Madbloggeren der forsvandt...

Er splittet i to. Hende og jeg. Hende jeg troede jeg kendte og så hende DEN ANDEN.

Kan åbenbart kun udtrykke mig fragmentarisk. Små sætninger. Nedkogt mening. Rodet. I forkert sammenhæng. Men gør det noget? Jeg skrev som udgangspunkt alt der her ned for at se det på skrift. Og for at tvinge mig til at forholde mig til tingenes tilstand. Men nu poster jeg det her alligevel. For sådan her er det lige nu:

Kan du huske mig? Det var mig der engang bloggede her. Men jeg har været forsvundet siden d. 25 oktober. Rygterne vil dog vide at jeg er spottet flere steder, på fri fod, i Århus og derfor ikke er helt væk.

Men noget har været væk – og er det stadig. Som sædvanligt var det helbredet der lige syntes at det ikke skulle gå for godt. Så det stak af. Og denne gang stak det af med min appetit. Min madglæde. Min skaberlyst. Mit drive. Havde aldrig troet at den dag skulle komme hvor mad blev min fjende. Men det er en krig at få noget ned. Alt smager beige og vokser i munden. Ikke engang duften af en lækker bøf stegt i SMØR kan trylle sulten frem. Og hvad lever jeg så af? ½ bæger yoghurt, en mundfuld kartoffelmos og en klementin er jo nærmest 2 hele dages kost.

I den sidste tid har jeg øvet vold på mig selv. Tvunget mig til at spise mere og andet end jeg har lyst til. Det er ikke rart. Du må ikke sladre til mig, for jeg gør det i den bedste mening – for måske er det det der får mig til at spise almindeligt igen? 

Det går atter op for mig hvor meget af min identitet jeg har hængt op på at være madblogger. For med en kuldsejlet karriere og det her helbred (eller mangel på samme) er det nødvendigt at ha' noget der giver tilværelsen mening. Jeg har nævnt det før: det er hårdt at se mine 'kollegaer' overhale mig igen og igen. Men de skal jo frem, videre og ud i verden – og bruger deres blogs som springbræt. Jeg føler at jeg sidder alene tilbage med nogle evner, som måske nok rækker, men kræfter (og helbred) der ikke gør.  

Det er hvad det er. Men sammen med appetitten forsvandt også smilet, latteren, glimtet i øjet og evnen til at være sammen med andre mennesker.

Sommeren var god. Utrolig god. Men så forsvandt varmen, solen og dagene på bænken ved søen. Og så kom smerterne, hosten (astmatisk bronkitis), feberen og endnu engang følelsen af at kvæles langsomt. Og jeg er hende der græder (igen)…...hele tiden.

Vinterdepression? Stress? Jeg ved det ikke. Har kæmpet med begge dele i alt for mange år af mit liv – og troede faktisk det var bag mig. Men nogle lange tentakler kæmper i hvert fald efter at få fat i mine ankler. Jeg føler mig jaget dag og nat. Af tanker, dårlig samvittighed over de ting jeg ikke får gjort, de ting jeg ikke får skrevet og de mennesker jeg ikke får svaret. Over liv der ikke bliver levet og tid der bliver spild i sengen. Og hvor latterligt er det? Som pensionist er man kørt ude på et sidespor hvor man strengt taget ikke skal noget. Som i at der ikke bliver stillet nogen krav til en. Man skal ikke bidrage til samfundet – men får tag over hovedet og mad på tallerkenen alligevel. Hvordan kan man tillade sig at blive stresset og deprimeret over sådan en luksustilværelse? Lad lige dem, der får hjulene til at dreje, få mest plads der (siger hjernen).

Igen er jeg Den Dårlige Veninde. Hende der svigter, melder fra og ikke magter at være der for andre. Og jeg er nået dertil hvor den dårlige samvittighed over det fylder   alt. I forvejen giver alle mine kære mig meget elastik – og forståelse når jeg ikke kan.  Og selv om de siger at det er ok, så kan jeg mærke at grænsen nærmer sig. Man kan kun skuffe så meget, før folk ikke kommer igen…...

Har lyst til at grave et dybt hul (well, få nogen til det) og bare skrige højt og brutalt ned i det. Det handler ikke om at blive hørt, men om et spinkelt håb om en lille forløsning. Tanken om at det her forpinte liv fortsætter, er indimellem ubærligt.

