Det endte med at blive noget af et festmåltid: ovnstegt kylling med indisk rispilaff, wedgesalat, raita og chutney. Fest og farver på en tallerken.
Med til dagens ret var: kyllingeoverlår, basmati-ris, løg, gulerod, rød peber, krydderblanding (gurkemeje, koriander og spidskommen), En pose med kanelstænger og kardemommekapsler, 1 fed hvidløg og 1 bouillonterning. Man skulle selv bidrage med 5 dl vand, 3 spsk olie og salt + peber.
Halvdelen af krydderblandingen blev gnedet godt ind i kyllingen - og der blev krydret med salt og friskkværnet sort peber. Kyllingen blev sat i ovnen på 200°C og stegt i 40 minutter. Og så til pilaffen:
En gul risret med orange gulerod og rød peber har brug for noget grønt. Det blev til en god håndfuld edamamebønner fra fryseren. Jeg havde en stor økologisk ingefær på lager og knække et pænt stykke af til at parfumere risene med.
Den medfølgende bouillonterning blev sendt i skammekrogen. Uden ingrediensliste kan jeg ikke sikre mig at der ikke er noget i den jeg ikke kunne tåle. Better safe than sorry. Det blev i stedet til en smule Herbamare urtebouillon.
2,5 dl basmati-ris
¾ rød peberfrugt i tern
1 mellemstor groftrevet gulerod
75 g edamamabønner
50 g hakket løg
4 cm ingefær i små tern
1 fed finthakket hvidløg
2 små kanelstænger
12 kardemommekapsler
10 nelliker
½ tsk gurkemeje
½ tsk stødt koriander
½ tsk spidskommen
1 tsk Herbamare
Skyl først risene grundigt i koldt vand. Løg, hvidløg, ingefær og stødte krydderier ristes af et par minutter i lidt olie. Gulerødder, peberfrugt og ris tilsættes og steges med endnu en rum tid. De hele krydderier, 5 dl vand og bouillon tilsættes. Lad risene simre 10-15 minutter - rør af og til. Tag gryden af varmen, læg låg på og lad risene trække 5 minutter. Smag til med salt og peber.
Server pilaffen sammen med den sprøde kylling. Sådan kunne det ha' set ud - men jeg tog det som sagt et par skridt videre. Jeg havde forberedt tilbehøret i forvejen, så det lige var til at servere.
Da kassen er til 2 personer, er der for mig nogle rester fra de fleste af retterne. De skulle selvfølgelig bruges - og sørme om ikke ingredienserne til en slags raita var til rest fra pitabrødet dagen før. Score!
½ agurk (uden kerner) i små tern
1 tomat (uden kerner) i små tern
1 spsk hakket persille
1 fed revet hvidløg
½ tsk spidskommen
1 spsk citronsaft
4 spsk cremefraiche (brug også afdryppet yoghurt eller skyr)
salt + peber
Bland sammen og smag til med evt ekstra citron og salt.
Der var også en masse iceberg fra i går - så det var oplagt at lave en lille wedgesalat. Resterne af agurken og peberfrugten blev i bedste Stop Spild Af Mad stil snittet ultrasmåt sammen lidt løg - og lagt i en sur marinade af lagereddike, olie, salt og peber. Den syrlige blanding blev forsigtigt fordelt mellem lagene på salaten.
Den optøede edamamabønner blev vendt i pilaffen - og så var der mad. Jeg serverede min hotte karamelliserede mangochutney til. Hallo, det var jo næsten ligesom hjemme i Indien!
I morgen er 4. og sidste dag med måltidskassen - og det er en ret jeg har glædet mig MEGET til: brændende kærlighed. Men min krop siger altså nej tak til mere stivelse, så kartoffelmosen bliver byttet en mos på blandede rodfrugter. Men hold da op hvor jeg glæder mig til bacon - for #AEBMB. Og ja, der skal både syltede rødbeder og ketchup til.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg skulle faktisk ha' været en hel uge til København lige nu. Men jeg kan ikke. Min fibro er rigtig dum i tiden - og jeg skal slå fornuften til og erkende egne begrænsninger. Rejsen til New York i maj kommer til at kræve al min fysiske formåen, så der skal 'spares op', forstået på den måde at jeg ikke skal/må bruge kræfter jeg ikke har på forhånd.
Det bliver dog til en sviptur til hovedstaden alligevel - for turen havde et bestemt formål. På mandag skal jeg derfor over og hjem samme dag - heldigvis i hyggeligt selskab. Mere om det senere...
Så fint og lækkert et smagfuldt måltid :-)
SvarSletNu kom der gavekort op på min blog, hvis du har interesse.
En rigtig god Valentins aften ønskes.