fredag den 26. februar 2016

Grillen - ny burgerbar i Århus...

Århus har for ganske nyligt fået endnu en ny burgerjoint. Det er jo blevet så moderne med gourmetburgers - og det får nye steder til at skyde op som paddehatte. 

I lokalerne der før har huset Cafe Arthur (hvor jeg har spillet sygt meget pool i mine unge dage), Cafeen Yggdrasil og senest CanBlau (som er flyttet hen på den anden side af Klostertorv) ligger nu en en aflægger af kæden Grillen Burgerbar, der i forvejen har 3 steder i og omkring hovedstaden. I går smuttede jeg forbi for at få frokost:

Lod mig nemlig friste af det her skilt den anden dag, hvor jeg gik forbi - og vendte derfor stærkt tilbage. 69 kr (89 kr på aftenkortet) for sådan en menu var svær at sige nej tak til  - specielt fordi jeg havde set flere mundvandsfremkaldende billeder af stedets burgere florere på Instagram. I really had to try it! 

Men hov, hvad var den af? Det var så ikke det menukort jeg havde studeret online hjemmefra. Det menukort der ligger på deres hjemmeside, gælder nemlig kun for de 3 sjællandske filialer - og man skal helt frem til Booking for at se med verdens mindste skrift, at Århus kører med en separat menu. Det betød at den 'Cheesy O' (grillet hakket oksekød, sauterede løg, cheddar, gruyere, hjemmesyltede agurker og ristede løg. Bolle smurt med aioli og top med ketchup) jeg havde udset mig, måtte erstattes af en 'Bacon & Cheese' (cheeseburger med sprødsteg bacon, salat og pickles. Bolle smurt med Grillens mayo) i en fart. 

En god detalje er at man kan vælge at få sin burger 'regular' med hele bollen, 'half nude' (uden top) eller 'nude' (helt uden bolle). Så er der noget til både de normaltspisende og de, mere eller mindre, fussy eaters.

Jeg nuppede de grove fritter og en estragon mayo til.

Der er et lille, men fint, udvalg at shakes, sodavand og øl. Men igen måtte jeg lige pudse brillerne en ekstra gang - for en sodavand (0,5 L) kostede 39 kr på frokostkortet i Århus - mod 29 kr på Sjælland. WTF?

Jeg røg dog på en Fanta alligevel. Men jeg må sige at det er forfriskende at man kan få et glas vand for blot 5 kr (samme pris i begge ender af landet). Det er virkelig god stil!

Efter ganske kort ventetid kom en lidt forvirret trunte hen til mit bord med en bakke og ytrede spagt ordene "Er det dig der har bestilt noget mad?" Jeg følte mig virkelig fristet til at tilkendegive at jeg blot sad til pynt, men lagde ansigtet i de høfligste folder, smilede og sagde ja. Hun placerede bakken på bordet og forsvandt igen. Jow, det så da meget godt ud - men jeg må indrømme at mit blik straks blev fanget af burgerens overvældende grønne underskørt...og ikke på den gode måde. Hovedsalat i en burger? But why?

De grove pommes havde en rigtig fin farve - men de skuffede fælt. De var nemlig ikke sprøde - men derimod seje. De virkede som om de var forstegt i god tid forinden og forsøgt genoplivet i frituren lige inden servering. Og salt havde de vist slet ikke set. Den medfølgende mayo med estragon var rigtig fin i smagen - men lur mig om det ikke er Hellmanns (eller et tilsvarende industriprodukt) rørt op med frysetørret estragon. Havde der været anvendt friske krydderurter, havde farven som minimum været grøn.

Jeg tog burgeren op i hænderne og inspicerede den nærmere. Det visuelle indtryk: Ristet bolle (på grænsen til det brændte), meget tynd bøf, smeltet meget gul ost, de føromtalte blade hovedsalat, godt med bacon (Yay!), syltede agurker og temmelig meget mayo.

Der skulle godt nok ikke mange bidder til, før skuffelsen var total. Brioche-bollen smagte faktisk rigtig fint - der hvor den ikke var blevet nærmest forkullet på skærefladerne. Den bolle skulle aldrig ha' forladt køkkenet IMO! Den var heller ikke smurt, men nærmere overøst med mayo - så meget at det blev vammelt. Baconen var til gengæld rigtig god - tykt skåret, godt røget, tilpas saltet og meget fint sprødstegt.

Bøffen var dog burgerens største katastrofe. Den var kun ca 1 cm tyk og skamstegt...som i død...D-Ø-D. Det var hverken saft eller kraft tilbage i den, kun virkelig tørt og kedeligt kød - og hvis den havde set salt og peber, var det i hvert fald kun ud af øjenkrogen. De bidder man fik ind, uden bacon, var nærmest beige. Jeg var taknemmelig for at jeg havde bestilt både sodavand og vand til at skylle den ned med. 

