fredag den 31. juli 2015

Japansk Cheesecake...

Lige nu florerer der en japansk cheesecake, med blot 3 ingredienser, på nettet. Og jeg havde ellers bestemt mig for ikke at hoppe med på bølgen - men blev alligevel lidt nysgerrig. Lise fra Kage! Kage! Kage! har opfordret til at teste den her i weekenden og hun vil så efterfølgende lavet et opsamlingsindlæg om den. Her får du min version, som dog har hele 4 ingredienser:

Det er meget langt fra noget som helt vi ville kalde cheesecake herhjemme - men japanerne har et helt anderledes forhold til bagte desserter med æg. Skulle jeg give den et nyt navn, måtte det blive hvid chokolade-souffle med flødeost.

De 3 ingredienser er: flødeost, æg og hvid chokolade. Jeg syntes dog det lød som en sød og lidt fad smagsprofil, så jeg ville tilføje citronskal.

Ovnen blev tændt på 170°C. Jeg skar meget ned på opskriften. Det var jo kun en test og jeg havde ingen linet op til at smage. Det ville jo være ærgerligt at bruge tid og penge på noget der ikke var et hit.

Jeg skriver hvad jeg brugte og de oprindelige mængder i parentes.

50 g flødeost (120 g)
50 g hvid chokolade (120 g)
1 æg (3 stk)
Revet skal af ½ citron

Del æg i hvide og blomme - pisk hviden stiv. Hak chokoladen og smelt den, enten over vandbad eller i mikroovn.

Tilsæt flødeosten til den smeltede chokolade. Giv det en smule ekstra varme og rør det sammen. Kom citronskal i blandingen.

Tag blandingen af varmen og rør æggeblomme i. Fold til sidst pisket æggehvide i.

Den oprindelige opskrift er til en lille form på 15 cm i diameter. Jeg tog den mindste jeg havde, som er på 12 cm. Den blev pakket ind i stanniol. Er formen ikke slip-let, som her, så skal den fores med smurt bagepapir.

Massen kommes i formen. Den bankes let mod bordet for at frigive luftbobler. Formen stillet i et lille fad - og der hældes kogende vand på til det dækker ca halvvejs op af formen. Fadet stilles i ovnen og kages bages i 3 intervaller: 10 (15) minutter på 170°C. 10 minutter (15) på 160°C - og så slukkes ovnen, hvorefter den trækker 10 minutter (15) på eftervarmen.

Lad kagen køle helt af i formen på en rist.

Løsn formen og glid den lille kage ud på en desserttallerken. Drys med flormelis.

Og så er den lige til at skære ud og servere.

Den minder mest af alt om en omelet i konsistensen.

Det er en lidt spøjs mundfylde den har. Man skal helt klart sætte pris på soufflé for at kunne nyde den. Jeg er meget glad for at jeg tilsætte citronskal, for det løftede smagen op over det lidt æggede.

Skal du prøve den simple kage?

2 kommentarer:

  1. Tror ikke den slår mine kokostoppe som jeg bagte i dag ;)

    SvarSlet
  2. Måske den anden variant med kun 2 ingredienser; mørk chokolade og æg.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...