Her får du opskriften på en rigtig kæk kartoffelsalat som vil gøre lykke til alle sommerens grillretter:
Det er en klassisk hvid kartoffelsalat - med et twist: rygeost. Det giver et pikant snert af røg (no really?) og bryder fedmen på en ganske behagelig måde.
Indrømmet: det er ikke så meget jeg gør i stivelse for tiden. Men der var kartofler i ugens kasse og så skulle de jo bruges. Selv om jeg faster og begrænser mit indtag af hurtige kulhydrater, er der det stadig Stop Spild Af Mad stilen jeg kører. Mål og vægt? Sorry, den her er er lavet uden den slags. Brug den som inspiration.
Kartoflerne blev skrabt (skrabede?), kogt, afkølet og skåret i tern - og sat på køl i en condi-bøtte. Og så til dressingen:
Selve dressingen bestod af 3 ting: Rygeost (ja ja, der står røgeost - men det kan min hjerne ikke rigtig fatte), skyr og sandwich spread. Jeg ville ha' brugt alm mayo - men der var igen en rest som skulle bruges.
Jeg tog lige dele rygeost og skyr + en god klat spread. Og så fik det en tur med stavblenderen *wroom wroom*. Min erfaring er at ting med rygeost godt kan blive lidt grynede, så derfor den hårdhændede behandling.
Den blendede creme blev tilsat ½ finthakket rødløg og en god portion grofthakket dild + urtesalt og friskkværnet sort peber. Dressingen skal være mere salt end man lige har lyst til - for kartoflerne (som er kogt uden salt) suger en del til sig. Man kan dog altid justere senere. Det samme gælder konsistensen. Det er svært af forudsige hvor meget dressingen kartoflerne kan ''drikke' - så ha' lidt mælk eller skyr på stand-by til at røre i inden servering.
Dressingen blev vendt i de kogte kartofler og låget lagt på.
Og som forudset: de små grådige kartofler havde suget godt til sig - så der blev justeret med lidt letmælk inden salaten blev øst op. Et ekstra drys hakket dild, og så var den i vinkel.
Kartoffelsalaten blev serveret sammen med den labre vandmelonsalat i egen skål og lidt iceberg med rå majs og blå birkes. De 3 salater blev serveret til frokost fredag, sammen med disse fantastiske kødfulde pølser:
Store saftige pølser af kalvekød med ramsløg fra Kærsgård Gårdbutik - købt på 'Bondens Marked' på Brandbygegaard sidste år. Dem havde jeg fundet under en udgravning af min kummefryser - som nu er blevet til en skabsfryser (indlæg følger).
Det var nogle KÆMPE pølser - på over 500 g i alt.
Pølserne blev grillet på min lille gasgrill på altanen. De svandt slet ikke, for det var jo kød med kød på.
En bette pøls' og lidt salat - ja tak!
Og så blev det d. 1/6 og hermed sommer. Basta! Det fejrer jeg ved at lave 2 slags is: koldskål og kirsebær.
Rigtig god sommersøndag til alle der kommer her forbi...
Det hedder røgeost, fordi osten bliver røget.
SvarSletOst, spegepølser, laks, skinker etc. ryger ikke - men vi røger dem dvs. madvarerne udsættes for røg.
DERFOR
Med venlig hilsen Ernst.
I min læretid som gastronom arbejdede jeg med mange forskellige oste. Kært barn har tit mange navne - og lige netop denne kan kaldes BÅDE rygeost, røgeost og røgost.
Slet