De er ikke alene uden skind, men også lavet af godt dansk svinekød. Tilbehøret var, i bedste Stop Spild Af Mad stil, pimpede rester fra dagen før.
Farsen startede ud meget som til almindelige frikadeller - for den oprindelige plan hed frikadeller og kold 'kartoffelsalat'. Men så skete der et eller andet - og pludselig tog det en drejning hen mod noget a'la merguez.
300 g hakket svinekød (brug endelig okse og lam)
1 æg
1 mellemstor revet gulerod
1 lille revet løg
3 spsk Naturlic kartoffelfibre
Urtesalt
Farsen blev æltet sammen - og så til det sjove. Jeg tilsatte nøjagtig sammen mængde smagsgivere som til mit merguez-style bagte blomkål:
½ tsk hel koriander
½ tsk spidskommen
½ tsk fennikel
10 sorte peberkorn
Ristet, afkølet og kørt i krydderikværn +
1 spsk tomatkoncentrat
1 spsk Harissa
2 fed revet hvidløg
1 tsk Ras-el-Hanout
Det gav en rødlig og meget aromatisk fars. Den fik lov til at trække på køl ca 30 min, mens jeg lavede resten.
Der var en del blomkål tilbage fra dagen før. Jeg ville gerne lave en 'kold kartoffelsalat' men blomkål, som jeg har lavet før. Det yderste lag blev snittet af og resten hakket groft.
Aj, men det kunne jo ikke passe bedre, for udover skyr var der rygeost på lager - en rest fra fredagens blomkålsvafler med rygeostecreme og stenbiderrogn.
Et drys ekstra karse på toppen og så var den klar. Der var også en smule salat tilbage fra dagen før.
Farsen blev formet til 'pølser' og lagt på en slip-let plade. De blev bagt ved 200°C i 10 minutter, vendt og bagt ca 7 yderlige minutter (til kernetemperaturen er mindst 75°C).
Jeg tog de 2 fra jeg skulle spise, og kølede straks resten ned.
2 'pølser' + 2 x salat = super aftensmad. Og jeg må indrømme at smagen på mine fordanskede merguez, var ret tæt på den ægte vare. Jeg skal helt sikkert også prøve med en blanding af okse- og lammekød.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Og så er der noget jeg bliver nødt til at kommentere på. For nu er jeg igen blevet bedt om at forsvare et af mine valg - og i denne omgang er det blomkålen der står for skud.
Ja, jeg er (meget) nærtagende. For jeg er skrøbelig her i mit lille liv. Og var faktisk ikke klar over at jeg havde forpligtet mig til at leve efter et bestem dogme - og kun bæredygtigt. Som jeg skriver ude i min bio til højre: "Har i de sidste år spist overvejende økologisk, dog uden at være blevet helt fanatisk. Der skal også være plads til lidt take-out i ny og næ, da jeg har fibromyalgi og må droppe madlavningen på de dårligste dage". For at give mig selv de bedst mulige betingelser har jeg droppet at købe mad udefra og i stedet bruge alle mine kræfter på at lave noget god hjemmelavet mad. Jeg tror på at det gør en forskel på mit helbred. Så det rammer mig ekstra hårdt at de valg jeg træffer, af nødvendighed, står for skud. Jeg kan ikke give et klart svar på hvor det netop blev blomkålen jeg kastede mig over. Der gik bare pludselig sport i det.
Er udmærket klar over hvordan det ser ud udefra. For jeg sprøjter jo retter ud. Men jo værre jeg har det, jo mere søger jeg tilflugt i køkkenet og den kreativitet jeg råder over der. Det er det eneste sted jeg kan glemme hvordan jeg har det og lade mig opsluge af noget andet - hvilket er helt pløk, for det koster en masse kræfter. Men det nu engang sådan min virkelighed er.
Lige nu gør (økologisk) blomkål mig glad og udfordrer min kreativitet i køkkenet. Og jeg ELSKER det. Når jeg vågner om morgenen skal jeg aldrig spekulere over hvad jeg mon skal lave til middag - men derimod blot vælge en af de mange idéer der allerede er i spil. Og som du med stor tydelighed kan se i dette indlæg, så starter det gerne et sted og ender et andet. Jeg er både interesseret i processen og resultatet.
Og nu vil jeg atter kravle ud i køkkenet og lave noget med blomkål...
Ih, hvor lækkert! Jeg skal helt sikkert prøve at lave merguez-pølser - nok med kyllingefars, tænker jeg, fordi der ligger noget og putter sig i fryseren. ;-)
SvarSletOg ja, jeg er tosset med blomkål, så jeg klager bestemt ikke over temaet herinde for tiden! Tak for god inspiration,
kh Anne fra madlaboratoriet.blogspot.com
Hvor ser det lækkert ud. Også jeg er stor fan af blomkål - og så har jeg hakket øko lammekød i fryseren. Det kan da ikke være meget bedre.
SvarSletBedste hilsner Kathe
PS Jeg forstår dig til fulde med din afslapning i køkkenet. Det er også der, hvor jeg elsker at være og mange gange glemmer, hvis der har været fortrædeligheder i løbet af dagen :-)
Jeg elsker dine indlæg, de er altid som en slags madoplevelsesrejser. Du har inspireret mig til at lave en anden slags mad end rugbrød og kogt pasta. Du er en hverdagshelt i mine øjne
SvarSletHey Klidmoster :)
SvarSletHar du overvejet en dessert med blomkål?
http://blog.rateyourburn.com/blog/post/2013/10/15/15-Desserts-Made-from-Cauliflower!.aspx
Tænker lidt, om chokoladekagen ville blive virkelig god? De bliver helt vildt gode med squah i, i hvert fald.
Wooooow, kan vide, om du kan lave blomkålsis?
SletFlippet indtager nye niveauer...