tirsdag den 23. september 2014

Marcipan-cheesecake med kirsebær...

Her får du opskriften på en ret speciel og temmelig laber kage. Den er udtænkt som en alternativ juledessert til et tema 'Jul i Juli' som desværre aldrig blev til noget. Jeg hev den fra idéform til kageform i lørdags for at se om den kunne noget. Og det kunne den - faktisk vil jeg forsøge mig med den som årets juledessert i stedet for den kolde risengrød med fløde i.

Smuk at skue - og dejlig at spise. Det er det de unge vil ha'! Det er en lidt dyr sag at lave, men jeg syntes den er alle pengene værd. 

Da jeg fandt på kagen, tog jeg straks Google til hjælp - for jeg tænkte at andre nok havde fået samme idé og der derfor allerede fandtes en opskrift jeg kunne læne mig lidt op af. Og sørme om jeg ikke fandt den her. Jeg valgte dog at bruge kager med mandler, i stedet for chokolade, som bund. 

Biscotti eller Cantucci - det er et fedt. Brug 150 g af dem du kan få fat på. Eller udvis blæret overskud og bag dem selv. Kom småkagerne i en foodprocessor og kør dem til grove kagekrummer. Smelt 25 g SMØR og bland i.

Pres blandingen ud i bunden af en 20 cm springform (med bagepapir spændt fast i bunden). Sørg for at nå ca 2 cm op af siderne. Bag bunden i 10 minutter ved 180°C. Lad den derefter køle af mens fyldet forberedes.

På nær flødeosten er alt fyldet øko. Det er så fedt at Summerbird nu er sprunget ud og har gjort hele deres sortiment økologisk. Sørg for at alle ingredienserne er stuetemperatur inden fyldet laves.

400 g flødeost (ikke light!)
150 g marcipan
120 g rørsukker
3 æg
2½ dl cremefraiche 18%

Er din marcipan til den hårde side bør den rives først. Den her var meget blød og kunne derfor piskes direkte sammen med en smule flødeost. Brug en håndmikser eller røremaskine - for det er lidt hårdt arbejde. Tilsæt gradvist mere og mere flødeost. Tilsæt sukkeret og pisk til massen er luftig. Pisk æggene i, et af gange + cremefraichen til sidst.

Den færdige masse hældes over den afkølede bund og bages i 55-60 minutter. 

Den skal kun være akkurat sat - og stadig fugtig i midten (den skal nok sætte sig når den køler ned). Man kan med fordel skrue ovnen ned efter 30 minutter fra 180°C til 150°C. Kagen køler helt ned i formen og sættes derefter på køl. Den skal stå mindst 8 timer. Min stod ca 16 timer inden den skulle serveres.

Der skal ikke en stiv gelé på toppen - men en lækker kirsebærsauce. For mig findes der kun en: kirsebærsauce fra Selleberg. Den er en af de bedste jeg nogensinde har smagt. Som lidt ekstra pynt, og for at give lidt knas, ristede jeg en håndfuld mandelsplitter på en tør pande til at drysse med.

Cheesecaken klarede også lige en cykeltur på 8 km inden den skulle serveres. Jeg fiskede de fleste bær op af kirsebærsaucen og kom på toppen.

Og til sidst fik den et drys ristede mandelsplitter rundt i kanten. Den kom på det fælles kagebord sammen med min skæppeskønne Double Fudge Nutella-kage.

Det var det vildeste kagebord med hele 12 slags kage. Chris fra Memphis Roadhouse havde bagt den store amerikanske Double Crust Apple Pie forrest (og hvis du er heldig er den på menuen de næste par uger). Hans husbond, Jan, stod bad den kæmpe lækre citronfromage. Anne havde både bage Tv-kringle, Sønderjyske fedtkager og vaniljekranse. Britt stod for den fine musselmalede Othellolagkage, farvestrålende trøfler og hindbærsnitter. Voksen-Tine havde fremtryllet de små lækre kager med hjemmelavet Jell-O og chokolade på toppen - og hendes datter Marie medbragte en herlig applecrumble. Malene fra MAD medbragte et par skønne flasker dessertvin til at skylle det hele ned med.  