Da jeg startede bloggen op tog jeg skeen i den anden hånd og KRÆVEDE julen tilbage. Kastede mig ud i julemaden – både traditionel og nyskabende – med 'fake it to you make it' attitude. Fortiden var dengang, nu gjalt det fremtiden. Julen skulle erobres tilbage og gives en plads som var til at holde ud. Ingen pligt, 'man' og 'skal'. Og det virkede. Indtil nu. WTF? I år er julen en snigende stor dyne af NEJ der kommer tættere og tættere på.

Det er i år 10 år siden jeg valgte min mor og hendes side af familien fra. Stadig det bedste jeg jeg har valgt at gøre som voksen. Det er 'på plads' hos mig – men misundelsen over de kærlige familiebånd andre har, gnaver stadig. Og det her er jo lige sæsonen hvor alle de bånd er så synlige.   

Tusind tak for alle de søde beskeder og mails. Hånden på hjertet: jeg har det meget blandet med dem. På den ene side er det helt ufatteligt rørende at vide at jeg er savnet, værdsat og at nogen bekymrer sig om mig. Og så er der den anden side dårlig samvittighed over at jeg får noget til at bruge tid på at bekymre sig om mig. Det er ikke dig – det er mig!

Heldigvis her jeg Verdens Bedste Kæreste som er med på at julen bliver som den bliver - eller rettere, ikke bliver. Han er ligeglad med alt andet end at vi skal ha' det hyggeligt og at jeg ikke skal stresse. 

Vender jeg tilbage? JA - for det SKAL jeg! Den her blog er alt hvad jeg har tilbage af det liv hvor jeg KAN noget. Det eneste sted jeg kan bidrage bare lidt. At det jeg laver har værdi for nogen giver mig håb om at kunne komme tilbage. For jeg vil SÅ gerne kunne gøre bare en lille forskel.

Alt hvad jeg føler jeg mangler nu er appetit......

Redigeret d 10/12:

Det har allerede lettet meget at poste dette indlæg. Egentligt ville jeg gerne ha' holdt det for mig selv, men når man har skrevet offentligt i snart 6 år er det svært at 'forsvinde' lidt. På den måde er det både godt og skidt med de sociale medier. For det er netop der en ændring i ens adfærd er så tydelig. Som når man f.eks i en årrække har postet 2-3 billeder på Instagram om dagen og nu pludselig kun poster ca 4 om ugen. Det bliver bemærket.

Selviscenesættelse kræver kræfter. Mange kræfter. Jeg har ofte fået kritik for at vise glansbilleder frem her, når nu min sygdom sætter så mange begrænsninger. Og ja, jeg lagde alt for hårdt ud - og har forsøgt at holde tempoet. Hvorfor? For ikke at sidde i et hjørne og vente på at dø! Så igennem årene har jeg udviklet en online-persona som kan noget mere end hende skravlet her bag skærmen. FOMO (Fear Of Missing Out, hvis du skulle være i tvivl) kan være en destruktiv drivkræft. Det har været med til at presse mit helbred til det yderste - og det har både været godt og skidt. Godt på den måde at jeg har fået nogle oplevelser som jeg ellers aldrig kunne ha' drømt om - skidt på den måde at jeg nu er endnu mere slidt og udbrændt. Men uden job, kollegaer og ret meget familie er man nødt til at skabe noget indhold i tilværelse selv. Og det må man sige er lykkedes for mig. Det netværk og de ting den her blog har været katalysator for er jeg meget taknemmelig for. Specielt nu hvor jeg ikke magter at blogge.

December er ellers den måned på året hvor jeg har bedst mulighed for at tjene lidt på bloggens reklamer, men ikke engang det har kunne motivere. Så der kommer desværre ingen nye opskrifter i år. Men jeg håber at mit bagkatalog stadig kan bruges. Der er jo allerede en masse gennemtestede juleopskrifter lige klar til brug.

Skulle du ha' lyst til at følge lidt med bag bloggen, så sker der da lidt her på Instagram. 

Og hermed går jeg på juleferie. Jeg håber at kunne vende tilbage en gang i det nye år. Glædelig jul til dig og dine - og tak for støtten...