tirsdag den 28. juni 2016

Ost – fra rest til guld: Nordiske 'nachos' med pickles og krydderurter...

Som du sikkert ved, er Stop Spild Af Mad noget jeg gør meget i. Ingen rest går til spilde her - men bliver brugt til nye retter og projekter. Her har jeg fået mulighed for at kombinere 2 slags rester (kiks og ost) til en noget alternativ omgang 'nachos':

5 slags økologiske kiks med 2 slags Unika ost - toppet med en 'salsa' af syltede grøntsager og krydderurter. Perfekt til et glas koldt øl på terrassen, som en lun osteret i stedet for dessert eller som en del af et oste-pølsebord.

Da jeg for noget tid siden lavede lækkerier med disse Nordiske Tapas kiks - fik jeg kiksene til indlægget tilsendt i en boblekuvert (but why?). Der var måske 4-5 hele kiks tilbage i pakken. Og så stod jeg der med en masse knuste kiks. Hvad skulle jeg dog stille op med dem? Ja, jeg kunne naturligvis spise dem hen af vejen - men det var nu sjovere at finde noget at bruge dem til.

Og sørme om jeg ikke fandt et projekt at buge dem til dagen efter. Jeg skulle rydde op i mit køleskab, inden jeg rejste til min søsters bryllup - og der fandt jeg jeg et stykke Havgus der var gået 10 dage over dato (???) og en lille rest Gammel Knas, som jeg måtte skære lidt uønsket skimmel af. Min første tanke var at smide begge dele i fryseren til pastaretter og den slags, men så fik jeg øje på kassen med de knuste kiks....

Tjo, de kunne da vel godt bruge til en slags nachos i stedet for tortillachips. Har du lyst til at gøre mig kunsten efter, handler det bare om at sende en æske kiks med Post Danmark i en boblekuvert - eller at købe nogle kiks og brække dem i ukurante stykker.  

Det lille stykke Gammel Knas blev revet groft og drysset ud over de knuste kiks. Jeg rev en håndfuld Havgus i tynde spåner og kom ovenpå - og frøs resten ned til en anden god gang.

Efter ca 10 minutter på 175°C var ostene smeltet og kiksene lækre og lune. I mellemtiden havde jeg lavet lidt guf at komme ovenpå.

En rest pickles (peberfrugt, blomkål, agurk, gulerod, æble, perleløg, squash, æblecidereddike, sukker, peber og karry) blev hakket groft og blandet med 1 stor tsk fuldkornssennep og 2 tsk drænede kapers.

Den liflige blanding blev fordelt på de lune ostekiks.

Og som prikken over i'et, kom der lidt blomstrende citrontimian og bronzefennikel på. 

Og så var der lune ostekiks med masser af smag og knas. Jeg knappede en øl op og satte mig ud på altanen for at nyde anretningen i den sidste aftensol.

Det kan godt være det er en snack der opstod ved en tilfældighed - men jeg skal helt sikkert lave noget lignende igen. De lune kiks, de smeltede oste, den sød/sure pickles, de salte kapers, senneppen og de aromatiske krydderurter - det spiller bare! 

Jeg sender det her indlæg ind til Ost & kos opskriftskonkurrence for madbloggere i kategorien 'Ost – fra rest til guld'. Kryds fingre for mig...


2 kommentarer:

  1. Haha, Malou, du tager livet af mig!! :D Jeg tror aldrig før, jeg har set en opskrift, hvor en del af anvisningerne går på, at man skal sende ting med PostDanmark! Nu sidder jeg og klukker højlydt herhjemme ;)

    SvarSlet
  2. Ost, ost ost og øl og mere ost.rent ja fra mig

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!