fredag den 31. oktober 2014

Risotto-ris og polenta med trøfler...

Well, man fornemmet et tema, ikke sandt? Men det er NU jeg har trøfler der skal bruges. For at forlænge holdbarheden på de små aromatiske knolde har jeg tryllet lidt:

Jeg har nemlig parfumeret et glas risotto-ris og et glas polenta med rigeligt at det sorte guld.

Hjembragt fra trøffelmarkedet i Alba: tørrede svampe, olie med hvid trøffel og et glas med 5 små sorte sager.

Sorte trøfler. Små, alt for små. Klog af skade køber jeg mange flere næste gang!

Jeg tog den mest knoprede og børstede den grundigt. Den fik derefter en tur på mit Microplane jern, beregnet til bla parmesanost. 

Uhm, sikke en duft. 

Jeg stod faktisk med en pakke ris i hånden i Eataly, men satte den tilbage på hylden. Det var virkelig med at prioriter hvad der skule veje i kufferten. Så jeg købte en pose da jeg kom hjem - og fandt en pose polenta i skabet som jeg havde fået tilsendt fra Il Fornaio.

Risenen og polentaen kom i hver sit lufttætte glas, sammen med halvdelen af den høvlede trøffel. Og så var det bare med at vente et par dage.

Jeg har allerede brugt nogle af risene til denne lækre risotto med friske og syltede svampe + trøffelsmør (opskriften følger). Det bliver spændende at se hvad jeg kan finde på med polentaen. 

*Host host* men nu skal jeg lige forsøge at blive lidt rask først. Forkølelsen har stadig godt fat og har taget sin fætters band Det Hule Host med på turné. Godt man ikke er den sarte type....eller noget.

------------------------------------------------------------------

Dette indlæg blev skrevet i aftes og blev sat til udgivelse i dag. Efter jeg var færdig kom der en rigtig grim mail fra en meget fornærmet mand. For at være 'indbildt syg', tillade sig at tage på ferie til Italien OG købe trøfler, provokerede ham meget. Han mener at jeg bør frakendes min pension og sendes i arbejdsprøvning. Ordlyden "mine skattepenge financierer din luksusferie" mindede temmelig meget om den sidste anmeldelse der indløb til både Skat og kommunens kontrolgruppe for socialt bedrageri (Ja, jeg har været anmeldt begge steder flere gange). Så nu skal jeg måske igennem den mølle igen?

Det slår lidt skår i den gode oplevelse ferien samlet set har været. Det er over 4 år siden jeg sidst var på ferie i udlandet - for der har hverken været kræfter eller økonomi til det. Jeg har spinket og sparet for at skrabe sammen til den her 5 dages ferie, ikke så jeg kunne få lidt med hjem, men lige det jeg havde lyst til. Jeg rejste ikke til Italien for at gå og savle over ting uden for min rækkevidde - men for at købe dem. Helbredet er helt til hest, men det vidste jeg at det ville blive. Det er den slags jeg må tage med hvis jeg skal ha' nogle oplevelser. Jeg har fået 17 nye store blå mærker af turen, ondt overalt og har det som om jeg langsomt vågner efter en narkose. Træt, men træt på - og svimmel oveni.

Først blev jeg meget ked af det og bagefter blev jeg vred. Livet med kronisk sygdom og en førtidspension gør mig til en skydeskive, fordi jeg vælger at skrive åbent om mit liv her på bloggen. Men det er alt hvad jeg har - og alt hvad jeg kan få. Mit lillebitte liv uden job, kollegaer eller mulighed for forfremmelse eller karriere. Det har taget mange år at acceptere betingelserne for min fremtid. Og i stedet for at sidde i et hjørne og vente på at dø, forsøger jeg at få noget meningsfyldt ud af tilværelsen. Ja, jeg spænder mig selv for hårdt for ind i mellem - men husk på at jeg bor alene i mit lillebitte liv og får kun den menneskelige kontakt jeg selv opsøger. Jeg nægter at være ensom!  

Og nu vil jeg slette den dumme mail, ryste det af mig og komme videre...




14 kommentarer:

  1. Jeg vil altså meget hellere sende nogle krammere i retning af dig :-) Jesus Kristus for en sur gammel mand...

    Mette

    SvarSlet
  2. Jeg synes også at man skal klare sig selv og bidrage med det man kan. Jeg bliver ofte grund-rasende over mennesker, der sidder på deres flade, ryger nogle fede, klager over samfundet og hæver deres bistand, som mine hårdt tjente skattepenge financierer.

