søndag den 20. juli 2014

Verdens nemmeste majskolber med aromatisk urtesmør...

Der er altså noget ganske særligt i at sætte tænderne i en saftig majskolbe, specielt hvis den drypper af krydret SMØR. Her får du opskriften på verdens nemmeste majskolber - og noget utroligt velsmagende urteSMØR at snaske dem ind i:

De labre majskolber blev serveret til mine langtidsstegte spareribs sammen med en frugtig sommer-slaw. Der var ikke et øje tørt!

Lars fra Grydeskeen (som jeg delte en kasse med 10 kg spareribs med) havde en masse krydderurter med til mig fra hans have. I posen var denne skærmkrone fra bladfennikel. De små frø er stadig bløde og saftige - og meget aromatiske. De skulle i sving, sammen med en smule dild. Du kan bruge lige de krydderurter du har lyst til!

De små frø blev befriet fra skærmen og dilden hakket fint. Jeg tog ½ pakke SMØR og tempererede.

De friske fennikelfrø blev også hakket fint og arbejdet ind i det bløde SMØR sammen med dilden, lidt urtesalt og friskkværnet sort peber.

Og så til de nemme majskolber - sådan 2 var der nemlig med i ugens kasse. Det kan være et træls arbejde at flå og pille majs fri for både blade og 'silken'. Men på den her måde kan man slippe for begge dele. Tricket er at lave dem i mikrobølgeovnen. En kolbe skal ha' 4 minutter - så når man laver 2 skal de ind som på billedet og blot ha' 8 minutter tilsammen. That's it. Når de så kommer ud skærer man den tykke ende af - og klemmer kolben ud fra den tynde ende (hold den varme kolbe med et sammenlagt viskestykke). Den færdige kolbe glider let ud - og er helt rengjort - og lige til at smøre ind. Hvis du gerne vil se det med egne øjne, så er der en instruktionsvideo lige her.

Det var et pragtfuldt måltid - ligesom hjemme i Texas. Du får opskriften på den spændende sommer-slaw og de klistrede hotte spareribs i de kommende indlæg. 

Og jeg er desuden gået helt amok her i varmen. Min ismaskine har virkelig været på overarbejde - og det er der kommet hele 5 nye varianter ud af: Red Velvet, After Eight, Rocky Road, Citronverbena & og vanilje + en is på skyr, passion og kokos. Det er dog noget af en udfordring at komme til at fotografere dem i den her hede. Men de skal nok komme på efterhånden som de er klar.

God sommersøndag til alle der kommer her forbi...

3 kommentarer:

  1. Hvor købte I jeres spareribs og hvad var kiloprisen ;-) Syntes det var lidt pebret sidst jeg købte hos min lokale slagter....

    SvarSlet
    Svar
    1. De er købt i Inco (på frost) til 35 kr + moms pr kg. Meget billigt, men det er jo også konventionelt svinekød. God jagt :-)

      Slet
  2. Uhm - lige noget for mine "tønder" :

    Charlotte

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!