torsdag den 12. marts 2015

Linse-pandekager med mexifyld og salat...

I dag blev det til restemad de luxe. Kræfterne er ellers ret små i disse dage, og jeg har desværre måtte aflyse weekendens gæstebud - som jeg ellers allerede havde købt ind til. Så nu har jeg noget grønt der skal køres igennem. Og der var også lige nogle rester der skulle fyres af...

På ingen tid fik jeg flikket et ret så lækkert og tilfredsstillende måltid sammen - og jeg fik brugt alle mine rester i bedste Stop Spild Af Mad stil.

Pandekagerne først. De er SÅ nemme at lave og indeholder blot 4 ting: linsemel (kan erstattes af kikærtemel), urtesalt, hel spidskommen og vand. Jeg fandt inspirationen til dem lige her.

2 dl linsemel, ½ tsk urtesalt og 1 tsk spidskommenfrø - piskes til en tyk dej med 2½ dl koldt vand. Lad den stå 10 minutter til alle melklumper er opløst.

Bag dejen til 6 tynde pandekager i en smule olivenolie. De kan nu fyldes med lige hvad man har lyst til.

Jeg hev lidt blandet frem fra grøntskuffen. Og så var der også lige en kugle mozzarella jeg havde 'reddet'. Den var godt nok gået på dato d. 2/3 - men kan sagtens holde sig længere.

Til salaten: blyllede blandede salatblade, lidt rødløg, bladselleri, røg og gul peberfrugt. Til fyldet: resten af det krydrede fyld jeg havde lavet til mine tex-mex tarteletter - og den drænede ost, skåret i små tern. Og så skulle der et godt drys koriander til.

Fyldet blev varmet og fordelt på 2 pandekager - og osten fordelt ovenpå. De blev rullet sammen. Der kan også bruges tacofyld, en rest chili con carne eller strimlet kød vendt i en spicy bbq-sauce. 

Salaten blev vendt sammen med en smule olivenolie, en sjat hvid balsamico og et drys urtesalt.

De rullede pandekager fik et hurtigt skud skyr og et generøst drys koriander. Ta-dah....mad på blot 25 minutter. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Selv om kræfterne er meget små har jeg fået lavet lidt. Jeg, og bloggen, skal nemlig deltage i en stor crossmedia kampagne for Astma og Allergi senere på måneden. Du kan læse lidt om den her. Mit bidrag er 3 opskrifter: en laktosefri, en glutenfri og en til nøddeallergikere. Opskrifterne er nu forfattet, testet og 2 af dem allerede sendt af sted. Den sidste blev lavet i dag. Du må gerne få et lille smugkig:

En svampet 'mazarinkage' uden mandler - med en laber chokoladeganache på toppen. 

Og nu hiver jeg stikket ud at par dage og forsøger at blive det der 'frisk'. God weekend til alle der kommer her forbi...


5 kommentarer:

  1. Lise vestergaard13. marts 2015 kl. 07.52

    Uh ser lækkert ud:)
    Men kan du virkelig lave disse pandekager helt uden at tilsætte æg?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Yeps, ingen æg. Veganere bruger faktisk linsemel og kikærtemel som erstatning for æg i visse retter.

      Slet
  2. Mumsi! Træls når man må aflyse og har købt ind, men du får det helt sikkert spist, hvis jeg kender dig ret;-)

    SvarSlet
  3. Tak :-)

    Ja, det er vildt træls. Ha ha, jeg gør i hvert fald et forsøg ;-)

    SvarSlet
  4. Det ser super lækkert ud, du kan få selv rester til at ligne et festmåltid :-)
    Og sundt og godt er det.
    Det gør mig ondt at du ikke er på toppen, kender det selv alt for godt med min kræft.
    Jeg vil ønsker dig god bedring og hvil dig godt i weekenden.
    Og en god kampagne du deltager i :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!