mandag den 24. august 2015

Krydrede hakkebøffer med græsk bondesalat og dilddip...

Der har været lidt stille her i den sidste uge. Jeg har nemlig haft travlt med at være udendørs og suge hver en tilgængelig helsebringende solstråle til mig. De er i disse dage jeg har det bedst på hele året. Varmen gør led og muskler bløde - og solen giver en masse D-vitamin. Det er blevet til en del rugbrødsmadder, hotwings og et lækkert restaurantbesøg. Men det er da også blevet til en smule mad herhjemme. Lørdag lavede jeg den her omgang:

Små krydrede hakkedrenge (som oprindeligt var tiltænkt som farsbrød), en rustik salat og en laber dip.

I Rema 1000 havde jeg fundet de her tomater til 8 kr pr bakke. Det er uhørt billigt. De skulle helt klart danne grundstammen for en rustik salat.

Tomaterne fik bla selskab af forårsløg, en rest rød peberfrugt, agurk, persille, hvidløg og feta hvid salat ost.

Grøntsagerne blev snittet og vendt med hakket persille. En dressing blev pisket sammen af citronolie, hvidvinseddike, revet hvidløg, tørret mynte, friskkværnet peber og urtesalt. Fetaen den hvide salatost blev skåret ud i små trekanter og vendt i dressingen.

Hele herligheden blev vendt sammen. Salaten fik lov til at trække på køl mens resten blev gjort klar.

De små krydrede hakkedrenge stammer fra den her. Den faldt jeg også over i Rema 1000 - 400 g for 40 kr. Det må siges at være ok for økologisk convenience. 

Det er meningen at man blot skal fjerne folien og sætte bakken i ovnen - men jeg ville hellere ha' små bøffer. Den blev derfor skåret ud i 8 skiver.

Dippen var også rigtig nem: blot skyr rørt med Dillicious Dip

Det er en blanding af rørsukker, havsalt, dild, hvidløg, urteboullion, asafoetida. 

Og så var det bare med at få tændt grillen - men ak, jeg havde helt glemt tiden, så det var blevet for mørkt. Der blev varmet en pande op i stedet. Til at stege i, brugte jeg lidt olivenolie - en gave fra min søn, som han selv havde hjembragt fra Grækenland. 

Det blev en ganske fin middag. Nogle gange er nemt bare fantastisk.

I det næste indlæg får du opskriften på en laber grillet vandmelonsalat med meget mere af det gode.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!