Og bagefter blev resterne delt ud i bedste Stop Spild Af Mad stil til alle naboerne. 

-------------------------------------------------------------

I morgen smutter jeg lige et par dage til København. Jeg har modtaget nogle invitationer jeg umuligt kan sige nej tak til, på trods af små kræfter. Så jeg skal både kramme på min elskede søster og mine små frække niecer, ud og spise hele 3 gange (middag på Wagamama, frokost på Kong Hans og High Tea på Nimb), hygge med Nada og ses til fredags-vin med en flok madbloggere ved Torvehallerne. Phew, det bliver et hæsblæsende program - og jeg rejser hjem igen allerede fredag aften. For lørdag skal Anne og jeg nemlig ha' en rigtig venindeaften på Miró med alt hvad den kan trække. Jeg skal vist sove hele næste uge.

Ha' det godt til vi ses igen...







mandag den 22. september 2014

Skæppeskøn Double Fudge Nutella-kage...

Oh la la...den her kage er en rigtig frækkert. Den er fugtig, snasket og meget lækker. Og den er pakket med gode sager. Den er den første af 2 kager som jeg havde med til sammenskudskagebord søndag eftermiddag.

Selve kagen er bagt med masser af 'Nutella' og så er den toppet med en Fudge Frosting med chokolade + pyntet af med lyse chokoladekringler. Det er en af den slags kager der hele tiden smager af mere....og mere.

Kagen startede som et Stop Spild Af Mad projekt. I sidste weekend var Anne (igen) ude og hjælpe mig med at rydde op (muge ud). Vi fandt bla dette glas økologiske nøddepålæg der var gået på dato for ca ½ år siden (det var en del af præmien da jeg vandt MasterChef første gang). Det kunne dog sagtens bruges - og som ved et lykketræf blev den her opskrift postet et par dage senere. Den måtte jeg lave min egen version af.

Det er en forholdsvis simpel kage med 8 ingredienser.

350 g Nutella eller lignende
225 g SMØR
100 g mørk muscovado eller farin
2,5 dl mælk
2 æg
110 g mel
¼ tsk bagepulver
¼ tsk fint salt

Varm Nutella, SMØR, sukker og mælk i en gryde. Rør til en homogen masse. Lad massen køle af i ca 15 minutter. Sigt melet sammen med bagepulver og salt. Rør det i sammen med æggene.

Kom dejen i en 20 cm smurt (eller slip-let) springform med bagepapir i bunden. Bag kagen i 1½ time ved 150°C.

Lad den færdige kage køle af ca 10 minutter i formen. Den vendes derefter ud og køles af med bunden op. Da jeg skulle ha' kagen med i byen dagen efter, blev den pakket ind i film da den var helt afkølet.

Og så til den syndige topping (opskriften er til 2 kager):

Her var der også dømt Stop Spild Af Mad. Alt chokoladen var 'glemt' og genfundet. Noget fra påske sidste år, noget fra i år og en rest chokoladeknapper fra før jeg flyttede. Jeg brød mig ikke om den opskrift der fulgte med selv kagen (for sød og uden rigtig chokolade), så jeg brugte i stedet den her.

300 g mørk chokolade
150 g SMØR
100 g flormelis
15 g kakao

Chokoladen hakkes og blandes med SMØR. Zap blandingen i mikrobølgeovnen af flere omgange til den kan røres sammen. Har du ikke sådan en fætter, vil jeg anbefale dig at smelte blandingen sammen over vandbad.

Rør den smeltede blanding til en blank emulsion.

Sigt flormelis og kakao sammen - og rør det i den blanke blanding.

Den færdige Fudge Frosting. Kom frostingen i en bøtte til den skal bruges. Jeg kom til at sætte min på køl - hvilket betød at den lige måtte ha' en hurtig tur i mikrobølgeovnen inden den skulle på kagen.

