søndag den 20. juli 2014

Frugtig sommer-slaw med fennikel og dild...

Til søde klistrede smørmøre spareribs hører der en knasende syrlig slaw til. Jeg er ikke så meget til den helt traditionelle coleslaw med hvidkål og gulerødder i en 'tyk hvid dressing' - men mere til ekstra spræl og knas. På Memphis Roadhouse har jeg efterhånden smagt en del forskellige - bla en gul ret syrlig sag og en skøn knasende pink sag med æbler. Her får du mit bud på en frisk og knasende slaw til sommerens grillretter:

Der er saft, kraft og knas for alle pengene - og den bliver kun bedre af at trække smag på køl.

Den er lavet af 3 ting fra ugens kasse: lilla spidskål, fennikel og æble + en kæmpe appelsin fra Bazar Vest og en rest dild.

Spidskål og fennikel blev snittet papirtyndt på min mandolin - dilden blev hakket. Kålen og fenniklen blev knuget i hænderne for at sprænge cellerne lidt og gøre det mere modtageligt for dressingen.

Æblet fik stukket kernehuset ud og blev ligeledes snittet helt tyndt. Appelsinen blev skåret fri for skal og snittet lige et nummer tykkere på mandolinen.

Dressingen skulle hverken være en tyk hvid eller en vinaigrette - men noget lige i midten.

1 generøs spsk mayonnaise blev pisket sammen med 1 stor tsk fuldkornssennep, 4 spsk æblecidereddike, saften fra 1 lille citron, 1 tsk agavesirup, urtesalt og friskkværnet sort peber.

Grøntsagerne og frugten blev vendt sammen med marinaden og salaten trak på køl i 3 timer inden servering. 

Sammen med verdens nemmeste majskolber udgjorde den smukke slaw det perfekte tilbehør til sådan en kødfuld rack.

I morgen får du opskriften på de lækre langtidstilberedte spareribs. De trak i 24 timer på køl med en dry rub, fik derefter 2 timer i min Römertopf og til sidst 1½ time med en røget spicy Texas Longhorn BBQ-sauce. Det er omstændigt med bestemt umagen værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!