tirsdag den 18. november 2014

Chili con calabaza...

Her får du opskriften på en sjov lille Stop Spild Af Mad ting som jeg lavede i går. Calabaza betyder græskar og er meget passende, da chilien både indeholder græskar og er serveret i et hokkaido-græskar. Inspirationen er hentet i den her opskrift, som jeg dog har sat mit helt personlige præg på.

Det er en intens sammenkogt chili, bagt færdig i et udhulet græskar - serveret med nachos, røget ost og skyr. Rigtig varm og hyggelig comfort food til en grå dag i november.

Kødet i chilien er en ½ rack røgede spareribs, som jeg havde med hjem fra Memphis Roadhouse i sidste uge. Når jeg ikke kan spise op, tager jeg altid mine rester med hjem og gemmer dem i fryseren (hvis de ikke gnaves kolde dagen efter). Græskarret var indkøbt til et andet projekt, som desværre ikke blev til noget pga manglende kræfter.

Kødet blev pillet af de 5 spareribs og hakket. Der var 150 g kød at gøre godt med. Man kan også bruge andre kødrester eller fersk hakket kød, som lige brunes hurtigt af på en pande.

Det lille græskar, på 700 g, fik skåret toppen af og fik fjernet indmaden. Toppen blev skrællet og snittet - og en pæn del af græskarkødet blev hulet ud med et kuglejern. Og så til resten:

I den oprindelige opskrift bruges der en pumpkin beer. Det er typiske en mørk, krydret, sødelig øl med lidt smag af græskar. Sådan en sag kunne ikke lige fremskaffes, så den blev erstattet af en hvidtøl. De øvrige smagsgivere var rød chili, hvidløg, stødt spidskommen og Pumpkin Pie (kanel, ingefær, muskatnød og nellike).

Fyldet skulle være løg og rød + gul peber (til overs fra min kylling i cola). Lidt urtebouillon, hakkede tomater og kidneybønner skulle der også til.

1 løg
¼ gul peber
¼ rød peber
3 fed hvidløg
½ rød chili
1 spsk olivenolie
½-1 tsk stødt spidskommen
½-1 tsk Pumpkin Pie
1 tsk Herbamare urtebouillon
200 g hakkede tomater
1 hvidtøl
1 ds kidneybønner

Løg, peberfrugter, chili og hvidløg blev snittet fint. Det hele blev sauteret i olien på en varm pande uden at tage farve. De stødte krydderier blev tilsat og snurrerede med i et par minutter.

Blandingen kom i en gryde sammen med kød, græskar-indmad, hakket tomat og urtebouillon.

Øllen blev hældt på og gryden sat på varmen. Jeg kom benene i - de kunne lige så godt for lov til at koge med og afgive lidt ekstra smag. Retten fik lov til at simre i ca 1 time uden låg. Derefter blev benene fisket op, retten kogt lidt ind og kidneybønnerne tilsat. Chilien blev smagt til med lidt salt, friskkværnet sort peber og ca ½ spsk æblecidereddike. Bruger du fersk kød, vil det her være passende med en smule røget paprika.

Der var mere af den labre chili end jeg skulle bruge - så resten røg på køl i en bøtte.

Der kunne nemlig ikke være så meget i det lille udhulede græskar. Det blev fyldt op til ca 3 cm fra kanten. Græskarret blev sat på et fad og røg ind i en varm ovn på 180°C - og bagt i ca 40 minutter. 

Mens græskarret hyggede sig i ovnen, gjorde jeg klar til resten af måltidet. Der skulle bruges tortilla chips med chili, skyr og revet røget Gou-Dan fra Naturmælk. Osten havde jeg i fryseren, så den skulle blot tøs op og rives. Den kan sagtens erstattes af f.eks cheddar.


Jeg havde været så fremsynet at bage græskarret på et fad stort nok til også at lave nachos på. Så skulle det møre græskar ikke flyttes, med risiko for at gå i stykker. En passende mængde chips blev lagt på det varme fad.

Osten blev fordelt mellem toppen af græskarret og chipsene. Fadet kom retur i ovnen til osten var smeltet - ca 10 minutter.

Aj, men se lige. Smeltet røget ost er bare noget af det mest fortryllende!

En klat kølende skyr og et drys hakket koriander - og så var det lige før der var mad.

En lille skål med ekstra skyr var prikken over i'et. Et lille drys spidskommen og så var det nu. Og hvordan spiser man så retten?

Jo, man tager en teske og graver skefulde af mørt græskar og chili op - og topper det op på 1 ostegratineret nacho af gangen. Good stuff!

Jeg spiste ikke hele græskarret, men har tømt det helt for chili og gemt det på køl. Det bliver til en suppe eller mos i morgen - evt serveret med lidt chili. 

-----------------------------------------------------------------------------------------

I dag står den på *ryste bæve* på tandlæge. Jeg skal hilse og sige at det ikke er spor sjovt at gå til tandlægen med fibromyalgi, som jo er en kronisk smertesygdom. Det gør ondt med ondt på overalt - og faktisk noget at det værste jeg ved. Men da jeg knækkede en tand i Italien, er der nu ingen vej uden om. Heldigvis går jeg et sted hvor de er særligt uddannede til at takle sådan nogen som mig. Det hjælper lidt på det + den kombi af afslappende, lattergas og bedøvelse der er nødvendig.

Jeg plejer at love mig selv en gave hvis jeg ikke græder derude. Det gør jeg dog ikke i dag, for jeg ved at det bliver en fysisk umulighed at holde tårerne tilbage. Det skal bare overstås så jeg kan komme hjem under dynen!

Vi ses på den anden side...

8 kommentarer:

  1. Bare for lækkert:-)!

    SvarSlet
  2. Nøj hvor ser det lækkert ud, jeg skal da vist have fat i noget af det der røgede ost.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-) Den kan fås i Metro, så længe det varer.

      Slet
  3. Det ser superlækkert ud :)

    God bedring med munden. Kender desværre selv problemet, hvilket også er en af grundene til, at jeg ikke har været afsted, selvom jeg helt sikkert har en del, der skal laves. Mit problem er, at jeg ikke tåler en masse mad, så det er totalt uoverskueligt at kunne spise, når mine visdomstænder skal ud :| Derudover tåler jeg ikke en del medicin, så er bange for ikke at kunne blive smertedækket, når det er overstået. Læg dertil angst, så jeg kan sagtens forstå, hvorfor du synes, det er så slemt. Skal have fundet mig en tandlæge, her hvor jeg bor nu, når jeg lige får mod på det. For det skal jo overstås. Håber, det kommer til at gå bedre, end du frygter i dag. Kram.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Av, for den - det lyder rigtig træls. Kan godt forstå du har svært ved at få noget gjort ved de tænder. Håber du finder en god tandlæge!

      Tak, det gik - og jeg græd kun lidt. Kram

      Slet
  4. Ser rigtig lækkert ud :)

    Elsker dit nye blog-udseende ♥

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...