tirsdag den 25. marts 2014

Sælges: Kogeplade fra Elektrolux...

Står du og mangler en induktionskogeplade med 4 kogezoner? Så kan du få den til spotpris lige her:

Den kan ses til venstre på billedet. Det er en Electrolux EHH6540FOK. Den har kun været brugt en gang - nemlig til kokkekonkurrencen Årets VildtretMAD i Ridehuset.

Prisen er 4000 kr kontant - og den kan afhentes i Århus. Seriøse henvendelser kan ske til klidmoster@gmail.com


søndag den 23. marts 2014

Kirsebærlagkage m/ lakrids...

I går var det min allerkærestes fødselsdag - og jeg havde inviteret på middag + det løse. Alt hvad han havde ønsket sig var hjemmelavet is - og det fik han. Men jeg besluttede alligevel også at overaske ham med en bette lagkage. Kræfterne var små, så jeg greb ud efter den nem og sikker løsning: kirsebær og lakrids:

Det blev en syndig og svampet sag med hjemmebagte lagkagebunde, kirsebærflødecreme og rålakrids.

Bundene blev bagt i en 15 cm form i en omgang:

2 æg
100 g flormelis
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver

Æg og flormelis piskes lyst og skummende. Mel og bagepulver sigtes sammen og vendes i æggemassen. Komme i en smurt springform og bages ca 18 minutter ved 180°C.

Springformen løsnes og kagen tages ud så snart den er til at røre ved - efter ca 5-10 minutter.

Fluffy og fin.

Kages vendes på hovedet og køles helt af.

Hvorefter den flækkes i 3 bunde. Og så til fyld + glasur:

Fyldet var 1½ dl fløde pisket og vendt med ½ glas kirsebærmarmelade med lakrids fra Selleberg som jeg havde haft med hjem fra Kulinarisk Sydfyn.

Glasuren var 3 spsk flormelis, 2 tsk kirsebærpulver og et par dråber vand.

De 3 bunde blev lagt sammen med det labre flødefyld og fik den smukke glasur på toppen. 1 dl fløde blev pisket til pynt.

Den piskede fløde blev smurt lidt rustikt på - ingen fine fornemmelser der.

Inden servering blev der drysset med lidt rålakrids.

Liiiige lidt mere rustikt end jeg havde forestillet mig - men det gik an. Det var jo en mandelagkage.....

Uhm, den havde trukket længe nok til at flødecremen var gået i symbiose med bundene på den allerbedste vis.

Der gled da lige et par stykker ned, hvilket rykkede aftensmaden til efter kl 21. Nok ikke den dårligste ting eftersom den bestod af 2 x 400 g rib-eye med salat, bønnefritter og kold bearnaise + hjemmelavet is i store mængder.

Tillykke med de 49 år gamle dreng. Samme alder som min far var da han døde (alt for tidligt) for 16 år siden. Jeg håber virkelig jeg får lov til at beholde dig mange år endnu ♥

Det lyder så forfærdeligt banalt, men vi har kun det ene liv - så få for pokker det bedste ud af det!

God søndag til alle der kommer her forbi...

fredag den 21. marts 2014

Grove laksedeller + en vinder...

I går da kasserne fra Skagenfood ankom gik jeg straks i køkkenet. Jeg ville nemlig gerne ha' varm fisk til frokost. Det blev til disse meget grove laksedeller. Opskriften er glutenfri og meget nem at ha' med at gøre:

De labre deller blev serveret med en rustik hjemmerørt remoulade. Pragtfuld frokost!

Fra termokassens isleje kunne jeg hente 600 g fuldfed norsk laks. Jeg tog 1 stykke fra til at stege - og resten fik fjernet skindet. 

Jeg rodede lidt rundt i den medfølgende grøntkasse og fandt lidt forskellige sager at komme i. I stedet for mel valgte jeg at bruge loppefrøskaller (som du måske bedre kender som HUSK).

Før jeg gik rigtigt i gang med dellerne lavede jeg den grove remoulade. Det er simpelthen bare hakket pickles og en god skefuld god mayonnaise - rørt sammen og smagt til med en smule salt. Den færdige remo fik liv til at trække på køl til fisken var klar.

Laksen blev hakket groft med en skarp kniv og resten af ingredienserne klargjort.

