fredag den 30. maj 2014

Jordbærkage a'la Klidfaster...

Så er jordbærsæsonen skudt i gang - og så skal der endelig laves jordbærkage. Denne noget sundere opskrift lavede jeg i går hvor jeg fastede, så den skulle i teorien udgives her i stedet for. Men den kommer på her alligevel, for der er sikkert andre end fastefolk der har lyst til sund(ere) kage. Den er ikke helt sukkerfri (men der er under 10 g sukker pr kage), men helt uden mel. Smagen er dog helt i top og der er virkelig kælet for detaljerne:

Den indeholder alle de elementer en rigtig jordbærkage skal: mazarinbund, mørk chokolade, creme, jordbær og 'gelé'. Jeg lavede 2 forskellige - en med et enkelt lag jordbær og denne hvor der ligner en udsprungen rose. Det må jo godt være lidt festligt.

Først mazarinbunden - som i det her tilfælde er en vaffel. Den er lavet som en kombination af sundwich og bananvafler - men tilsat marcipan. Og ja, der er bønner i for ekstra protein og fiber. Er man ikke til den slags kan man bare bruge mere æg og marcipan. Opskriften er til 2 stk.

Butter beans (25 g), marcipan (30 g), banan (50 g), 1 æg (50 g), kokosfibermel (10 g), ½ tsk bagepulver og 2 tsk loppefrøskaller.

Riv marcipanen og blend den *wroom wroom* med bønner, banan og ½ dl vand. Tilsæt ægget og blend yderlig 5 sek. Pisk de øvrige ingredienser i og lad dejen hvile i ca 5 minutter. Bag den til 2 vafler i et varmt jern, sprøjtet grundigt med fedtspray.

De færdige vafler afkøles og trimmes i kanten med en saks. Jeg smeltede 30 g mørk chokolade (70 % kakao) og penslede vaflerne med. Der var meget tilbage, så jeg har valgt at regne med 10 g pr vaffel.

Og så til cremen. Normalt er det en kagecreme, vendt med flødeskum, man bruger til jordbærkage. Jeg valgte dog at lave en laber sag af flødeost og skyr - som hver i sær bidrager med fedme, sødme og syrlighed. Cremen er sødet med Suvida, som er et naturligt sødemiddel uden kulhydrater eller kalorier.

Flødeost (50 g), skyr (60 g), 1 tsk Suvida Flordrys, lidt vaniljepulver fra Mill & Mortar og citronskal fra ¼ økologisk citron.

Cremen piskes sammen, deles i 2 portioner og sprøjtes ud på vaflerne. 

Smukke, dejlige jordbær. Sommerens naturlige slik. Jeg skyllede 250 g, skar bunden af og skar ca 3 skiver på højkant af hver bær. Alle resterne blev blendede og siet.

Den siede jordbærpuré blev lavet til 'gelé' med et lillebitte drys Thick & Easy som giver en blød og lækker konsistens - og så ikke løber når det pensles på. Det er ikke nødvendigt at tilsætte det, man kan sagtens bruge de blendede bær i sig selv.

Jeg beregnede 100 g bær pr kage. Du kan se konsistensen på jordbærpuréen er blevet tyk og fin.

Til den simpel udgave blev jordbærskiverne blot lagt på i rækker.

Og penslet med 'gelé' - det giver sådan en flot overflade. 

Til den anden, lagde jeg 'kronblade' af jordbær udefra og ind. De inderst blev skåret lidt til så de passede.

De er vinklet let opad så de giver en fin 3D effekt. Også den blev penslet med 'gelé'.

Ih, du godeste. At kunne spise sådan en dejlig kage på en fastedag var fantastisk. Den landede på 344 kcal. Det var det eneste jeg fik, men er man mere sulten er der jo godt 150 kcal til en salat eller suppe. Af hensyn til fastefolket kommer der en udregning med.

Kcal-regnskab:

25 g butter beans = 28
50 g banan = 48
30 g marcipan = 144
50 g æg = 72
10 g kokosfibermel = 32

I alt: 324 kcal (162 kcal pr vaffel) - "Gratis": ½ dl vand, bagepulver og loppefrøskaller.

50 g flødeost = 125
60 g skyr = 39

I alt: 164 kcal (82 kcal pr kage) - "Gratis": vanilje, sødestof og citronskal.

20 g mørk chokolade = 120 kcal (60 kcal pr kage)

200 g jordbær = 80 kcal (40 kcal pr kage).

I alt pr kage: 344 kcal.

Jeg vælger ikke at regne 'geléen' med, da der er et lille tab af kcal til skåle og sprøjtepose. Man kan ikke få det hele med.

God weekend til alle der kommer her forbi...

5 kommentarer:

  1. Jeg har sagt det før, og siger det lige igen - Du er GENIAL :-) taK!

    SvarSlet
  2. G E N I A L T !!! ����

    SvarSlet
  3. Hei
    Kan man undlade banan da jeg er allergisk over for det.

    SvarSlet
  4. MUMS! ♥ Super lækkert og skal absolut afprøves :)

    SvarSlet
  5. Kunne du ikke lægge den over på klidfaster også???
    Elsker at alle dine FD-opskrifter er samlet dér...:)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...