Osten var ok med fin smelteevne, men havde den der 'plastic-feel' som den slags tit kan ha'. Og så var der de der blade hovedsalat. Jeg forstod dem simpelthen ikke - de bidrog hverken med tekstur eller smag. Tværtimod gjorde hvert sekund i den lune burger dem mere og mere gråkedelige. Igen: but why?

Og som rosinen i pølseenden: de der 'pickles'. Nej, bare nej...alm bløde sødsyltede agurker er ikke pickles. De var sliksøde - og bidrog ikke med den ellers påkrævede syre (eller knas). Der står de er hjemmelavede - men både farven og smagen var som agurkesalat fra Beauvais (sig endelig til hvis jeg tager fejl!).

Hele burgeren fremstod samlet for blød, sød, brændt og fed (med baconen som det eneste lyspunkt) - ja, og undskyld de hårde ord: intetsigende, uinspireret og totalt ligegyldig. 

Der stod godt nok salt, peber, Heinz ketchup og tabasco på bordet - men jeg havde heldigvis selv ægte gastronomiske førstehjælp i tasken, i form af min lille transportable sriracha. Den havde jeg allerede ved ankomsten af bakken fisket frem for at spise til fritterne - af en eller anden grund kan man nemlig ikke få chili i Århus - men godt på Sjælland. Endnu et WTF?

Uden den var jeg ikke kommet igennem - for selv om det var en sløj burger, så skulle den jo spises. Ingen madspild her!

Jeg betalte min regning på 113 kr og gik da mæt, men utilfredsstillet derfra. 


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Men en ting er min mening. Stedet er temmelig velbesøgt. Så enten var jeg pokker uheldig - eller også syntes folk at det er godt nok til prisen. Og er det de SU-venlige priser der får folk til at strømme til? Er det tømmermænd? Er det nyhedens interesse? Er det frokostmenuen der er for skrabet? Er det bedre om aftenen?

Var det mig der er for kritisk? Næppe. Jeg anvender jo bare mit sanseapparat og forholder mig konstruktivt til det jeg får serveret. Det handler ikke om at få noget i maven i en fart - jeg vil også ha' en god oplevelse. For mig er SMAG bare alt. Det nytter ikke en fis at det ser flot ud - og giver lækre billeder på Instagram - hvis maden er kedelig. Og dødkedelig...det var desværre hvad den var i går.
   
Det er heldigt at jeg ikke uddeler hverken stjerner, kokkehuer eller points - for det var intet at uddele her. 

Har du en anden mening end jeg, må du gerne udtrykke den i mit kommentarfelt - men hold det venligst i en sober tone!

5 kommentarer:

  1. Som jeg skrev på Instagram, så spiste jeg også burger fra Grillen i går - dog som takeaway og til aften. Menuen er dog den samme, så vidt jeg kan se.
    Vores burgere var virkelig, virkelig gode. Ikke bare gode til prisen, reelt gode. Ingen brændte bollekanter, bøffer som var rød/rosa i midten og godt stegte udenpå, der var ikke urimeligt meget mayo (jeg tilføjede faktisk lidt, men jeg er også skamløs. De andre var dog tilfredse med deres mængder). Vi fik tre forskellige, og vi var alle tre tilfredse. Fritterne var lidt bløde, men sådan synes jeg tit, det er med takeaway - men det kunne selvfølgelig godt være bedre. Jeg fik en anden burger end dig, men der var syrlige syltede agurker i min - og bløde løg, som jeg kunne have spist en tallerkenfuld af.
    Så jeg vil sige, at jeg sagtens kunne finde på at spise noget derfra igen - hvis det vel og mærke er ligesom dét, vi fik.
    Men uanset hvad er det jo super dårlig stil, at det skal være sådan et gamble, om man får den gode oplevelse, som vi fik, eller den totalt dårlige oplevelse, som du fik!

    SvarSlet
  2. På trods af at jeg ingenting ved om mad, så havde jeg det på præcis samme måde. Virkelig kedelig burger. Dog havde min, modsat din, set RIGELIGE mængder af salt. Hold nu op, hvor var det salt. Det er bestemt ikke et sted jeg frivilligt gider at sætte mine ben igen - selvom det jo er dejlig billigt på en SU.

    SvarSlet
  3. Kender ikke stedet, heller ikke her på øen... men skiltet ville have fået mig til at tro at sodavanden var inkl?

    SvarSlet
  4. Jeg vil bare lige anbefale the burger joint. Mega lækre burgere (betsiller altid mexicansk) m. fritter og dip til en ok pris.

    De er absurd lækre og alt er lavet fra bunden!

    Den ligger på den anden side af åen end suppe, steg og is.

    Gør det :D

    SvarSlet
  5. Hej! Jeg vil bare lige rose denne type indlæg. Kan godt lide din ærlige, detaljerede anmeldelser - keep it up, og flere af dem :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!