Da kagen skulle serveres kom den på et fad - og fik en cykeltur på 8 km. Det er min 2. kage der kan ses i baggrunden. Det er en marcipan-cheesecake med kirsebær og mandler (opskriften kommer i det næste indlæg).

Kagen fik et generøst lag frosting på toppen og kringler af flødechokolade rundt i kanten som pynt. Nøj, det var en dejlig snasket sag.

Det er en lidt dyr kage at bage, men jeg syntes den er alt umagen værd. Det er en rigtig feel good kage. Der var lidt tilbage som jeg tog med hjem. Det er nu gemt i fryseren til at lave trøfler af.

Er du til Nutella som kage?


søndag den 21. september 2014

Øko-kotelet med 3 x salat...

Så fik jeg endelig lavet lidt mad igen. Efter mit grimme fald har jeg spist meget mad udefra og kolde ting som krævede så lidt som mulig tid i køkkenet. Nu er knæet dog til at humpe rundt på, så det er bådet blevet til bagning og middag i denne weekend. Først disse store pragtfulde økologiske koteletter med skaft:

En stor basse stegt i SMØR og olie - serveret med 3 hurtige salater og en cremet dip.

Koteletterne havde jeg fundet i Salling. Jeg var egentlig på udkig efter bøf - men de der flotte store koteletter måtte jeg bare ha' med hjem.

De skulle ha' været på grillen, men min gasflaske viste sig at være defekt. Det endte med en pandestegning i stedet.

I går var Marie forbi for at hente et par ting. Jeg er ved at sælge ud af nogle af mine ting her i min loppemarkedsgruppe. Hun havde lidt overskud fra hendes have med til mig. Det var lige det jeg skulle bruge for at lave lidt salat.

Jeg kan ikke styre mig når jeg først går i gang. Så det endte med hele 3 salater + en dip. 

Salat af dampede små broccolibuketter, feta, cherrytomater, ristede mandler, masser af store oliven og frisk basilikum. Olien fra osten og en smule hvid balsamico ud over.

Skoleagurker kørt på spiralmaskinen, overhældt med hyldeblomsteddike, agavesirup og en smule olivenolie. Drysset med salt, peber, tørret mynte og nigellafrø.

Squash kørt til pasta på spiralmaskinen og vendt med en pesto på tomat og artiskok. Drysset med hakket frisk basilikum.

Dippen var en rest flødeost rørt med skyr og den førnævnte pesto + lidt salt og et fed presset hvidløg.

Koteletterne blev krydret godt og stegt i 50/50 SMØR og olivenolie. De trak et par minutter i folie inden servering.

Og så var det mad. Uhm, sådan en saftig grisebasse er altså næsten lige så godt som en rød bøf.

I dag står den på sammenskudskagebord sammen med 10 andre. Vi møder alle op med 1 kage hver. Jeg har været så sød at bage den Max skal ha' med også. Så i går bagte jeg en Double Fudge Nutellakage og en marcipan-cheesecake med kirsebær. Opskrifterne skal nok komme på når de er klar. 

God søndag til alle der kommer her forbi...



onsdag den 10. september 2014

Blå pause...

Der bliver lige en kort pause her på bloggen. Kræfterne har været små længe, men nu er de ikke eksisterende. Jeg har nemlig haft et grimt fald:

Fredag aften var jeg så uheldig at glide i en løs dørmåtte i min opgang i fredags, falde op af trappen med metalgitter og få nogle gevaldige skrammer. Min kind, mit knæ og min mave (faldt ned på mit cykelbatteri som jeg gik med i hånden) her virkelig fået nogle gevaldige slag. Jeg trøster mig med at jeg ikke brækkede noget eller fik skader på øjet, næsen eller tænderne. Men når man i forvejen har en kronisk smertesygdom er det grove løjer at være så forslået.

Det har været en barsk omgang at gennemføre Food Festival, men jeg havde et foredrag om Stop Spild Af Mad at afvikle og en dommertjans i Hotdog DM at passe. Da begge dele var vel overstået klappede jeg helt sammen. 

