Snedronningen - et berusende sanseorgie...

I onsdags var jeg så ufattelig heldig at være i København på Republique og se/smage/opleve Snedronningen. Og for at sige det på godt jysk: det var en ordentlig en på opleveren! Har du allerede billetter eller påtænker at skulle ind og se forestillingen vil jeg anbefale dig at springe dette indlæg over - til efter du har forladt teateret. Jeg har nemlig valgt at skrive en detaljeret beskrivelse af min oplevelse og det vil betyde afsløringer som man selv bør opleve og ikke læse om. Ok? Så lad os begynde:

Alle fotos af Per Morten Abrahamsen

Snedronningen (i skikkelse af Charlotte Engelkes) flankeret af Kays frosne sanser - i baggrunden røverne i deres hule. Det var forbudt at fotografere under forestillingen, men jeg har heldigvis fået lov til at låne billeder til dette indlæg.

Jeg ankom til Republique og trådte ind i den hvide foyer på det anviste tidspunkt. Der er plads til 48 personer (4 x 12) til hver forestilling - men i onsdags var der 3 hold af 12. Stemningen var blid, musikken overjordisk og forventningens glæde ikke til at skjule. Vi fik hver en lille intim stund med en Gerda (der var nemlig flere der spillede den samme rolle) - og allerede her fik jeg en forsmag på hvor grænseoverskridende denne aften ville blive. For jeg blev bedt om at lukke øjnene - og blev derefter rørt ved. Min hjerne arbejdede på højtryk for at bearbejde det første sanseindtryk. Og lige der gik det op for mig at der kun var en vej frem: at acceptere præmissen og lægge fordommene på hylden. Det skulle være en totaloplevelse om krævede at man gav sig fuldstændig hen.

Vores lille gruppe blev samlet på, og omkring, en blød puf og fik serveret en 'velkomstdrink' af endnu en Gerda. Det var en frossen drik af kamille, æble og sake, serveret i et varmt glas - og den blev overrakt med ordene "det er nordens kulde". En liflig appetitvækker. Og så gik det i gang for alvor. Vi blev bedt om at stille glassene fra os og træde ind i et lille rum beklædt med spejle på vægge og loft. Og der stod vi så - 12 fremmede. Hele tæt og med en alarmerende intim stemning. Jeg forsøgte at krænge forlegenhedens kåbe af mig og være tilstede - og det lykkedes. Og så dukkede Kay frem og stod der foran os. Lille, bleg og kold. Han sang "Der er ingenting i verden så stille som sne, når den sagte gennem luften daler"

Bum - og så viste hun sig. Den onde, kolde snedronning. Og det hele forgik 1 meter foran ens næse. Hun forsvandt ud i mørket med Kay og vi stod tilbage. Gerda viste sig og bad os rejse mod nord og finde Kay. Vi fik hendes røde sko med på rejsen. Og det blev en rejse i bogstaveligste forstand. Dørene svingede nemlig op ud af teateret - hvor der ventede en minibus (en moderne slæde). Og så gik turen ud i det mørke København sammen med 12 fremmede. Farvel comfort zone! 

Vi ankom til Blomsterkonens hus og blev ført op af en trappe ind i et rum - oplyst i grønt. Her blev vi bænket omkring et ovalt bord. Det var dækket op med dybe tallerkener i fordybninger i bordet. Vi skulle ikke ha' den samme ret eller vin alle sammen. Hver anden fik gulerodstatar med æggeblomme, urter og peberrod (2011 Salta, Torrentes, Colomé) - og de øvrige salat af vinterkål, verbena og roquefort (2012 Marche Bianco, Terre Silvate, Corrado Dottori). Der var små fladbrød med en 'pesto' af kvast fladbrød til deling.

Jeg blev tildelt vinterkålen. En stor personlige overskridelse, da jeg ikke spiser blåskimmelost. Men jeg havde valgt at overgive mig fuldstændig til oplevelsen - så jeg spiste op! Ja, og må endda indrømme at den markante smag komplimenterede den letbitre kål ganske fint.

