mandag den 9. februar 2015

Deep Dish Pizza Tarteletter...

Her får du opskriften på nogle små uimodståelige små deep dish pizzaer - bagt i økologiske tarteletter. Knasende sprøde udenpå, med masser af smovset smeltet ost og lækkerhed indeni.

Perfekt til børn og barnlige sjæle, til fodboldkampen eller bare fordi.....

Som de små tærteletter (tak for det ord Thomas - det er jo perfekt!) er disse pizza-tarteletter et perfekt medie til min Stop Spild Af Mad mission. Det handler bare om at tømme køleskabet for rester og gå i gang. Her er det en lille rest syltet rød peber + den friske mozzarellaost fra min Tartelet Croque Madame der skulle udryddes. Derudover brugte jeg frisk basilikum, pizzasauce, soltørrede tomater, røget skinke, en rest oksespegepølse og revet Gouda.

Jeg ville lave 2 slags - med pølse og med skinke. Det hele blev hakket fint. I den første blev pølsen skåret i små tern og blandet i selve fyldet - men skinken skulle noget andet.

De 3 skiver skinke fik skåret alle ender af - og de blev brugt til at fore 2 af tarteletterne med. Resten blev delt med et par ret lækkersultne katte.

De 2 slags fyld blev vendt sammen med en smule pizzasauce. Det skal ikke svømme i sauce, blot lige bindes sammen. Der skal nemlig tilsættes lidt ekstra efter bagningen.

Fyldet blev fordelt i de klargjorte tarteletter.

Fyldet blev dækket med en smule revet ost. De små lækkerbiskner blev derefter bagt i ca 15 minutter på 175°C (varmluft).

Ikke spor tosset.

En smule ekstra pizzasauce og et skud frisk basilikum satte prikken over i'et.

Dem med pølse fik lidt pizzasauce og et drys basilikum snittet i chiffonade (blade rullet til en cigarform og snittet meget tyndt).

Og så var der sgu ægte jyske cupcakes.

Med slet skjule selvfedme kan jeg sige at det er en utrolig velsmagende og laber måde at anvende tarteletter på. Farmor roterer godt nok i sin grav, for det er virkelig langt fra forsamlingshuset i Skibbild og hendes 'festlige' tarteletter - og det er ok. Det beviser bare at med lidt nytænkning kan tarteletten andet en agere skål for en omgang høns i asparges.  

Nøj, hvor er det sjovt at hitte på. For mig handler det først og fremmest om smag - som til enhver tid skal komme før udseende. For mig er en tartelet enten: 'butterdej', ' brød', 'sprødt' - og indenfor de rammer er der frit slag.

Der er stadig en tartelet i ærmet (en kage) og så holder jeg en pause. Det hele skal ikke fyres af på en gang. De mange tarteletter kan holde sig helt til september, så der er god tid at løbe på....

 




4 kommentarer:

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...