balanceret i smagen - og så smage til med meget lidt fiskesauce og tilpas chili, til jeg rammer den rette dosis. 

Man kan sagtens nøjes med at vende marinaden i, lige inden servering - men der sker bestemt ingen skade ved at lade rejebasserne og frugten, hygge lidt i marinaden på køl først. 

Ønskes en lidt fyldigere forret, kan der laves en bund af fintsnittet hjertesalat eller spidskål. Server salaten kølig, men ikke køleskabskold. 


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ok, hvis jeg nu var i stand til at få mine arme arme op over hovedet, så ville jeg ha 'svært ved at få dem ned igen. Selv om kræfterne stadig er små og helbredet er en joke - så kan jeg slutte året af med et blogindlæg. Woop woop, det er noget af en sejr. Ikke alene spiser jeg rigtig mad igen - det bliver også til noget brugbart hertil. Jeg må indrømme at det har været hårdt at være 'væk' så længe. For uden den her blog, så har jeg ikke rigtig nogen platform til mit gastro-ego. Så nu prøver jeg igen!

Inspiration kan jo komme alle steder fra. Alt fra en sjov sparring med en anden madblogger (der er en dekonstrueret herregårdsbøf på vej der), et billede, en duft, en bestemt råvare, generel galskab eller et minde - kan udløse en uopsættelig ide. Og det var det der skete med den her rejecocktail. 

I februar 2016, var Anne og jeg (og hendes hubby Tom) til asiatisk sammenskuds-middag hos Chris (som ejer Memphis Roadhouse) og hans husbond Jan. Mit bidrag var forresten denne spicy salat med soba-nudler og peanutdressing.

Her er hele middagen - og hvis du er nysgerrig, kan du se lidt nærmere på de forskellige retter (og det gøgl jeg lavede med resterne) lige her.


Og der i nederste række, nr 2 fra venstre, er inspirationen til dette indlæg.

Foto: Chris Lombardi
Værtsparret satte nemlig dette fad på bordet. En pomelosalat med skaldyr på steroider. Saftig hummer, fingertykke rejer, sprøde grøntsager og masser af pomelo, som tilsammen med den liflige marinade udgjorde en af de bedste salater jeg har spist i mit liv.

Jeg har siden fået opskriften og glemt den igen. Og jeg har glemt alt om salaten. Og så glemte jeg at pomelo fandtes - indtil i sidste uge, hvor jeg så en dame med en i cykelkurven. 

Så livet flyder......og jeg flyder med. Og nu er vi her. 

Tak fordi du nåede herned. Godt Nytår - jeg håber 2018 har lidt ekstra i godteposen til os alle. 



5 kommentarer:

  1. Rigtig godt nytår, dejligt at se lidt til dit gastro-ego igen. Jeg håber at dit 2018 kommer til at sparke røv på de sidste par måneder af 2017 som jeg ved har været lidt hårde at komme igennem. Men uanset om du holder lukket i 4 uger, måneder eller år (det håber jeg dog aldrig sker) så bare vid at der altid vil være trofaste læsere herude som sender positive tanker og kærlighed din vej.

    SvarSlet
  2. Hvor er det skønt for mig og for dig at året slutter med et festfyrværkeri, så noget NYT kan få plads <3 Jeg nyder at vide at du er på vej.... og jeg får lov at følge med <3 Super godt NYT år til dig <3

    SvarSlet
  3. Stort velkommen tilbage - du har været savnet.

    SvarSlet
  4. Jeg har armene i vejret på dine vegne - og selvom de kommer ned igen ind imellem så skal de nok komme op igen <3
    Glæder mig til at prøve din og Chris' salat

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!