Behold: The Bacon Butty! Æh, hvad siger damen? Jo, ser du en Bacon Butty er såmænd bare en baconsandwich - kært barn har mange navne og i England kaldes en sandwich ofte en 'butty' eller en 'sarnie'. Og det er netop fra England denne sandwich stammer.
Her er den i min personlige udgave lavet med sundwichbrød - hvilket gør den en smule sundere end sin engelske fætter. Blødt brød, sprød bacon og lækkert smovs - det bliver ikke meget bedre end det!
Det diskuteres meget om hvad en rigtig Bacon Butty skal indeholde. Nogle sværger til brown sauce (f.eks H.P. sauce), andre til ketchup (Heinz, naturligvis) - og nogle en kombi. Der er dog enighed om at de øvrige ingredienser er bacon og SMØR.
Jeg havde været så heldig at finde økologisk bacon i min lokale Kiwi. Endelig har jeg noget positivt at sige om den butik.
Jeg hev min samling af baconfedt ud af køleskabet (ja, jeg gemmer det overskydende fedt hver gang jeg steger bacon - det skal jo bruges til småkager) og 'confiterede' skiverne ved middelvarme til de var sprøde. De fik lige lidt for længe i fedtet, for jeg var dybt optaget af en telefonsamtale. Sådan kan det gå. De blev lagt på fedtsugende papir - fedtet blev siet og kom retur på køl.
Og så var jeg ved at være klar til at samle. For sjov skyld og narrestreger fandt jeg også French's sennep frem.
Uha, sådan en skive sundwichbrød bagt i vaffeljern kan rumme en masse SMØR.
Den stegte bacon blev lagt på og der blev toppet med H.P. sauce, ketchup og sennep.
Og endnu et smurt stykke sundwichbrød på toppen. Voilà - så var der natmad.
Åh, det var en dejlig butty. Blød, sprød, sød, salt, røget, syrlig og skarp - alt gik op i en højere enhed. Enkelt, men SÅ godt.
Det er nemlig sandt hvad de siger: #AEBMB (Alt Er Bedre Med Bacon)
Hvad er din bedste ret med bacon?
Uhhh - der er mange. Men lige pt. er det faktisk bare dampede grønne bønner, vendt i venlige mængder citron-olivenolie og så drysset med godt med bacon brækket i mindre stykker :) Det lyder måske lidt sært, men det mætter og er friskt/blødt/sprødt/salt og syrligt :) Sidst jeg spiste det var sammen med "din" chia-panerede laks :)
SvarSletVh.
Edith
Jeg elsker egentlig bare en god omgang brændende kærlighed med knasende bacon-tern, bløde løg og et smukt spejlæg på toppen. GUF!!
SvarSlet