Den smørmøre steg blev serveret på en bund af alt det labre linse-guf den havde simret i + en sprød og syrlig salat. Retten er min version af det karrysvin med linser som Signe lavede i sidste uge, da jeg var på besøg hos hende.
De sidste 2 løg skulle blendes sammen med hvidløg, ingefær og 2 spsk CP44.
Det blev til en grov, aromatisk blanding. Jeg havde desværre ingen mosede eller flåede tomater at komme i - men et glas pastasauce fra skabet på 350 g kunne fint bruges i stedet.
Og så til kødet. En grydesteg af ungkvæg på ca 1300 g fra Kiwi. Nej, ikke øko - men født, slagtet og opskåret i DK.
Stegen blev duppet tør og brunet godt af i en blanding af olivenolie og SMØR. Den blev derefter smurt ind i ca halvdelen af den blendede aromatiske blanding og fik lov at trække på køkkenbordet mens resten blev gjort klart.
Ideen er at de skal blive til en slags dhal. Det er jo traditionelt en vegetarisk ret, men bestemt også en god ting at simre kød i.
Alle grøntsagerne blev sauteret i en smule olie, sammen med den anden halvdel af den blendede krydderblanding. Linserne blev vendt i og hele herligheden blev fyldt i min Crock-Pot.
Pastasaucen blev hældt på + 5 del vand. Og til sidst blev den marinerede steg lagt ned i midten. Der blev tændt for dyret, som først fik 3 timer på high og derefter 2 timer på low (stegen blev vendt efter hver time og linserne fik en omrøring). Bruger du en stegeso er stegetiden 3-4 timer ved 160°C.
Efter den behandling var stegen mør, saftig og smovset. Med en dyb ske øste jeg den væde fra der lå oven på linseblandingen op i en skål. Jeg ville nemlig ikke risikere at blandingen blev for tynd.
Jeg stak derefter et håndholdt piskeris ned i blandingen og piskede den godt igennem. De udkogte røde linser er med til at jævne den fint. Der blev smagt til med salt, peber og et skud balsamico. Det ligner kødsauce ikke?
Mens det hele simrede, havde jeg lavet en salat af 1 stor gulerod, ½ rød + ½ gul peberfrugt og ½ romanesco (en hybrid mellem blomkål og broccoli).
Kålen blev delt i buketter som blev snittet i skiver, guleroden lavet i strimler med en tyndtskræller og skåret i tyndere bånd - og de 2 slags peberfrugt snittet papirtyndt på mandolin. Salaten blev vendt sammen med urtesalt, friskkværnet peber, lidt olivenolie og et godt skud æblecidereddike. Og til sidst fik den et godt drys persille.
For at give lidt ekstra saft og kraft, øste jeg en smule af væden over. Nøj, sikke en dejlig søndagsmiddag. Argh, og det går nu op for mig at jeg glemte at servere min hotte mangochutney til. Flot fibrohjerne!
Og resterne?
Linseblandingen kan bruges som den er til pålæg. Den kan også blendes og serveres som dip.
Der var stadig en masse tilbage - både kød, linser og væde.
God aften til alle der kommer her forbi....
Sikke et ambitionsniveau du har! Tager virkelig hatten af for dig!!!
SvarSlet