onsdag den 3. december 2014

Chili dogs...

Nogle rester råber bare på at blive øremærket til noget bestemt. Da jeg frøs resten af min chili con calabaza var det med de her lækkerbiskner for øje: chili dogs i min udgave! 
 
Almindelige hotdogs, toppet med chili con carne (well, calabaza), sennep, revet cheddar og hakkede rødløg. En chili dog kan være flere forskellige ting, se blot her

Længselen efter sådan en krydret fætter stammer (naturligvis) fra Memphis Roadhouse. I festugen serverede de flere forskellige slags hottere udenfor - bla chili dogs. På billedet ser du en omgang forskellige hottere, bestilt af Anne, Nada, Britt og jeg.

Det er en rigtig Stop Spild Af Mad middag - for pølserne fra Hanegal er fundet i Kvicklys "køb i dag, spis i dag" køledisk til 20 kr og chilien (som i forvejen er lavet på rester) er fundet i fryseren. Hvad der ellers skulle til: French's sennep, pølsebrød, cheddar og chipotle-sauce.  

Chipotle er røget, tørret rød jalapeño. Den her sauce er mere røget end stærk. Jeg kom ca 2 tsk i min chili for at give den lidt ekstra*umphf*.

Kyllingepølser, revet cheddar, French's sennep. finthakkede rødløg og pølsebrød.

Pølserne blev snittet og stegt gyldne i en blanding af SMØR og olie. Brødene blev varmet i ovnen på 200°C i et par minutter inden de blev flækkede og fik besøg af pølserne. 

Den ekstra krydrede chili blev varmet og fordelt på de 2 hottere.

Et rundhåndet drys revet cheddar og lidt fintsnittet rødløg på toppen - og så var der.....oh no, jeg havde jo glemt at komme sennep under chilien.

Det måtte blive over så. Skidt pyt. Den her hottie udgøres af summen af sine dele, så pyt med rækkefølgen.

Ja tak! Det var lige det jeg havde lyst til. Er endnu engang sendt til tælling under dynen og har brug for nem, men lækker mad.

I aften står den på hottere igen. Det bliver med sauerkraut, syltede agurker og flæskesvær. Det er lige før jeg tror der skal en bette øl til - hvis helbredet tillader det.

Din bedste hotdog? Lad mig endelig vide hvad den indeholder....

2 kommentarer:

  1. Min bedste hotdog er med grove, men lækre og bløde, hotdogbrød, aioli og salsa, agurksalat og ristede løg - alt sammen hjemmelavet - og så en pølse af den ene eller anden gode kvalitet. Jeg laver hotdogbrød næsten som jeg laver pizzadej, dog med lidt mere hvedemel i for den "fluffy" og lækre konsistens, et hotdogbrød nu engang skal have. Hjemmelavede brød er altså bare så godt, kan virkelig anbefales. Og når hele molevitten så er hjemmelavet - arhmen så synger englene!
    Prøv det!

    SvarSlet
    Svar
    1. (Min pizzadej er meget grovv, forstås! ;) )

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!