onsdag den 3. september 2014

Low-carb hotdog...

Ja ja, jeg ved godt at du sikkert ruller med øjnene nu. For hvad er nu i vejen med en ganske alm hotdog? Well, jeg har erfaret igennem de sidste par år at hvedemel ikke gør noget godt for mig overhovedet - og derfor er det mere eller mindre fjernet fra min daglige kost. Men hvad gør man så når f.eks trangen til en hotdog melder sig?

Havde du spurgt mig i sidste uge havde svaret været: "Så spiser man bare en pølse" - men det ændrede sig i forgårs da Rav Food postede dette indlæg. Jeg gik straks i køkkenet og lavede min egen version - og det er den der nu er lavet om til pølsebrød som gør en hotdog mulig. Selve hotteren blev en moderne en af slagsen.

1 pølsebrød består af 5 ingredienser: 4 spsk Naturlic fiber (8 g), mayonnaise (20 g), 1 æg (50 g), 1 tsk bagepulver og 1 knsp salt. 

Æg, mayonnaise og salt blendes *wroom wroom* med en stavblender i ca 5 sek. Naturlic fiber blandes med bagepulver og piskes i. That's it.

Til en bolle bruger man en et rundt fad som her - til pølsebrød bruger man et lille aflangt fad (ca 8 x 17 cm). Fadet fores med bagepapir, dejen kommes i - og bages ved ca 2 minutter på fuld effekt i mikroovnen. Det kan også bages i alm ovn på varmluft i 10-12 minutter på 200°C.

Jeg bagte 2 stk og lagde dem til afkøling.

De minder forbavsende meget om alm hvidt brød.

Jeg trimmede dem lidt i den ene side så de ikke var så høje og flækkede dem næsten igennem. Næste gang bager jeg et stort brød i et et lidt større fad og flækker på langs.

Pølserne var wienerpølser fra Hanegal. De blev overhældt med kogende vand og stod til de var varmet igennem.

Jeg havde syltet nogle rødløg på forhånd. Lige dele eddike og rørsukker fik 2 minutter i mikroovnen sammen med salt, peber, gule og brune sennepsfrø, anisfrø og et laurbærblad. Et stort rødløg blev snittet ultrafint på en mandolin og tilsat den varme lage. Løgene fik lov til at trække på køl i ca 30 min.

Lidt af de afkølede syltede løg blev drænet for lage. De øvrige 3 ting der skulle på var: sennep fra Coleman's, ketchup fra Heinz og økologisk karse.

Først ketchup og så sennep.

Øverst en passende mængde syltede løg og til sidst et drys karse. Smukt, enkelt og lækkert.

Voilá - så var der sørme hottere. Et meget mættende måltid. Masser af fedt og protein. Det er det de unge vil ha'. Det er sandt!

Det var en god opvarmning til ugen der kommer. For jeg har stadig 17 forskellige hotdogs at smage på i de kommende dage. Nope, jeg overdriver ikke på nogen måde. Først 2 stk på Memphis Roadhouse på fredag. Jeg har skrevet om dem lige her. Og så er det på søndag på Food Festival at jeg skal være dommer til DM i hotdog for 4. år i træk. I år bliver det helt vildt - for der er ikke mindre end 15 stjernekokke tilmeldt den moderne kategori. Så det bliver 15 af de mest fantastiske nyskabende hotdogs der skal smages og bedømmes. Jeg glæder mig helt vildt til at se hvor langt de sprænger rammerne for hvad en hotdog kan være.

Sikke en weekend. Skulle du komme forbi Food Festival i weekenden holder jeg foredrag om Stop Spild Af Mad lørdag 12.30-13.30 i Væksteltet og uddeler smagsprøver på drønlækker restemad. Hvis du er hurtig kan du vinde 2 weekendbilletter lige her.


5 kommentarer:

  1. Har prøvet nogle brød tilsvarende disse et par gange efterhånden (faktisk også som hotdogbrød) men må indrømme, at selv om de måske ligner hvidt brød, så er konsistensen i munden en noget anden. Personligt er jeg mere til konsistens og smag i de osteboller som er så populære for tiden. De er mere seje i det, hvilket er rart. Dog er de næppe så lav-kalorie som disse :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også nogle dejlige brød - men alt for 'dyre' når man er på 5:2 ;-)

      Slet
  2. Jeg har prøvet dine brød og kan rigtig godt lide smagen (selvom jeg skal have mindre salt i end dig :) )
    Men jeg har det svært med overfladen... Den er for porøs og virker lidt som sandpapir i min gane. Har du nogle gode ideer der kan løse mit problem?

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...