De små SMØRkyssede kartofler blev serveret med en marineret grillet flanksteak og en god blandet salat med enoki. Er herligt måltid, som jeg nød på altanen.
De små kartofler fra friland, fandt jeg i Salling Super. Jeg gjorde mig stor umage at finde en masse små, i nogenlunde samme størrelse.
Argh! Jeg havde lykkelig glemt hvor hårdt der er for mine dumme fibro-fingre at skrabe kartofler. Den papirtynde skræl lader sig heldigvis meget nemt skrabe af....men man skal jo holde fast i de små knolde. Det fik jeg kramper i fingrene af og smerter der trak op i armene. Godt det kun var en lille portion til mig selv og ikke gæster. Og godt at man ikke er sådan en *host* perfektionist, der ikke tillader 'øjne' eller andre småpletter....
Med møje og besvær blev jeg færdig.
De små nuttede kartofler fik følgeskab af en god stor stilk løvstikke, blev kogt akkurat møre og vendt med en smule SMØR fra Arla Unika + lidt finthakket løvstikke.
Mens kartoflerne blev skrabet + kogt, fik jeg sideløbende lavet salat og grillet kødet.
Salaten var heldigvis hurtig klaret - det var bare at lynsnitte noget grønt.
Først agurk, tomat, rød peber, bladselleri, forårsløg + ½ bakke enoki-svampe. ½ hoved broccoli blev pillet i bittesmå buketter, overhældt med kogende vand i 1 minut , kølet ned, dryppet af og vendt i resten. Det hele blev mixet med en vinaigrette af olivenolie, æblecidereddike, urtesalt og friskkværnet sort peber. Den sidste ½ bakke enoki-svampe kom på toppen.
Og så til kødet:
Jeg havde fået fingre i en lille flanksteak fra Thiese. Plejer elles at gå i en stor bue udenom marineret kød, men gav den en chance - hvilket jeg blev rigtig glad for.
Den var marineret i rapsolie, hvidløg, paprika, peber, chili, spidskommen, salt, løg, oregano, rosmarin, basilikum og rørsukker.
Den lille bøfling, fik ca 3 minutter på hver side og lagt til at trække i folie bagefter.
Efter 5 minutters trækketid, blev den skåret i skrå skiver, på tværs af fibrene og overhældt med stegeskyen fra folieindpakningen.
Det passede perfekt med tiden, for de små SMØR-kyssede kartofler var lige klar til servering.
Tallerkenmodellen i sin optimale form: ⅓ grønt, ⅓ stivelse og ⅓ kød.
Jeg tog tallerkenen med ud på Altancatrez (min nye katteflugtsikrede altan) og knappede en flaske rødvin op.
Og der sad jeg til solen gik ned (og lanterne blev tændt) og til det begyndte at blive for koldt at sidde ude. Fonzie holdt mig ved selskab.
Han er vild med de tændte lanterner. Skøre kræ!
Vi gik ind, lukkede døren og gik til ro...ish.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------
Middagen var afslutningen på en lækker weekend, hvor jeg havde været på besøg hos Signe - til snak, hygge, mad, drinks og overnatning. Jeg tog toget til Silkeborg, hvor hun samlede mig op, sammen med sin yngste datter Rosa.
Det er sådan en smuk tur fra Århus til Silkeborg. Jeg havde været forbi Aarhus Central Food Market og købe lidt frokost til turen. Det blev til 3 stykker smørrebrød fra Kähler Smørrebrød, da de havde fået mange rosende ord med på vejen. Hvert stykke er kun et lillebitte stykke brød, som er 4-5 bidder - og de koster 33 kr pr stk. Jeg fik 'laksen' som var gravad laks med en sødsyltet agurk, et kapersbær og brøndkarse. Ganske fin, dog passede den søde agurk slet ikke ind. Det næste stykke var 'torsken', som bestod af en grov kartoffelmos med torskestykker i, som var meget anonym. Den var toppet med finthøvlet fennikel, pink grape og dild. Pynten smagte at mere end resten. Det sidste stykke var 'kyllingen', som var en meget mushy kyllingesalat uden tekstur, toppet med sprødt kyllingeskind og grønt. Det var såmænd ok, men ikke på nogen måde værd at gentage - og de 99 kr kunne ha' været brugt til et langt bedre måltid fra ACFM.
Vel ankommet til Silkeborg, gik vi op i Nygade og drak iskaffe på KaffeRisteriet. Bedste iskaffe ever! Og så gik vi hen til Devils Ink. For grunden til at vis kulle mødes i Silkeborg, var at både Signe og jeg skulle bestille tider til nye tatoveringer. Så om en måneds tid skal jeg endelig ha' min ornamenterede indiske ske på armen. Det glæder jeg mig til - selv om det gør nullernaller at få den lavet.
Vi kørte derefter mod Kjellerup, hvor Signe bor. På vejen fandt vi nyplukkede jordbær i Svostrup og nyopgravede kartofler i Iller. Det var de største jordbær jeg nogensinde har set. Sorten hedder Flair og det er helt nye planter, som giver de vildeste bær. De er SÅ søde og gode.
Signe diskede op med en sommerlig frikassé med spidskål, som vi fik til de nye kartofler - og der var mascarpone-is med hvid chokolade, til de labre jordbær, som dessert.
På familiens badeværelse hænger disse 3 små søde skilte. Og det midterste er SÅ sandt - "Good friends offer advice...best friends offer gin".
Først fik vi en Rhubarb Sour, på Signes hjemmelavede rabarbersirub, whiskey, citronsaft og æggehvide - og derefter en sand perlerække af spændende G&T's.
Næste morgen, bagte Signe buttermilk biscuits, som blev spist med tandSMØR - og kærnemælkshorn med fyld af marcipan og rabarber. Du kan se opskriften på de herlige horn lige her.
Efter en rundtur i byens genbrugsbutikker og lidt mere snak, blev jeg kørt til Rødkærsbro og sat på et tog. Da jeg ankom til Århus, gik jeg i Kvickly og købte flanksteaken til indlægget her - og tog hjem og grillede den.
Det lykkedes mig at finde lidt nyt grej til køkkenet og bloggen. Så nu er jeg klar til at få anrettet og fotograferet de forskellige is, jeg har ventende i fryseren.
Og nu vil jeg gå ud og forsøge at tæmme opvasken. Den er blevet noget vild.
God tirsdag til alle der kommer her forbi...