400 g håndhakket laks
2 æg
30 g finthakket rødløg
25 g skivede grønne bønner
6 g hakket persille
revet skal af ½ citron
1½ spsk loppefrøskaller
Urtesalt + peber

Pisk æggene sammen med persille, citronskal, salt og peber. Rør løg og bønner i. Rør blandingen i fisken sammen med loppefrøskaller (brug mel hvis du ikke er til den slags). Lad farsen stå og trække i mindst 10 minutter.

Man kan sagtens bage fiskefrikadellerne i klatter - men jeg foretrækker at forme dem i en ring.

En panden varmes og tilsættes fedtstof. Jeg bruger en blanding af olivenolie og SMØR. Sæt ringen i det varme fedtstof og pres en passende mængde fisk sammen mod panden - fjern ringen. Jeg laver gerne nogle stykker af gangen. Lad dem brune i et par minutter ved middelvarme inden de forsigtigt vendes. Der blev 7 af denne portion.

Læg de brunede fiskedeller på bagepapir (eller som her en silikonemåtte) og bag dem færdige i ca 10 minutter ved 150°C.

Lad de færdige deller dryppe af på fedtsugende papir.

Jeg flækkede en, lagde den på et stykke groft knækbrød og toppede med den rustikke remo. Der var ikke et øje tørt. Spis også de dejlige deller til aftensmad - f.eks med kartofler og en remouladesauce. Den laves ved at lave en hvid sauce og tilsætte hakket pickles + en smule citron. En herlig ting til fisk.

Det sidste stykke laks blev stegt på panden. Først en rum tid på skindsiden og derefter hurtigt på de sidste 3 flader. Den var cremet og lækker - og blev delt ligeligt mellem mig og 3 skrigende katte. 

Og så til vinderen af min give-away fra Skagenfood

Tillykke til Camilla!

Sikke en god præmie - det vil jeg også meget gerne vinde. Som hverdagsfisk er Lange i alle mulige afskygninger en vinder (og en crunch af rasp og wasabi skal vist afprøves snart - måske med en snert af lidt lakrids og ingefær), og ellers så er havkat, stenbiderrogn osv. en sikker forårsspise især i weekenden. Tak for en skøn blog.

Og jeg takker mange gange for de mange søde kommentarer, tips og idéer til lækre fiskeretter. Der er allerede udvalgt flere som helt sikkert skal testes. 

fredag den 14. marts 2014

Drømmekage fra Grøfthøj...

Uha, hvor har jeg forsømt bloggen her på det sidste. Det der 'liv' har aldrig fyldt så meget som nu - og det koster både tid og kræfter. Men NU kommer der en ny opskrift. En himmelsk lækker drømmekage - ikke fra Brovst, men fra Grøfthøj.

Well, det her er et snydebillede - forstået på den måde at det var et stykke drømmekage jeg nød med stort velbehag på min nylige københavnertur. Den er bagt af dejlige Mette som jeg besøgte. Og da jeg i går forsømte at tage et billede af et stykke af den færdige kage og hev jeg derfor det her frem af gemmeren. Men jeg sværger at min ligner til forveksling!

Med lidt hiv og sving fik jeg hevet alle ingredienserne sammen. Jeg lod min inspirere af denne opskrift. Og så var det bare med at gå i gang!

Selve kagen:

4 æg
250 g rørsukker
250 g mel
3 tsk bagepulver
½ tsk vaniljepulver
50 g SMØR
2 dl mælk

Ih, og så fik jeg endelig mulighed for at få testet min spritnye darling lille sorte sam-bo. Det er denne model: Electrolux Assistent EKM4300

Udover at den kommer med en alm skål på 4,8 liter - så kommer den også med denne lille lette skål på blot 2,9 liter. Perfekt til mine dumme arme som ikke kan løfte ret meget af gangen.

Æg og sukker blev pisket længe til det var tykt og skummende. Melet blev sigtet med bagepulver og vanilje. Mælk og SMØR blev varmet op sammen. Melblandingen blev vendt i æggemassen og til sidst blev mælkeblandingen rørt i.

Hvor var det fedt at kunne løfte både skål og indhold uden problemer. Og se lige den bedårende dejskraber - den, og 3 andre i samme stil, har jeg fået i gave af Henrik fra En Himmelsk Mundfuld

Kagen kom i en 22 x 22 cm form - smurt med SMØR og drysset med mel. Kagen blev bagt i ca 20 minutter ved 200°C.

Mens kagen bagte, lavede jeg toppingen. Argh, min dumme hjerne har afstødt hvem det var der fortalte mig at man kunne komme havregryn i. Men det skulle i hvert fald prøves.

