fredag den 22. april 2016

Saltede, tørrede æggeblommer...

Af og til falder jeg over noget på nettet som jeg bare SKAL prøve at lave. De her æggeblommer har jeg slet ikke kunnet få ud af hovedet siden jeg først så dem her hos Honest Cooking. På engelsk hedder de salt cured eller blot cured. Der findes ikke noget direkte ord på danske som dækker - men salttørretsaltkonseveret eller tørsaltet er gode bud. Nysgerrig? - så hæng på: 

De færdige æggeblommer er faste i konsistensen - og lige til at rive eller høvle. Og kun fantasien sætter grænser for hvad de kan bruges til.

De er pivnemme at lave (det kræver kun 3 ingredienser) - men det tager 4 dage før de er klar til brug. Til gengæld kan de så holde ca 1 måned på køl bagefter.

Der skal bruges æg (Duh!), groft salt og sukker. Her har jeg til 5 æg brugt 500 g groft salt og 250 g sukker. Salt og sukker blandes - og tag ⅓ af blandingen fra. Kom resten i en bøtte og lav 5 fordybninger med bagsiden af en ske. Slå æggene forsigtigt ud i en skål - fisk blommerne op, en af gangen, med fingrene og lad den overskydende æggehvide løbe af.

Læg æggeblommerne til rette i de små fordybninger og drys med resten af salt/sukker blandingen. Kom et tætsluttende låg på, sæt bøtten på køl - og glem alt om den i 4 dage.

Efter 4 dage fiskes blommerne forsigtigt op. Saltblandingen har trukket en masse væske ud af æggeblommerne - som nu har konsistens som soltørrede abrikoser uden skind.

Æggeblommerne skylles forsigtigt fri for salt under den kolde hane (brug evt tommelfingerneglen til at skrabe lidt i overfladen med) og duppes helt tørre i køkkenpapir. I følge opskriften skal de nu tørres i ovnen på en rist, men de danske ovnriste er ikke så egnede til så små ting. Læg dem i stedet på en bageplade, belagt med bagepapir - som er smurt med lidt olie.  

Hmm, de ligner mest af alt althea-bolcher på det her stadie. De skal nu tørres i ovnen i 1½-2 timer på ca 65°C. Brug et stegetermometer til at få temperaturen på plads. Er det for bøvlet, eller kan din ovn ikke holde så lav og præcis en temperatur, så lad dem blot tørre ud i den kolde ovn i 2 døgn - og vend dem af og til.

De færdigtørrede æggeblommer har tekstur som hård ost. De duppes helt fri for overskydende olie, pakkes i madpapir og kommes i en bøtte - og sådan kan de opbevares på køl i op til 1 måned....hvis de holder så længe....

For jeg må indrømme at de frister og giver mig en masse idéer. 

Det er som at ha' fået en helt ny ingrediens at lege med. Og så er det 'bare' æggeblommer?!?

Den opskrift jeg faldt over kommer oprindeligt her fra Hapa Nom Nom - men jeg kunne se at det ikke var hendes egen og sporede den tilbage til hende kilde, som viste sig at være kokken Christopher Kostow. Han deler sin opskrift her - og foreslår at de færdige blommer kan rives ud over alt fra grønne asparges til røget ål. De kan bruges i supper, salater og pastaretter (som var de parmesan eller anden hård ost) - og de bidrager med fedme, salt, umami og noget cremet 'ægget'. Man kan enten rive dem fint eller høvle dem til tynde spåner.

Høvlede til spåner. Flotte ikke?

Revet helt fint. Og så var det bare med at få smagt på de labre gule sager!

Jeg cyklede i den lokale og bevæbnede mig med broccoli, rejer, cherrytomater, avocado og karse. Det skulle blive både til en salat og en mad af en art.

Salaten først. Små buketter broccoli blev lagt i kogende vand i 1 minut og straks kølet af i koldt vand. Broccolien blev drænet, blandet med de optøede rejer og vendt i en marinade bestående af citronolie, hvidvinseddike, fuldkornssennep og friskkværnet sort peber (nej, ingen salt - det er jo det æggeblommerne skal bidrage med). 

Salaten kom på et fad, blev tilsat lidt halve cherrytomater og lidt klippet karse. Og så blev der høvlet ca ½ æggeblomme ud over.

Salat med æg og rejer - som du med garanti aldrig har fået det før! 

Det gule drys skulle også testes på en mad:

Havde forestillet mig ristet rugbrød - men det blev i stedet til knækbrød (mit nye fuldkorns-crack). Og ellers var det bare mayonnaise, avocado, cherrytomater og karse.

Her kom æggeblommen fintrevet på toppen, sammen med friskkværnet sort peber. Virkelig en god lille happer at slutte af på.

I dag skal jeg prøve at bruge æggeblommerne i en suppe eller risotto - har ikke helt bestemt mig endnu. Men en ting er sikkert: jeg skal sætte en portion æggeblommer mere til salttørring i dag! 

Jeg vil godt lige slutte af med at sige noget om kvalitet. Vælg nu for pokker nogle ordentlige (helst økologiske) æg, hvis du skal kaste dig ud i alt lave disse blommer. Jo, bedre æg - jo bedre slutresultat. Prøv lige at se Signes version her - de er lavet af landæg med mørke blommer og er SÅ smukke.

Og æggehviderne der bliver til overs? Brug dem i bedste Stop Spild Af Mad stil til f.eks marengs (kyskager, fuglereder eller pavlova), flødeboller, marshmallows, tærtefyld, æggehvide-mayonnaise eller til at klare en consommé med.  

Hvad så? Er det noget du skal lave?

3 kommentarer:

  1. Nøj! Det skal helt sikkert prøves når jeg kommer hjem fra Sjælland i næste uge!! Har lige i dag fået hvider tilovers efter jeg har lavet chantilly creme, hviderne bliver brugt til en omelet i morgen tidlig ☺

    SvarSlet
  2. Mums ser lækre ud �� kan man bruge mere end 5 blommer til portionen? Min svigermor (der har alt) har fødselsdag og vil give hende lækkerier til madlavning men vil jo ikke så gerne forære dem alle væk så vil lave flere men skal måske bare lave i to bøtter?

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!