torsdag den 29. maj 2014

Torskerognsdip med sprøde snacks...

Det har været en uge med meget få kræfter, så derfor har min kost mest bestået af små kolde måltider og snacks. En aften kravlede jeg ud i køkkenet og lavede denne dejlige dip for at få både protein og fedt indenbords. En dip på fisk? Jaha - det er herrelækkert. 

Jeg havde ikke nogle friske grøntsager i huset, men et godt udvalg af sprøde snack i div skabe. Så selv om det ikke er noget jeg gør så meget i på 5:2, tænkte jeg pyt - let there be carbs!

1 dåse torskerogn, 1 spsk mayo, 3 spsk skyr, lidt syltet rød peber, kapers og fintsnittet purløg. Skyren kan erstattes af andre mælkeprodukter, feta eller rygeost. Ønskes der ekstra protein, så smid en håndfuld hvide bønner i. 

Brug så meget syltet rød peber som du har lyst til. Det bidrager både med sødme og syre. Blend det sammen med torskerogn, mayo og skyr *wroom wroom* til en homogen masse.

Dippen kan sagtens spises som den er her. Smag til med salt og peber. Skal der kapers i, så spar på saltet.

De drænede kapers blev hakket groft og tilsat sammen med næsten alt det snittede purløg - gem lidt til pynt.

Dejlig dip. Lige til at gå om bord i.

Spis den til snacks som her, chips eller rå grøntsagsstænger. Dippen kan også med stor succes bruges som fyld i en sandwich (brug lidt mindre skyr) eller som dressing på en pastasalat.

--------------------------------------------------------------------

Resten af ugen har den primært stået på håndmadder. Og der er 3 klassikere jeg bliver ved med at vende tilbage til:

Matjesfilet med mayo, rødløg og kapers. Jo, der står mayo. Det spiser jeg også gerne på alm marinerede sild. For mig handler det om at snige sundt fedt ind alle steder. Vidste du at en voksen kvinde har brug for 60 g sundt fedt om dagen?

Økologisk hvidløgsspegepølse med remo, hjemmelavede ristede løg og karse - alternativt med sky og rå løg.

Dyrlægens Natmad - leverpostej fra Hanegal, saltkød, sky, løg og et kapersbær. Det er bare kræs!

Snu som jeg er, laver jeg gerne 6 stk. Så kan jeg spise dem jeg kan og gemme resten til frokost dagen efter. Og ja, det er nødvendigt at lave så sirlige madder når man er helt drænet for energi og skal spise alene - for jeg bliver glad af smuk mad og elsker at gøre lidt ud af det også til mig selv.

I dag skal jeg dog lave rigtig dejlig varm mad. Vejret er godt og Max er på besøg - så jeg tror der skal grilles på altanen. God Kristi himmelfartsdag til alle der kommer her forbi...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...