Blomsterkonen spillede derefter et 'blomsterspil' hvor vi hver blev tildelt en af de 6 blomster fra eventyret: ildlilje, snerle, vintergæk, hyacint, smørblomst og pinselilje. Jeg fik en snerle. Den blomst skulle vi tage videre med på vores færd. Vi fik en lille sidste ting serveret inden vi skulle videre - en lille intens consommé af hibiscus og troldkrabbe. Vi forlod det grønne rum og tilbage i forgangen blev vi delt op 6 og 6. Det ene hold blev ført ud i mørket og vi sidste 6 ned under gulvet at verdens stejleste trappe. Vi skulle i audiens hos Lappekonen. Hun bød på mørk poesi og sprøde torskeskind med ansjos. Vi kravlede op af trappen igen og blev forenet med de øvrige - som havde været ved Finnekonen. 

Tilbage på gaden ventede den lille hvide bus på os - og igen kørte vi af sted uden at vide hvor hen. Men noget havde ændret sig - vi var ikke længere helt så fremmede. For vi havde oplevet noget sammen. Så nu gik snakken i det lille køretøj - for vi skulle jo ha' stillet nysgerrigheden. For hvad havde det andet hold oplevet som vi ikke havde?

Det viste sig at næste stop var tilbage på teateret. Denne gang blev vi ledt ind af en sideindgang. Vi kom ind i et langt sort rum med 6 farvede døre - som hver matchede en af de blomster vi havde fået. Jeg blev anvist plads foran den dør der passede til snerlen. Jeg åbnede den pastelfarvede dør og trådte ind i et lillebitte rum med et bord, 2 stole og en 'snerle-pige'. Hun bad mig sidde med en håndbevægelse og citeret lidt fra H.C Andersens tekst om snerlen. I midten af en hul bog stod en lille skål som jeg fik + en lille guldske. Det var en lille kold suppe af hvide mandler, grønne druer og avocado. Jeg forlod rummet og blev ledt ind i endnu et sort rum. Her blev jeg sendt videre på min rejse af en dør som åbenbarede endnu en  mindre dør for enden af en gang som blev smallere og stejlere. Da jeg nåede derop blev døren åbnet og jeg stod nu i prinsens soveværelse. Her blev jeg udstyret med et glas drømmevin - et glas god hvidvin.

Efterhånden som alle 12 ankom til soveværelset blev vi samlet om en stor himmelseng hvor en projektor kastede billeder af en sovende urolig Kay ned på dynen. Dynen blev langsomt trukket af - og der lå prinsen. Han kunne desværre heller ikke hjælpe os med at finde Kay.

Endevæggen på soveværelset blev revet til side og vi blev mødt at larm, musik og røvere. For nu var vi havnet i røverhulen. Det var et stort sort aflangt lokale med 4 'stationer'. Og ved den ene sad allerede et hold på 12 og spiste. Vi blev bænket på træstubbe om et sort bord formet som en hestesko, dækket op til rustik røverfest. Hver havde vi en udklædt 'ulv' siddende bag os som pustede os i nakken. I midten af bordet stod 2 røvere - en mand og en kvinde. De satte det løsslupne måltid i gang. I en stor støbejernstallerken lå en rustik brødcrouton i overstørrelse og ventede. Der blev hældt lidt sauce i tallerkenen som man kunne suge op med brødet. Saucen var mørk og intens - kogt på hare.

Ind på bordet kom en sammensnøret lædersæk. Den indeholdt noget jeg først antog til at være en slags lufttørret skinke - men viste sig at være tørret hare. Kæmpe store kødben blev lagt på bordene, og på toppen var der en stribe røget creme - som var tilbehør til kæmpe sellerichips. Der kom vin fra magnumflaske i glassene: 2006 Mendoza, Malbec, Cantena. Ind kom nu, på fade laver af skiver af træstammer, sprøde sække af filodej med fyld af confiteret harelår og tørret frugt. Der kom også en salat lavet af papirtynde skiver rødbede i en dressing af brændt ost. Røverne skiftevis sang, underholdte og reciterede. Og så talte de med os. Og vi talte med hinanden. 

