fredag den 13. maj 2016

Saftige italienske meatballs i langtidssimret rustik tomatsauce...

Åh, det her er bare en af de pastaretter jeg elsker allerhøjest - men som jeg får utrolig sjældent. Derfor var glæden rigtig stor, da jeg i onsdags pakkede ugens kasse ud  - og opdagede at et af de 3 måltider var netop italienske kødboller. Score!

De krydrede kødboller blev serveret med spaghettoni (tyk spaghetti), en intens og smagfuld rustik tomatsauce, revet parmesan og frisk basilikum.

Retten blev dog ikke helt efter den opskrift der fulgte med, for jeg var nødt til at sno mig lidt.
Her er indholdet af ugens kasse. Der var, udover hakket oksekød til kødbollerne, havkat og kyllingebryster med. Fisken røg straks i fryseren (til noget hemmeligt) og kyllingen gemt til dagen efter (til en madpakke). Og så var det bare med at få brugt noget af det grønne til pastasaucen.

En kæmpe fennikelknold, en stor gul peberfrugt, et gult løg, et rødløg, 1 ds flåede tomater, 5 fed hvidløg og en dusk timian var en god start.

Grøntsagerne blev snittet tern og hvidløget hakket. Det hele blev sauteret, uden at tage farve, i lidt olivenolie - og smidt i min Crock-Pot.

Der skulle en masse smag til - og mere tomat. Jeg fandt 2 glas pastasauce på tørlageret og ½ glas taco sauce på køl, som i bedste Stop Spild Af Mad stil lige kunne komme med her. Den friske timian fik følgeskab af nogle tørrede urter: timian, salvie, brændenælde, fennikelfrø og chiliflager. Hele herligheden kom ned til grøntsagerne og det hele fik lov til at simre i 6 timer på low.

Saucen blev smagt til med urtesalt, friskkværnet sort peber, reduceret balsamico og lidt rørsukker - og så blev den sat til afkøling i et fad.

Og så var turen kommet til kødbollerne:

Der var ca 300 g kød at gøre godt med. Jeg valgte at følge opskriften sådan nogenlunde, men erstattede mælk med æg. Det syntes jeg giver de mest saftige kødboller.

300 g hakket oksekød
1 æg
1 lille finthakket løg
30 g rasp
15 g revet parmesan
1 tsk knuste ristede fennikelfrø
Hakket bredbladet persille
Hakket basilikum
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Det hele æltes godt sammen og trilles til kødboller på størrelse med golfbolde.

Jeg fik 12 stk ud af denne portion. Kødbollerne trilles i rasp, som trykkes fast i overfladen. De steges derefter gyldne på overfladen i rigeligt fedtstof (50/50 olivenolie og SMØR) og lægges på fedtsugende papir.

Mens pastaen kogte, kom jeg de gyldne, men stadig halvrå, kødboller i en lille gryde sammen med 4 dl sauce (her kan man jo så tilsætte den sauce man ønsker). De fik lov til at simre i 10 minutter.

Pastaen blev drænet (og ca 2 dl af kogevandet gemt). Pastaen kom retur i gryden sammen med sauce og kødboller + kogevandet og en lille håndfuld revet parmesan. En passende portion pasta og alle kødbollerne blev anrettet i en opvarmet tallerken. 

Der blev drysset lidt ekstra parmesan og fintsnittet frisk basilikum på toppen.

Store saftige kødboller i smagfuld sauce - ja tak! 

De sidste 6 kødboller røg i fryseren til en anden god gang. Saucen røg også i fryseren, pakket i portioner a 400 g. Så er det lige til at hive op - og enten spise som det er, eller bruges som basis for en kødsauce, suppe eller gryderet. 


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

I dag er det min fødselsdag. Jeg skal dog hverken ha' gæster eller holde noget ude - men til gengæld på tur sammen med min madklub. Og jeg skal ha' pas med. Det er hyret en lejligheds- og kattepasser, så jeg kan slå mig løs med god samvittighed.

Kom bare an 43 - jeg er klar til dig! 

Det her vejr bekommer mig så godt. Nu kommer min bedste tid på året. Varmen giver mere fleksible led, gør mig mere mobil og gør ALT nemmere. Glæder mig rigtig meget til den kommende sommer, som byder på min lillesøsters bryllup, NorthSide, Kulinarisk Sydfyn, en dommertjans i en kokkekonkurrence, masser af madnørderi og gensyn med en masse dejlige mennesker. 

Og nu vil jeg ud i solen og nyde min fødselsdag. Vi ses på den anden side...

3 kommentarer:

  1. Tillykke med dagen - en fødselsdag kan da sagtens fejres uden gæster og stress. På tur i godt vejr og med gode venner, jamen så kunne man da ikke have planlagt det bedre :-)

    SvarSlet
  2. Tillykke med dagen! Og må jeg lige tilføje - jeg har fulgt din blog i snart maaange år; og du har aldrig set bedre og friskere ud :)
    Kh Lene

    SvarSlet
  3. Tillykke med fødselsdagen. Og må jeg sige du ser dejlig ud.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...