søndag den 2. august 2015

Chido - Mexico ligger i Mejlgade...

Som du måske ved, hvis du læser fast med her, så er jeg meget begejstret for tex-mex. Det har dog ikke været noget man kunne få så meget af her i Århus, i hvert fald ikke i en kvalitet der var værd at spise. Det ændrede sig dog først på året hvor Chido Mexican Grill slog dørene op og begyndte at lange frisk og fremragende fastfood over disken. 

Chido ligger på Mejlgade nr 48 og er ret så godt besøgt. Det er et lille charmerende sted, der summer af god energi. Jeg havde den store fornøjelse at være forbi i går, for første gang, sammen med min veninde Anne fra Frøken Annes Køkken. Ikke alene havde vi planer om at smage på flere forskellige ting, vi ville også gerne ha' en snak med Oskar (som vi en dag var faldet i snak med på Memphis Roadhouse), en af stedets 5 ejere. Der var nemlig meget vi gerne ville vide om baggrunden for stedet, maden og visionerne for fremtiden.

Joanna gør sig klar til traktere os.
På Chidos tager alle et nap med. Selv de 5 ejere har vagter. Og det giver pote at løfte i flok. Der bliver produceret mad i en lind strøm - hver eneste dag. Der er ingen fryser på stedet, så alt laves af friske råvarer. Madspild er der ikke noget af, da der er tænkt på alle detaljer. Maden forberedes i det lille køkken bagved og serveres direkte fra disken ved bestilling. Der kan fås: Tacos, Burittos, Quesadillas, Bowls, Tortilla Chips, 3 x salsa, guacamole og div drikkevarer.

menuen er der flere spændende kombinationer med forskellige smagskombinationer og fyld - men den er meget fleksibel. Alle kostformer kan tilgodeses. Så hvad enten du spiser lowcarb, glutenfrit, laktosefrit, paleo, vegetarisk eller vegansk, kan der skræddersys et optimalt måltid til dig. Basisfyldet til burittos udgøres af: sauterede fajita-grøntsager (bla løg og grøn peber), sorte bønner, pintobønner og kogte brune ris. En stor tortilla dampes lynhurtigt så den bliver blød og fleksibel - og fyldes straks med det lækre fyld.

Der kan vælges mellem 3 slags kød: kylling (Pollo), svin (Carnitas) og okse (Barbacoa). Alt langtidstilberedt og velkrydret. Vi skulle dog ikke ha' en Buritto - men derimod en Quesadilla. Det er den Joanna er ved at lave her øverst. Den vi skulle ha' var en 'The Classic' (60 kr) med en dampet tortilla, marineret kylling, ris, bønner, fajita-grøntsager og ost. Der kom desuden lidt Pico de Gallo i (frisk salsa med bla tomat, løg, koriander, chili og lime) og stedets mellemstærke salsa i.

Tortillaen blev foldet på midten og grillet så osten smeltede.

Chido har ikke alkoholbevilling, men der tilbydes 2 slags øl til take-away eller konsumering udenfor. Spiser man inde, er der et spændende udvalg af sodavand. Anne og jeg besluttedes os for at smage de mexikanske sodavand Jarritos (22 kr) som udmærker sig ved at være med rigtig frugt og uden High Fructose Corn Sirup.

Anne nuppede en med guava og jeg en med ananas. De gik rigtig godt til vores Quesadilla. Den havde vi valgt at dele, så der var mulighed for at smage flere ting - for sådan en basse udgør et helt måltid i sig selv.

Herhjemme forbinder de fleste en Quesadilla med 2 tortillapandekager med en masse smeltet ost imellem. Det er godt, ingen tvivl om det - men det her er bedre. Smagene smelter sammen på den yndigste måde og eksploderer i munden. Den var tilpas stærk og smagte af mere!

Vi delte derefter en omgang tacos. Og nej, det er ikke sådan nogle hårde skaller - det er soft tacos. De er lavet på hvede, men inden længe kan man også vælge en variant på majs. Vi fik den kombi der hedder 'Los Tres Amigos' (60 kr) og er en af hver af de 3 varianter stedet tilbyder. Og så fik vi en ekstra med til mig for 15 kr (som var loadet med koriander, som Anne har det svært med). De 3 slags tacos var:

'El Pollo Loco': kylling, Pico de Gallo, salat, ost, cremefraiche og syltede rødløg.

