torsdag den 8. oktober 2015

Saftig grønkålssalat med frugt og knas...

I går lavede jeg en ret tung og kalorierig ret til aften - og den krævede et saftigt, syrligt, grønt og knasende modspil. Det blev til denne smukke grønkålssalat, med masser af frisk frugt og lækkert knas.

En herlig sag til efterårets lidt tungere retter. 

I går startede med et besøg af posten. Han kom med en pakke fra Maria som har bloggen Vanløse Blues. Hun udgav i går denne fantastiske kogebog Geniale Grøntsager (bogen kan købes her) - og den fik jeg tilsendt, sammen med lidt lækkerier: et lille piskeris til at piske dressinger med, en lille bøtte knust spidskommen, en pose sesamfrø, lidt pinjekerner og lidt stenfri dadler. Og de dadler blev straks til en del af min salat.

De dejlige dadler giver nemlig en lækker sødme til den letbitre grønkål. Den øvrige frugt bestod af et granatæble og en appelsin hvor noget af skallen var blevet brugt til endnu en omgang Kopihr. Den skulle i bedste Stop Spild Af Mad stil omsættes inden den gik til. Som knas, ristede jeg en god håndfuld græskarkerner i ovnen - den var nemlig allerede i gang til hovedretten.

De små røde juveler blev pillet ud af granatæblet - se lige her hvordan det gøres. Appelsinen blev skåret i fileter - og den overskydende saft gemt i et lille glas til dressingen. Jeg fandt et slapt forårsløg i grøntsagsskuffen som også lige skulle med. De stenfri dadler blev skåret i små bidder og fil selskab af de ristede græskarkerner. Grønkålen blev skyllet og ribbet.

Man kan vælger at snitte kålen meget fint med en kniv - men jeg nupper den nemme løsning og kyler den i min minihakker hvor den *wroom wroom* bliver findelt på et øjeblik. Og så til dressingen. Appelsinsaften tilsættes en smule æblecidereddike, lidt fuldkornssennep og en smule olivenolie. Smag til med salt og friskkværnet sort peber. Vend en passende mængde dressing i kålen. Tilsæt fyldet, vend rundt - dryp med lidt ekstra dressing og drys med de ristede græskarkerner.

Salaten gjorde stor lykke til min Græskar Mac 'n cheese m/ 2 slags ost. Den får du opskriften på i en senere indlæg. Opskriften er mit bidrag til en opskriftskonkurrence med ost - og hvem havde nogensinde troet at jeg skulle deltage i sådan en? Ikke mig. Som tidligere ostehader er det da vist lidt af en bedrift.

God torsdag til alle der kommer her forbi...

1 kommentar:

  1. Oh! Glæder mig til den mac'n'cheese opskrift 😄 Lyder som en god gang efterårs-hygge-mad.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!