Nu tager jeg nogle dage på langs for at hvile mine forslåede dele. Max har heldigvis et par feriedage så han kan kigge forbi og ynke mig lidt.

Jeg vender stærkt tilbage med masser af spændende mad og en give-away med billetter til en ny mad-film inden længe.


onsdag den 3. september 2014

Low-carb hotdog...

Ja ja, jeg ved godt at du sikkert ruller med øjnene nu. For hvad er nu i vejen med en ganske alm hotdog? Well, jeg har erfaret igennem de sidste par år at hvedemel ikke gør noget godt for mig overhovedet - og derfor er det mere eller mindre fjernet fra min daglige kost. Men hvad gør man så når f.eks trangen til en hotdog melder sig?

Havde du spurgt mig i sidste uge havde svaret været: "Så spiser man bare en pølse" - men det ændrede sig i forgårs da Rav Food postede dette indlæg. Jeg gik straks i køkkenet og lavede min egen version - og det er den der nu er lavet om til pølsebrød som gør en hotdog mulig. Selve hotteren blev en moderne en af slagsen.

1 pølsebrød består af 5 ingredienser: 4 spsk Naturlic fiber (8 g), mayonnaise (20 g), 1 æg (50 g), 1 tsk bagepulver og 1 knsp salt. 

Æg, mayonnaise og salt blendes *wroom wroom* med en stavblender i ca 5 sek. Naturlic fiber blandes med bagepulver og piskes i. That's it.

Til en bolle bruger man en et rundt fad som her - til pølsebrød bruger man et lille aflangt fad (ca 8 x 17 cm). Fadet fores med bagepapir, dejen kommes i - og bages ved ca 2 minutter på fuld effekt i mikroovnen. Det kan også bages i alm ovn på varmluft i 10-12 minutter på 200°C.

Jeg bagte 2 stk og lagde dem til afkøling.

De minder forbavsende meget om alm hvidt brød.

Jeg trimmede dem lidt i den ene side så de ikke var så høje og flækkede dem næsten igennem. Næste gang bager jeg et stort brød i et et lidt større fad og flækker på langs.

Pølserne var wienerpølser fra Hanegal. De blev overhældt med kogende vand og stod til de var varmet igennem.

Jeg havde syltet nogle rødløg på forhånd. Lige dele eddike og rørsukker fik 2 minutter i mikroovnen sammen med salt, peber, gule og brune sennepsfrø, anisfrø og et laurbærblad. Et stort rødløg blev snittet ultrafint på en mandolin og tilsat den varme lage. Løgene fik lov til at trække på køl i ca 30 min.

Lidt af de afkølede syltede løg blev drænet for lage. De øvrige 3 ting der skulle på var: sennep fra Coleman's, ketchup fra Heinz og økologisk karse.

Først ketchup og så sennep.

Øverst en passende mængde syltede løg og til sidst et drys karse. Smukt, enkelt og lækkert.

Voilá - så var der sørme hottere. Et meget mættende måltid. Masser af fedt og protein. Det er det de unge vil ha'. Det er sandt!

Det var en god opvarmning til ugen der kommer. For jeg har stadig 17 forskellige hotdogs at smage på i de kommende dage. Nope, jeg overdriver ikke på nogen måde. Først 2 stk på Memphis Roadhouse på fredag. Jeg har skrevet om dem lige her. Og så er det på søndag på Food Festival at jeg skal være dommer til DM i hotdog for 4. år i træk. I år bliver det helt vildt - for der er ikke mindre end 15 stjernekokke tilmeldt den moderne kategori. Så det bliver 15 af de mest fantastiske nyskabende hotdogs der skal smages og bedømmes. Jeg glæder mig helt vildt til at se hvor langt de sprænger rammerne for hvad en hotdog kan være.

Sikke en weekend. Skulle du komme forbi Food Festival i weekenden holder jeg foredrag om Stop Spild Af Mad lørdag 12.30-13.30 i Væksteltet og uddeler smagsprøver på drønlækker restemad. Hvis du er hurtig kan du vinde 2 weekendbilletter lige her.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...