'El Toro Bravo': oksekød, majssalsa, jalapeño-salsa, salat, cremefraiche og syltede rødløg.

'El Sucio Marrano': svinekød, jalapeño-salsa, guacamole og salat.

Wow, det var også bare velsmag i hver en bid. Jeg var virkelig begejstret. Det begyndte at knibe med pladsen i maven, med der skulle lige smages en sidste ting.

Tortilla chips med en valgfri salsa og guacamole (25 kr). 

Vi fik dog lov til at smage stedets 3 forskellige salsaer til. Pico de Gallo, jalapeño-salsa og den rigtig hotte. All good! Guacamolen er virkelig god - og bla tilsat hvidløg, lime og Pico de Gallo. Der går ca 175 avokadoer til den hver dag.

Chido er mexikansk slang, udtales [cheedås] - og betyder cool. Og det må siges at være meget passende for den lille biks. 

Foto: Chido
Næste gang jeg skal forbi, som højst sandsynligt bliver i aften, skal jeg ha' sådan en Bowl her (65 kr - vegetarisk 50 kr). Man kan enten vælge mellem allerede sammensatte eller vælge helt frit. Jeg skal bare ha' den der på billedet - for den får allerede nu mit mundvand til at løbe. 

Chido har været nødt til at lave en 'koriander-politik' for de erfarede hurtigt at det er en krydderurt der virkelig deler vandene. Det kan derfor vælges fra og til som man ønsker. Vælg det endelig fra, for så er der mere til mig!

Stedet er opstået af en forkærlighed for det mexikanske køkken. Oprindeligt var de 6, nu 5, ejere - der alle på et eller andet tidspunkt havde boet i USA. Der er tex-mex kæmpestort og det tog de med hjem og begavede århusianerne med. Inspirationen er bla den amerikanske kæde Chipotle, som jeg fik denne imponerende burrito hos New York.  

Den samlede vurdering er ufattelig god. Det er fastfood på den allerbedste måde. Prisen er mere end rimelig og bør kunne blæse de ligegyldige burgere fra bla McD ud af vandet. Det er med i overvejelserne at stedet ikke har toilet og derfor ikke må bruge rigtig bestik og service. For selv om maden er pragtfuld, trækker det lidt ned at skulle spise med plastikbestik af styrofombakker. Heldigvis er ambitionerne at åbne endnu et sted - større, men flere siddepladser og bedre faciliteter. Det vil jeg glæde mig rigtig meget til.

NB: indlægget er ikke sponsoreret! 

4 kommentarer:

  1. Jeg vil ha'! Hm... det er der heldigvis råd for i næste uge... ;-)

    SvarSlet
  2. Åh, efter at have været på udveksling i Texas, så er man virkelig ødelagt for dansk Tex-Mex, for det kan bare overhovedet ikke leve op til den amerikanske standard! Og IIIIIIIIIHHHHHH, jeg savner mine quesadillas og nachos med chili con queso!!! Så er meget spændt på Chido, og skal helt sikkert forbi! Hvis de så også bare kunne begynde at lave rigtig god queso, så opfylder de alle mine våde Tex-Mex drømme...

    SvarSlet
  3. Det ser super godt ud. Og den der "koriander-politik" er da en fremragende ide :)

    SvarSlet
  4. Mums... Gemmes til 'når jeg måske kommer i nærheden'.:)
    Skulle til at spørge om hvilke typer tortillas de havde, men det skriver du jo heldigvis undervejs.
    Netop soft tacos er jeg glad for, og oftest vælger jeg majs-versionen af tortillaer også, når jeg er 'over there'....
    Tak for tippet...

    Et uhøfligt spr: når du er ude diverse steder, kan du så lokkes til i baghovedet måske at tænke over om en kørestol kan komme ind (trapper op/ned, super smalle døre-.. wc forventer jeg ca ingen steder i dk, modsat 'over there' hvor jeg kan det selv de mest lusede steder :D )

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...