onsdag den 23. april 2014

Hurtig hummus med pikant skyr...

Hummus er ofte en fed og olie-tung sag. Her har jeg lavet en lettere og mere frisk udgave med en ny variant af skyr. Den blev serveret som tilbehør, sammen med et par labre salater, til en mørbrad af krondyr. 

En meget cremet og lækker sag - med et godt svirp på tungen.

Det startede som et Stop Spild Af Mad projekt - for jeg havde nogle kikærter fra dåse, fra min sundwich, som skulle bruges.Der skulle også bruges 3 andre smagsgivere: hvidløg, citron og spidskommen + den nye skyr fra Karolines Køkken.

Normalt har jeg ikke den store fidus til den slags produkter - men det her kunne jeg ikke stå for. Jeg bruger rigtig meget skyr, så jeg besluttede mig for at give det her en chance. Det indeholder skummetmælk, rød peberfrugt, vand, tomatkoncentrat, sukker, salt, majsstivelse, rød jalapeño chili, løg, hvidløg, ancho chili, paprika ekstrakt, oregano, spidskommen, chipotle chili, naturlig aroma, citronkoncentrat, fløde, mælkesyrekultur og osteløbe. Det er ikke øko, men der er ikke noget af det jeg ikke vil spise.

Kikærterne blev blendet *wroom wroom* med en passende mængde skyr, 2 fed hvidløg, saften fra ½ citron og ca 1 tsk spidskommen.

Oh la la....en silkeblød og cremet hummus med en tålelig fedtprocent - men med smæk på smagen. Det er det de unge vil ha'!

Den passede perfekt til blodrød krondyrmørbrad, rødbedesalat (med æble, løg og asie) og spidskålssalat (med rød peber, appelsin og persille).


-------------------------------------------------------------------

Ikke en tosset middag, når man tænker på at jeg er ramt af influenza og har brugt det meste af dagen på langs. Men man må ikke faste når man er syg, så det er nødvendigt med noget at spise. Jeg ved ikke hvad der sker - men når jeg trækker forklædet på sker der et eller andet med mig. Det er som om at køkkenet har magten over mig. Nu har jeg i det mindste lavet mad til et par dage og kan (forhåbentligt) få hvilet lidt de næste par dage.    


2 kommentarer:

  1. Det ser dejligt ud. Jeg elsker hummus - både de fede og de ikke så fede versioner. Denne her må jeg også prøve :-) Eventuelt med lidt paprika i også?
    God bedring!

    SvarSlet
  2. Ja og salt. Hummus har det med at blive lidt fad i smagen. Det skal saltes! ;-) Tak for tip.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...