    Men du Malou, du er altså på ingen måde i den kategori, for jeg tror også på at hvis man reelt er syg, så er det en gave at vi lever i et samfund, der sikrer at alle kan leve værdigt.

    Du har så fundet din egen vej og på din måde bidrager du jo også gevaldigt. Jeg og mange andre læser dine blogs og fornøjer os derved, finder inspiration i dine opskrifter og morer os lidt over dine grådige katte.

    Så i min optik, så gør du hvad du kan for at bringe værdi til vores fælles verden og jeg ville blive ked af det hvis du holdt op.

    Misundelse er en grim ting, der sidder i grimme mennesker. Du ved at de er der, du kan ikke gøre noget ved det, lad det passere og skriv noget mere om de sjove katte :)

    Knus og kram.

    Wim

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tusind tak - det er sødt sagt af dig. Desværre er der mange der har den indstilling at det man laver skal generere en indtjening i den fælles kasse for at ha' en værdig. Jeg er derfor LYKKELIG når jeg bliver mødt af en indstilling som din!

      Knus og kram

      Slet
  3. misundelse er en grim ting, lad skat og kommune komme an - der er da vist ingen regler mod at førtidspensionister må tage på ferie! men nogen kan ikke unde andre noget, kender det desværre selv alt for godt - glem det... Jeg ville nok gemme mailen et sted så den kan hives frem og vises om skat og kommune kom. så kan de jo sende afsender en bøde for at ulejlige dem uden grund

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det skal jeg love for at det er. Nej, jeg må gerne tage på ferie - men åbenbart ikke købe luksusting med hjem ;-)

      Det er så 'smart' indrettet at man kan anmelde helt anonymt, så det får ingen konsekvenser for anmelderen om anmeldelsen er falsk eller ej.

      Slet
  4. Det var dog utroligt som du skal hives rundt i manegen rent følelsesmæssigt af grimme personligheder. De er svære at glemme, sådan nogle mails, men jeg ved du allerede er på vej videre. For din verden er en, der kendetegnes af smukke ting, lækker mad, smil og glæde :)

    Må den sure mand finde glæde i andet end at skrive stygge mails. Måske en trøffelrejse kunne gøre ham godt?!

    Knus fra Kristina.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kunne jeg godt ha' været foruden - men det er heldigvis rystet af mig igen nu :-)

      JA - lige netop: mad, smil og glæde!

      Ha ha, det er helt sikkert det han trænger til :-)

      Slet
  5. Hvorfor sletter du ikke bare den slags mails/kommentarer? Jeg mener det bogstaveligt. Hvorfor gør du ikke bare det? Så er det væk. Du pålægger dig selv så meget ved overhovedet at bruge energi på at nævne det her. Det skal bare slettes som det ligegyldige støj, det er

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er tit at de bare bliver arkiveret lodret, men ikke den her. Jeg syntes det er ret vigtigt at fortælle om den chikane man bliver udsat for som bloggende førtidspensionist.

      Og nu har jeg noget at linke til hvis der skulle komme endnu en anmeldelse ud af det ;-)

      Slet
  6. Jeg håber virkelig du kan ryste den dumme kommentar af dig. Vi (os fornuftige mennesker ;-)) ved jo godt, at ingen af beskyldningerne mod dig passer!!
    Du gør det knaldgodt, Malou! Og på din helt egen måde har du fundet en vej, hvor du jo faktisk også bidrager en masse til os der læser med :-) Jeg synes det er fantastisk, at du har fundet mening i dit liv, vælger at tage på en sjælden rejse med de komplikationer/smerter det efterfølgende medfører og at du samtidig deler med os. Det håber jeg, at du bliver ved med - også på trods af iditotiske, smålige mennesker, der hellere vil nedgøre og dømme andre end at leve deres eget liv!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du tro jeg har! Aww, tusind tak :-)

      Ih, tak - hvor er det sødt sagt af dig. Du kan tro jeg bliver ved, for det er med til at give værdifuldt indhold i mit liv.

      Slet
  7. Kære Malou.
    Bliv bare ved som du plejer, det er for sejt.
    Knus Gitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tusind tak - det er jeg glad for at du syntes :-)

      Knus

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!