søndag den 2. februar 2014

Grønkålssalat m/ hokkaido og appelsin...

Rå grønkål er et hit! Det er desværre en meget undervurderet grøntsag - og ses oftest kogt til ukendelighed og druknet i sauce sovs. Her ved vintertide er den dog oplagt at bruge den som det grønne i en salat. Som sagt, så gjort:

Grønkålssalat med bagte grøntsager, syrligt, sødt og sprødt. En vitaminindsprøjtning uden lige.

Da jeg var ved lægen i tirsdags, var jeg forbi Super Brugsen i Jægergårdsgade og hamstre øko-grønt: grønkål, snackpeber, chili, hokkaido og pastinak. Appelsinerne var indkøbt siden hen til min gulerodskage

For at få lidt forskellige teksturer, besluttede jeg mig for at bage hokkaidogræskarret og et par pastinakker i ovnen. 

Pastinak og hokkaido - begge dele skrællet, vendt i en smule olivenolie og drysset med urtesalt. 10 minutter i ovnen på varmluft ved 200°C var alt hvad der skulle til. De skal endelig ikke være helt bagte, men blot ha' fået lidt farve.

De bagte grøntsager fik derefter lov til at køle af.

2 appelsiner blev skåret i fileter, 1 rødløg i tynde både og 1 rød snackpeber i tynde strimler.

7-8 stilke grønkål blev skyllet grundigt, ribbet og snittet meget fint. Det blev derefter vredet og knuget mellem hænderne. Det sprænger nogle af cellevæggene, gør kålen saftigere og nemmere at tygge. 

Og så til den pivfrække dressing. Inspirationen er tyvstjålet fra Liselotte (som jeg stod i lære sammen med) og tilpasset mine smagsløg.

Saften af 1 appelsin, 2 spsk æblecidereddike, 1 spsk olivenolie, 1 lille finthakket mild chili, revet skal af ½ appelsin, ½ tsk vaniljepulver eller marven fra 1 vaniljestang. Dressingen piskes sammen og smages til med mere eddike og salt. Vaniljen søder og skal holdes i skak med rigeligt syre. Det er en hårfin balance.

Grønkålen, de bagte grøntsager og ⅓ af dressingen blev vendt sammen - og lagt på et fad.

Appelsin, rødløg og peberfrugt ligeså - og fordelt ovenpå.

Resten af dressingen blev dryppet ud over salaten - som derefter blev drysset med disse græskarkerner ristet i tamari (glutenfri soya).

Sådan der! En saftig, sprød og farverig salat - perfekt til vinterens grå og kedelige dage.

I dag går fik salaten lov til at være eneste tilbehør til en bette bøf fra fryseren.

En 250 g ribeye, stegt medium-rare (i en blanding af olivenolie og SMØR) - og masser af salat. Et perfekt 5:2 måltid. 

Puha, er håbløst bagefter med alting. Mails, kommentarer, ideer og tid generelt. Heldigvis har jeg efterhånden lært at jeg ikke dør af det - og at dårlig samvittighed er spild af tid. Med det i mente prøver jeg af få det bedste ud af resten - og det lykkedes nogenlunde. Har lige brugt en hel uge på at komme igennem hals- og mellemørebetændelse. Syntes godt nok det har været en træls omgang, men kan heldigvis se at det er bedring på vej. Jeg har måtte tage et par masker ind og aflyse nogle arrangementer på Sjælland som jeg ellers have glædet mig til. Helbedet er vigtigst.

Februar venter. Jeg er sådan nogenlunde klar...





3 kommentarer:

  1. Uhm, den salat, ser bare så god ud. Den skal jeg prøve, men ikke idag, hvor jeg faster :-) God søndag!

    SvarSlet
  2. I have never had kale. Looks good from here!

    SvarSlet
  3. Grønkålssalat er åbenbart ret så "not" i følge Mad og Venners seneste nummer. Jeg er nu fuldstændig lige glad, for det smager så skønt og giver kæberne noget at arbejde med!
    Til kamp for grønkålssalaten!!!

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!