For det er jo en smart måde at snige lidt kostfibre ind i en kage på. Jeg syntes der skal være rigeligt guffenuf på toppen og lavede derfor en god grydefuld.

Topping:

150 g SMØR
100 g havregryn
125 g kokosmel
300 g farin
1 dl mælk

Kom smør, gryn, kokos og farin i en gryde og varm op under omrøring. Tilsæt mælken og lad massen boble forsigtigt i et par minutter. 

Den færdige kage blev taget ud og ovnen blev skruet op på 225°C.

Den skæppeskønne topping blev fordelt ud over. Og her kunne jeg så se at det nok var en god ide at lægge bagepapir under.

Hvilket viste sig at være et ret godt træk. For den boblede over med SMØR og mums efter 6 minutter i ovnen.

Kagen fik lov til at afkøle i formen inden den blev skåret ud. 

Og så blev den pakket ned i en condi-bøtte og puttet i cykelkurven.

Og så cyklede jeg forbi min dejlige kærestes arbejde og delte kage ud. Og det bragte lykke. Max ELSKER nemlig drømmekage. Det er ikke så meget vi ser til hinanden, så det var dejligt lige at ae ham lidt over håret mens han spiste kage.

Og så skulle jeg hjem og ralle igen. For jeg var dåååååååårlig. Havde tømmermænd (efter Winemakers Dinner på Miró med Anne) og fastedag - hvilket er en hardcore kombination. Så nej, ingen kage til mig. 

Bagermester Bagstiv
Havde været SÅ smart at ringe til Max tidligt om morgenen inden han skulle på arbejde. Fik pludselig sådan en lyst til at se ham og ville derfor gerne forbi og se hvor han arbejder (pinligt at jeg ikke har set det endnu, han har været der i 4 år). Pludselig hører jeg mig selv sige i telefonen: "skal jeg tage kage med?" Og så fangede bordet da han glædestrålende udbrød "Jaaaaaa, drømmekage" - som dog nær var blevet til en mareridtskage. Måtte lige ind og ligge et par gange i løbet af tilvirkningen af den.

I dag skal jeg dog spise kage med super god samvittighed. Nu kan jeg nemlig fejre at jeg har tabt 30 kg. Woop woop!

God weekend til alle der kommer her forbi

mandag den 10. marts 2014

Give-away: 4 x fisk fra Skagenfood...

Wee, Skagenfood har gjort det muligt for en af jer der læser med her at få 4 ugers lækkerier sendt til døren - helt magen til den sending jeg selv får hver uge. Og det er ikke bare pragtfuld fisk, men også økologisk frugt og grønt.

Skagenfood leverer SÅ mange forskellige ting: fiskekasser, kødkasser, frugt og grønt + en masse specialvarer og vin.

Og hvad er det så du kan vinde? Det er for det første 4 x kassen Luksus + laks.

Foto: Skagenfood
Hver uge er det 600 g luksusfisk lige klar til brug. I denne uge var det f.eks skærising der var i kassen (ikke fisken på billedet).

Den skærising lavede jeg disse dejlige dampede ruller af. Du kan se opskriften lige her.

Foto: Skagenfood
Der er også 600 g laks med her uge. Så kassen har i alt fisk nok til 2 måltider for 4 personer.

Så kan du jo f.eks prøve min saftige laks, paneret i knuste wasabi-ærter. Den opskrift kan du finde lige her.

Foto: Skagenfood
Men der er mere endnu: du får også 4 x Øko frugt & grønt (+ tilbehør til Luksusfisk). En herlig blandet kasse med 7-8 grøntsager og 3-5 slags frugt. Tilbehøret til Luksusfisk er desuden det grønt der skal til for at kunne lave de medfølgende opskrifter til ugens fiskepakke. Nemmere bliver det ikke!

Skal det være dig der skal ha' sådan 4 sendinger? For at deltage skal du lægge en kommentar indeholdende din e-mailadresse og fortælle hvilken fisk der er din favorit (og gerne hvordan den er tilberedt). Kommentarer uden begge oplysninger bliver diskvalificeret. Kun adresser i Danmark kan deltage - og der kan kun leveres til brofaste øer.

Jeg trækker en vinder onsdag d. 20/3 kl 18.

Note: Systemet kan ikke vise alle kommentarerne - men bare rolig, jeg kan se dem alle her bag teknikken.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...