lørdag den 10. januar 2015

Honning-mazarinkage med sprød nøddetop...

Det er muligt at januar er fyldt af slankekure og askese andre steder - men ikke her. Her er der nybagt kage! Og i dag får du opskriften på en maricpan-tung sag, sødet med honning og toppet med masser af knasende nødder. 

Kagen er nemt at bage og holder sig moist i flere dage.....hvis den overlever så længe.

Summen kan aldrig blive bedre end delene - så vælg gode ingredienser til at begynde med. Jeg var heldig at ha' både min marcipan-favorit og det bedste biodynamiske SMØR på lager. Jeg tog udgangspunkt i den her mazarinbund, men pillede lidt ved opskriften.

Marcipanen er den prisvindende rå, af sicilianske mandler, fra Woodshade Organics - og den er bla sødet med honning. Det inspirerede mig til at bruge honning som sødestof til resten af mazarinmassen.

Til en springform på 20 cm:

200 g marcipan
130 g honning (fast eller flydende)
125 g blødt SMØR
2 æg
50 g mel

Riv marcipanen og rør den homogen med honningen. Tilsæt det bløde SMØR. Rør æggene ind i massen, et af gangen. Sigt til sidst melet i og rør dejen hurtigt sammen.

Kom dejen i en springform - har du ikke en slip-let som her, så smør den eller beklæd den med bagepapir først. Bag kagen 15-20 minutter ved 200°C, til den er gyldenbrun. Lav i mellemtiden nøddetoppingen.

Brug de nødder du kan lide - eller f.eks kun mandler a'la Tosca. Jeg valgte at bruge 3 slags: mandler, cashews og ristede hasselnødder. De lækre økologiske hasselnødder fra Social Foodies fandt jeg i en bod i Tivoli lige før jul - men de kan også købes lige her. Jeg tog 50 af hver - og smuttede mandlerne.

Nøddetopping:

75 g SMØR
75 g rørsukker
1 spsk mælk (eller fløde)
150 g blandede nødder

Hak nødderne groft. Smelt sukker og SMØR sammen i en gryde - tilsæt mælk og nødder. Lad massen koge i et par minutter.

Den gyldenbrune kage tages ud af ovnen.

Nøddeblandingen fordeles over kagen og den sættes tilbage i ovnen. Hvor længe den skal bage (ca mellem 5-10 minutter), er helt op til dig. Du skal gøre op med dig selv om du foretrækker toppen sådan lidt sej karamel-agtig eller sprød. Jeg er helt klart til den sidste model. Jeg lod derfor kagen bage til toppingen boblede godt op. Den fik derefter lov til at køle næsten helt af i formen, inden den blev taget ud og lagt på et fad.



Blød fugtig kage med knasende top. Kagen skulle først serveres dagen efter, så da den var kølet helt af, satte jeg springformens ring på igen og dækkede til med film.

Kagens top beholdt sin sprødhed - og bunden sin smovsende fugtighed. Den blev serveret serveret som den var, for Anne, til eftermiddagskaffen.


Kagen fik lov til at klæde om til aften og deltage i desserten også - iført en god kugle vaniljeis.

En ganske fornuftig en af slagsen - fundet i den lokale Kiwi til ca 30 kr.

----------------------------------------------------------------------------------------------

Ind i mellem de 2 omgange af kagen, blev det også til lidt varm mad:


Lækker ovnstegt kylling, smurt over og under skindet med andefedt iblandet karryblandingen CP44. Den gyldne fugl blev serveret med en rustik salat og en skyr-dip med dild. Opskriften på den sprøde karrykylling kommer i et senere indlæg.

God weekend til alle der kommer her forbi...

2 kommentarer:

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...