Et gasblus blev vippet op inden i hesteskoen og en stor gryde med plumret indhold sat over. Det var en havresauce. Da den boblede lystigt blev der vippet et stor fad med sølvbeder og vinterspinat i - som meget hurtigt blev fisket op og serveret i vores jerntallerkner. Og så var det blevet tid til vildsvin og dolk. Stykker af smørmør vildsvin blev serveret, drysset med forkullet hvidløg. Vi skar store lunser af med hver vores dolk. Til svinet kom en tallerken med kartoffel kørt til 'nudler' på et spiraljern. De var vendt i en kraftig sky kogt på kalvehaler og garneret med skovsyre og stenbiderrogn. Der kom nu 2007 Château La Cabanne i glassene - og rigeligt af det.

Der var tid til både at nyde de små sekvenser af forestillingen under 'hovedretten' og snak rundt om bordet. Min sidemand viste sig at være en interessant mand som rejser rundt i verden og installerer chokolademaskiner. Den røverdatter som vartede os op var næsten uhyggeligt nærværende. Hun brændte igennem og gjorde virkelig oplevelsen til noget særligt. Min sidemand kaldte hende "en fedtperle i livets bouillon" - hvilket både var poetisk og rammende. 

Pludselige kommer, en nu voksen Kay, farende igennem lokalet tæt forfulgt af snedronningen. Vi bliver vidne til den ufattelige magt hun har over ham. De forsvinder og vi genoptager måltidet.

Mens vi sad og spiste dukkede den 3 og sidste 12-personers gruppe op - og indtog bordet ved siden af os. Og således var hele 'publikum' endelig samlet i samme rum. Der kom endnu en ting på bordet: en dessert. Det var en mælkeis med tilbehør af olivenpuré, citronkaramel og store sprøde lakridsflager. Meget anderledes og udfordrende sammensatte smage.

Pludselig forsvandt hele den ene væg - og hele forestillingen kulminerede. Vi kunne nu gå ned i en stor sort sal - hvor der stod hvide stole hele vejen rundt om et rundt hvidt tæppe. I midten af det store tæppe tronede snedronningen 4 meter høj, svøbt i en kæmpe hvid pelskåbe. Under kåben har hun Kay. Det bliver en kamp med Kays frosne følelser (de 6 piger klædt i hvidt). De slipper fri og vender tilbage til os og drypper os på kinderne med vand. I det øjeblik går der en prås op for mig: jeg er nu Gerda og det er nu mig der græder for Kay. Ikke alene skyller det splinten af troldspejlet ud af hans øje - det tør også hans hjerte op. 

Snedronningens er besejret!

Syngende, bar de hvidklædte piger, røverdøtrene og blomsterpigerne nu fade ned til os med hvide desserter vi skulle dele 2 og 2. Det var en frossen fåremælksfromage med krystalliseret hvid chokolade, syltet pære, tongabønne og kandiserede mandler. Der var desuden et glas med candyfloss. Vinen til var en 2010 Coteaux-Du-Layon, Château de Passavent. Og så var der kaffe og opbrud.

Jeg måtte desværre forlade salen som en af de første, men toget ventede og Århus kaldte. 

-------------------------------------------------------------------

Og så sad jeg der i toget og forsøgte at fordøje hele oplevelsen. Hvor hvad var det egentligt jeg havde oplevet? Hvad var det Mette Martinussen, Dorte Holbek og Martin Tulinius har skabt? 

De 4 timer fløj af sted - og jeg gik derfra som et andet menneske. Jeg havde virkelig overskredet nogle personlige grænser. Alene bare det at tage over og opleve det alene var en stor oplevelse i sig selv. 

Vi var tilstede sammen , med hinanden og med skuespillerne. Det var 'in-your-face' og meget nærværende. 

Og hvad så med maden? Det var en underfundig gastronomi som passede rigtig godt ind i universet. En anderledes måde at smage og sanse på. At opleve noget samtidig med at man spiser giver en helt anden dimension. Jeg blev mæt på mange måder. 

Jeg er meget glad og taknemmelige over at ha' fået lov til at komme over og få den oplevelse med.

Det vilde mix af teater, mad og interaktion er både inspirerende og udfordrende. Og jeg tror virkelig at man får mest ud af det hvis man overgiver sig fuldkomment til oplevelsen. Det at jeg ikke måtte tage billeder viste sig hurtigt at blive en god ting. For jeg kunne være 100% til stede i stedet for at dokumentere det til bagefter. Alle billederne har jeg jo i hovedet nu. Det ord der bedst summer hele oplevelsen op er MAGISK!

Se, det var en rigtigt eventyr...