fredag den 15. juli 2016

Butterbean-spread med tomat/basilikumspesto...

I går skulle jeg rydde lidt op i køleskabet, inden jeg smutter på en lille ferie. Det blev først til en laber smagfuld pesto - som så blev brugt til denne vegetariske spread:

Den lækre spread gjorde lykke på økologisk kerneknækbrød, pyntet med tomat og frisk basilikum.

Pestoen først. For noget tid siden, besøgte jeg Signe. Hun havde lavet en helt fantastisk pesto med soltørrede tomater og basilikum. Jeg afslog først at smage, da jeg stadig lider under traumet af den groteske overdosering af soltørrede tomater, jeg var udsat for i 90'erne. Men Signe lokkede og jeg overgav mig. Og det er jeg SÅ glad for at jeg gjorde - for det var virkelig en lækkerbisken. Resultatet blev at jeg skyndte mig selv at købe en pose soltørrede tomater til lageret. 

I ugens økologiske favoritkasse var der en potte basilikum og et lille stykke parmesan - og fra en tidligere kasse havde jeg cashewnødder, som jeg foretrækker frem for pinjekerner. Fra mit lager kunne jeg så hente de sidste ingredienser: soltørrede tomater, hvidløg og olivenolie.

Jeg valgte at udblødte 10 soltørrede tomater i varmt vand, ca 30 minutter først.

Tomaterne blev drænet og snittet i mindre stykker. Potten med basilikum blev rippet, nippet og skyllet (dog gemte jeg lidt til pynt) - og cashewnødderne (25 g) ristet let på den tør pande. Lidt ost (15 g) blev høvlet og et fed hvidløg revet. Til den her portion brugte jeg ca ½ dl olie.

Først blendede jeg *wroom wroom* tomater, nødder, ost og olie sammen til en tyk grov pasta - og derefter blev basilikummen blendet med. Til sidst blev det revne hvidløg rørt i og der blev smagt til med en smule salt og et par dråber citronsaft.

Den færdige pesto - her serveret på 2 måder: rustikt i en skål og 'stramt' formet med en lille dejskraber. Det var et eksperiment!

Pestoen kan f.eks vendes i nykogt pasta, bruges i en kartoffelsalat eller bare spises på brød. Jeg valgte som sagt at bruge en stor del af den i en spread på butterbeans:

Bønnerne blev drænet og skyllet. Jeg smed halvdelen i fryseren til en anden god gang - og blendede resten med ⅔ af pestoen, et par kviste bredbladet persille og saften fra ½ citron.


Jeg prøvesmagte den straks, til en sen frokost:

Jeg åbnede en pakke af det helt fantastiske knækbrød fra Nykers - i daglig tale kernecrack, da det er yderst vanedannende. Det ene stykke fik et godt lag spread - og det andet blev belagt med tynde skiver fennikel/hvidløgs-spegepølse. Pølsen var kommet med posten - mere om det nederst. 

Senere på dagen, da sulten meldte sig igen, hev jeg igen knækbrødet og resten af den skønne spread frem.

Min indre pyntesidse plagede, og fik lov, til at komme den i en sprøjtepose med stjernetyl. 

En passende mængde blev sprøjtet ud på 2 stykker knækbrød.

Der blev pyntet med tynde skiver tomat og frisk basilikum.

Og da det var ferie, blev det også til en lille cocktail til:

Nemlig en pink Dirty Martini på Tanqueray gin, Cocchi Rosa Americano vermouth og syltet vandmelonskal + lidt af syltelagen.

Hip hurra for overdækkede altaner - det var lunt nok til at sidde ude og spise, på trods af regnen. 

Efter jeg havde spist, pakkede jeg videre til ferien. Og senere på aftenen spiste jeg den sidste rest spread på endnu et stykke knækbrød. Og så var der gjort rent bord...


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Som sagt, havde jeg fået sendt spegepølsen med posten. Sune fra Foodgeek havde nemlig eksperimenteret med at lave hjemmelavet spegepølse - og da han hørte hvor vild jeg var med fennikelspegepølse, tilbød han straks at sende en smagsprøve. Jeg er vildt imponeret over den!

Med i pakken var også andre smagsprøver på hans kunnen. Himmelsk mælkechokolade (som ikke overlevede længe her) - og 2 slags mørk chokolade: røget og ekstra røget.

Dem glæder jeg mig rigtig meget til at smage på. Jeg tænker at de vil kunne gøre sig rigtig godt i noget tex-mex.

Det er jeg ikke den eneste der har tænkt. Min gastronomiske legekammerat Johan, er nemlig lige nu ved at lave en helt vild over the top tex-mex middag (12 retter i 8 serveringer med cocktail pairings) - hvor han bruger den ekstra røgede chokolade i den her mole poblano. Og gæt hvem der er inviteret til den middag på lørdag? Oh yes: mig!

Det er nemlig hos ham jeg skal på mini-ferie her i weekenden. Vi lægger ud med at besøge Sdr. Bjert Kro i aften og tager så hjem til Mexico i morgen. Jeg glæder mig helt vildt til en weekend fyldt med forkælelse, lækker mad, drikke og madnørderi på den store klinge (glem alt om Tour de France - det er Tour de Mad der er the shizzle). Og nu må jeg da vist også snart på pakket den kuffert færdig.

God weekend til alle der kommer her forbi... 

7 kommentarer:

  1. Mmmm - looks good!
    Og god tur til både kro og Mexico. Hils :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Taaaak, det skal nok blive fabelagtigt. Det skal jeg gøre :D

      Slet
  2. OMG ... det er derfor Johan ikke skriver på sin blog! Manden har simpelthen haft travlt med at lave middag til dig :-) Jeg håber det var en fantastisk oplevelse og glæder mig til at læse om det når du kommer op til overfladen igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha, det er bla derfor. Han har lige holdt en velfortjent 3 ugers sommerferie, som sluttede med den her vilde tex-mex middag. Jeg ved fra pålidelig kilde at han grifler løs på det næste indlæg til bloggen lige nu ;-)

      Det var en helt fantastisk oplevelse - og jeg fik rester med hjem. Det skal nok blive til et godt blogindlæg. Skal bare liiiige samle lidt kræfter først.

      Slet
    2. Haha... Awww, det er da rart at være savnet. Men den kære Klidmoster skal nu ikke have hele skylden! :) Jeg har blandt andet været på gastronomisk rundtur i Central Europa og samle inspiration og indlæg, og så blev der vist også lige klemt et lille restaurantbesøg med følgende indlæg ind.

      Jeg ville holde øje med hans blog i løbet af ugen eller i starten af næste for et indlæg eller to omkring dejlige, dumme og skøre ting man kan indtage i Tjekkiet, Slovakiet, Polen eller omeng :)

      Slet
  3. Hej Malou

    hvor køber du det lækre knækbrød henne?

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!