lørdag den 26. april 2014

Næsten pizza...

Her er en opskrift på næsten pizza. For mig har pizza en tynd sprød bund - det har den her ikke, så derfor er den kun lige ved og næsten. Well, er pizza som medie i virkeligheden ikke også mest en undskyldning for at mæske sig i masser af smeltet ost?

Og smeltet ost skorter det på ingen måde på her....

Ok, hvad gør den så til næsten pizza? Svaret må være bunden! Den fik jeg nemlig idéen til da jeg bagte sundwichbrød i ovnen. Jeg brugte en portion og fandt en springform på 19 cm frem til at lave den i. Jeg tændte ovnen på 175°C og sprayede form + underlag med lidt fedtspray.

Dejen blev fordelt i formen, som blev løftet af inden den blev glattet på oversiden med bagsiden af en teske. Den blev først bagt ca 15 minutter.

Hvorefter den blev vendt og bagt 10 minutter. Bunden blev lagt til side mens jeg gjorde fyldet klart. Kom det på du har lyst til - eller 'råd' til.

Min næsten pizza var faktisk startet oppe i Kvickly som et Stop Spild Af Mad projekt i deres 'køb meget tæt på udløb' køledisk. En kæmpe kugle frisk mozzarella for blot 15 kr - den måtte jeg ha'. For at gøre det så nemt som muligt, hentede jeg et glas Dolmio i skabet - og fandt en bøtte ramsløgspuré i fryseren (erstat endelig med pesto). Og så var der pølsen:

Det er en vegansk chorizo som jeg havde charmet mig til på Foodexpo i Herning. 

Smagte den rigtig mange gange i de 3 dage jeg var på messen og blev totalt forlibt.

Dolmio (50 g), frisk mozzarella (75 g), vegansk chorizo (50 g) og ramsløgspuré (10 g).

   Tomatsaucen fordeles på 'pizzabunden'.

Mozzarella og chorizo fordeles over.

Næsten pizzaen bages til osten er smeltet og begynder at blive gylden. Den sættes til afkøling....

....og dryppes med ramsløgspuré (eller pesto). Og så er der sørme næsten pizza.

Uha, det var ikke tosset. Men nej, det var ikke PIZZA - men næsten pizza.

Bunden er sammenhængende, men ikke sprød. Og hvad så? Den er bestemt en værdig konkurrent til bunde af blomkål og bunde af kød

Og hvis der nu skulle sidde nogle 5:2 folk derude og savle, må jeg hellere lige lave et kcal-regnskab:

1 portion sundwich = 197
75 g frisk mozzarella = 169
50 g Dolmio = 21
50 g vegansk chorizo = 158
10 g ramsløgspuré (eller pesto) = 58 

I alt: 603 kcal

Aww, og se lige hvad Fjordrejen har lavet til mig - mit helt eget spil Klid-Man



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...