lørdag den 6. december 2014

Jagten på Danmarks Bedste Bøfsandwich 2014: Havnens Perle...

I disse dage bedømmes de 6 finalister til Danmarks Bedste Bøfsandwich. Jeg har været så heldig i år at blive inviteret med til en af bedømmelserne som sovse-kyndig - og det løb af sig i torsdags på Havnens Perle. Opgaven blev taget alvorligt, med de professionelle briller på og en grundig sensorisk vurdering af dagens emne. Mine ord bliver taget til efterretning, men jeg har ingen direkte indflydelse på den endelige beslutning. Det alene står de brune riddere for. Vi andre venter nu i spænding på at vinderen annonceres. Her får du min vurderingen af bøfsandwichen fra Perlen:

Havnens Perle er en af byens landemærker. Siden 1962 er der blevet langet is, pølser og siden bøfsandwich over disken i en lind strøm. Jeg må med skam erkende at jeg frekventerede stedet for første gang i sommers, hvor jeg blev inviteret af Klaus (en af de brune riddere) - som ikke kunne ha' på sig at jeg ikke havde fået En Med Sovs derfra endnu. Billedet her blev knipset der. Og i torsdags vendte vi så begge hårdt tilbage. 


Indehaveren Peter Lerdrup stod smilende (og tydeligvis en kende nervøs) klar til at byde os velkommen, vise os alle køkkenets hemmeligheder og servere de bøfsandwicher der skulle bedømmes. Der langes ca 50.000 stk over disken hvert år, så det er ikke fordi han ikke var i god træning.

Det blev til en tur i køkkenet både før og efter bedømmelsen. Og ja, på Perlen laver man den brune sovs fra bunden (ca 150 liter om ugen). Oksekraftben smøres med ketchup, bages i ovnen og koges derefter til en kraftig fond. Når der er lavet bløde løg til bøfsandwicherne, kommes væden fra dem også i gryden - sammen med stegesky fra stedets flæskesteg. Der jævnes med en god meljævning og smages til - det er SOVS, ikke sauce. Tanken bag er at den skulle kunne spises sammen med resten og ikke ligge tilbage i en sø på tallerken bagefter.

Sovsen kommes i en varmekar og får selskab af de stegte bøffer. Bøfferne bliver stegt hver morgen, af friskhakket oksekød (15-18% fedt) leveret af en lokal slagter. Og så ligger de der i det brune bad og venter på en bestilling.

Peter gik selv rutineret i gang med vores bestilling. Der blev på ingen måde gjort forskel på disse og dem der normalt serveres - og på den måde var det den helt autentisk oplevelse. Bollen er bagt af Paaskebrød - og den er blot en ramme for fyldet og skal ikke bidrage med andet en top og bund, der kan suge sovs. Jeg må sige at jeg er enig her. En mere rustik bolle ville bidrage med for meget 'bid' og brød. Bunden fik et drys rødbeder i tern. De er ikke hjemmesyltede og det har jeg også stor forståelse for. I de mængder der går til på Perlen ville det næsten være et fuldtidsarbejde at holde beholdningen af rødbeder oppe. De bliver dog skåret i tern, så bøffen ikke glider når man begynder at skære i den færdige sandwich. Igen, gennemtænkt.

Et par bøffer blev fanget i det brune varme karbad og lagt til rette. Og så til de obligatoriske 3 AH fra flaske: pølse ketchup, remoulade og stærk sennep. 

Derefter fulgte bøfsandwichens hellige løg-treenighed: rå, ristede og bløde. Jeg havde foretrukket at de bløde løg var karamelliseret lidt mere, men igen - en ting er hvad man kan hjemme i sit eget køkken, noget andet er i den her målestok.

Øverst kommes der så hjemmelavet agurkesalat. Den laves frisk 2-3 gange om ugen. Og så har Peter tilføjet sin egen lille genistreg til overbollen: et godt skud engelsk sauce

Top på - og så var det alvor! 


Og så blev der spist og bedømt. Den gode tykke brune sovs var en smule salt i sig selv - men sådan skal den jo heller ikke spises. Den skal balancere den sødme som rødbeder, ketchup og remouladen kommer med. Det syrlige sørger agurkerne for - og knas, sammen med de rå og ristede løg. Senneppen skærer smukt igennem det sødelige og det salte - og den engelske sauce bidrager med et skud umami. Og bøffen? Den var tyk, saftig og med pragtfuld smag af rent oksekød. Jeg sørme fik et flashback til mormors hakkedrenge. Hele herligheden gik op i en højere enhed. Mit eneste kritikpunkt er vitterligt at de bløde løg godt kunne ha' været blødere, sødere og mere karamelliserede. Og løgene til trods får den 5/5 af mig!   

Mængden af sovs kan diskuteres. Det er sådan her den serveres som udgangspunkt - for det er det den gennemsnitlige bøfsandwichspiser foretrækker. Det står dog den enkelte frit for at bede om mere sovs - for på Perlen er det DIG der bestemmer hvordan du vil ha' det. Virkelig sympatisk indstilling!

Sådan en brun basse står i blot 59 kr og er meget mad for pengene. Den kan også fås med sveller og en sodavand for 94 kr.  

------------------------------------------------------------------------------------

Nu har jeg ikke smagt nogle af de andre nominerede (endnu, men skal forbi 2 af de københavnske steder senere på måneden) men det er ingen hemmelighed at Havnens Perle (C) ligger ret så lunt i svinget hos mig. De vandt i 2012 - og det bliver spændende om de kan få titlen tilbage i år.


Collage: The one and only Hotdogjudge


De øvrige 5 nominerede er:


Vest for Storebælt
A) Spisehuset i Pagoden, Ølgod
B) Restaurant Vestre Baadelaug, Aalborg (vinder i 2013)

Øst for Storebælt
D) Chicky Grill, København (finalist i 2013)
E) Staalvand, Brønshøj
F) Greasy Spoon, København


Følg med her på Danmarks Bedste Bøfsandwich hvor vinderen offentliggøres lige før vi træder ind i det nye år.

7 kommentarer:

  1. Tak for indblikket. Spændende hvem der vinder.
    Vi har kun fået brunch dernede på Havnend perle. Det var de tørreste/kedeligste rundstykker. Så har ikke meget lyst til at returnere.
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er det jo ikke ligefrem brunch, men derimod brun sovs, de er kendt for på Perlen - så måske et genbesøg skulle overvejes.

      Slet
    2. Hej Mette

      Brunch på Perlen - hvorfor? Det er ikke en cafe. Selvfølgelig er rundstykkerne kedelige sådan et sted, for de er nødt til at købe dem hos en bager. Er det fleste rundstykker ikke kedelige? Spis dog noget af det hjemmelavede de er kendt for ;-)

      Slet
  2. Spændende ser det ud og vi må krydse for at de vinder titlen tilbage :-)
    det er ikke så ofte jeg får en sådan bøfsandwich, men den bedste fik jeg engang i Hjørring.

    Søde jule hilsner fra Maria
    http://mariahoffbeck.blogspot.dk/2014/12/2-advents-give-away.html

    SvarSlet
  3. Torben fra Isbjerget8. december 2014 kl. 13.12

    Spiser den ofte med stor fornøjelse som ugens tilbud, altid super kvalitet som alt andet fra Perlen'

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!