fredag den 5. december 2014

New York style hotdogs...

Der kommer altid en sporvogn og en hotdog til! Her får du endnu en varm hund, denne gang a'la New York - med bla sennep, syltede agurker og sauerkraut.

Som en ekstra fræk lille detalje er de toppet med knuste flæskesvær. Knas og salt krymmel i et.

Lige som de hotte chili dogs er inspirationen hentet i de totalt lækre hotdogs Memphis Roadhouse serverer udendørs ved grillen i Festugen. Åh, det er lang tid at skulle vente 1 år imellem hver gang. Der er ikke andet for end at stille abstinenserne med hjemmelavede hottere i ventetiden. 

Pølserne og brødet er de samme som til chili dogs. Resten: ketchup, French's sennep, syltede agurker, sauerkraut og flæskesvær.

Sauerkraut er saltet, fermenteret (syrnet) hvidkål. Det kan enten købes på dåse - eller laves selv.

Kålen drænes for væske og er nu klar til brug (den kan også varmes hvis man er til det). Jeg besluttede mig også for også at kaste lidt hakkede rødløg ind i ligningen. Agurkerne drænes også for lage. Jeg skar dem forsigtigt igennem, så hver skive blev til 2. De her agurker er nemlig næsten deres vægt værd i guld, for jeg fik ikke syltet et nyt hold i år pga de dumme arme. Så når glasset er tømt må jeg *gys* købe mig til syltede agurker indtil næste efterår.

De stegte pølser blev lagt tilrette i de varmede brød - og så blev de generøst dækket med ketchup og French's sennep.

Et skud rødløg og de dyrebare agurker blev lagt på.

Hele herligheden blev puttet til ro under en kæmpe dyne af sauerkraut. Jo mere, jo bedre!

Og til sidst et rundhåndet drys knuste flæskesvær. Køb endelig de rigtige slagterbolcher med fedtkant - IKKE de her falske puffede sataner. De minder mere om svine-flamingo, men det var dem jeg kunne få i Kiwi. De kunne dog ikke ødelægge helhedsindtrykket, for det var nogle aldeles henrivende hotdogs. Jeg glæder mig til maj hvor jeg skal til New York og smage den ægte vare.

Der er 4 hotdogbrød tilbage. Aner ikke hvad de skal bruges til, men jeg finder nok på noget. Resten af kålen bliver frosset ned i mindre portioner til senere projekter.


------------------------------------------------------------------------------------

Ingen madlavning til mig i dag. Det er nemlig pop-op julevinbar hos Gastro & Vino som skriver således: "Glem julestress. Vi er nede i gear og laver den lede julecassoulet som simre langsomt med okse, lam gris og bønner. Hertil et insisterende glas Barbera d'Alba, der får retten til at svinge. Julecassoulet og et glas vin kr. 150.-" Det er lige det jeg trænger til! 

God weekend til alle der kommer her forbi...

4 kommentarer:

  1. Det er egentlig pudsigt, at noget så tysk som sauerkraut er en del af indholdet i en meget amerikansk hotdog :) Har godt set det i tv. Har svært ved at forestille mig magen af det dog. Men gode, krydrede pølser og sauerkraut er vist en vindende blanding, så jeg kan godt forstå, at der er blevet lavet en hotdog-version :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er meget pudsigt. Den sure kål kom til Amerika med de tyske immigranter og er nu en fast del af mange amerikaneres basiskost. Jeg har en del kål tilbage og det bliver til en tysk omgang Eisbein :-)

      Slet
  2. Uhala - det ser virkelig godt ud! Skøn kombination :-)

    SvarSlet
  3. Tusind tak. Jaha, en pragtfuld kombi :-P

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!