Bananmuffins med chokolade, mandler & citronglasur...

I dag stod jeg tidligt op for at bage. Jeg skulle nemlig ud og drikke te hos kagedåsen Vita som er flyttet tilbage til byen. Kræfterne var ikke ret store, så det skulle være noget relativt nemt og hurtigt:

Det blev til disse lækre svampede muffins med banan, chokolade og citronmandler - toppet med en syrlig citronglasur og hakkede mandler.

Det blev til bananmuffins af en Stop Spild Af Mad grund. Jeg kom nemlig hjem fra ferie til disse 2 bananer som min kattesitter havde efterladt. De var alt for modne til at spise efter min smag - men de var perfekte til bagværk!

Jeg startede med at tænde ovnen på 200°C. Selv om min nye muffinform fra Le Creuset har en rigtig god non-stick belægning forede jeg den alligevel med papirforme. Det giver nogle rigtig flotte muffins som får mulighed for at vokse i højden og ikke flade ud.

Jeg googlede bananmuffins og fandt den her opskrift hos Karolines Køkken. Jeg gik på jagt i skuffer og skabe - og pillede ved opskriften, så den passede til det jeg havde og følte for.

Til 12 muffins:

2 æg
125 g rørsukker
½ tsk vaniljepulver eller marven fra ½ vaniljestang
175 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt
120 g SMØR
2 modne bananer
40 g mørk chokolade
40 g citronmandler eller alm mandler

Æg, rørsukker og vaniljepulver blev pisket let og luftigt. Melet blev sigtet med bagepulver og salt. Det gule SMØR blev nænsomt smeltet i mikroovnen. Chokoladen og mandlerne blev hakket fint og bananerne moset. Melblandingen, det smeltede SMØR, bananerne og de hakkede ting blev vendt i æggesnapsen - og så var dejen klar.

Man kan selvfølgelig komme dejen i formene med en ske - men jeg syntes det er meget nemmere at bruge en sprøjtepose.

De 12 forme blev fyldt så der var ca 1 cm til kanten. 

De små kager fik først 10 minutter midt i ovnen - og så blev formen drejet 90° og de fik yderlige 8 minutter. De færdigbagte muffins fik lov til at køle i formen ca 10 minutter.

De fik derefter lov til at køle helt af. Og så var det sådan set bare meningen at de skulle pakkes. Jeg snuppede en - og syntes at den smagte af bagepulver. Det havde jeg godt set at der var en anden der også havde kommenteret til opskriften.

Nå, men så skulle der glasur til. Men jeg havde ikke lyst til kakao - det skulle være citron.

Så jeg rev først skallen af en hel økologisk citron.

Den blev derefter hakket meget fint med en skarp kniv og blandet med flormelis. Lidt vand blev tilsat og det blev rørt til en tyk glasur.

Den blev gul og fin.

Men den drillede. Mine arme og hænder var ved at være trætte. Der gjaldt om at ramme den helt rigtige mængde - og drysse hakkede mandler på inden den stivnede.

Det var kun en eneste der blev som jeg ønskede - resten kom til at se ud på det øverste billede. Jeg trøstede mig med at smagen jo er vigtigere end udseendet.

Æh, og så må jeg hellere vise frem hvad jeg gjorde ved det sidste af dejen, der var nemlig ikke var plads til det hele i muffinformen (og det var ikke en mulighed at smide det ud). Jeg syntes pludselig at det var en god ide at komme det i en lille ramekin og bage det i mikroovnen som en kop-kage.

Det var ingen succes. Faktisk var det en stor fiasko.

Men den er da lidt flot ikke? Mit gæt er at der slet ikke er væde nok i dejen til den slags numre. Jeg luftede ud, pakkede de gode kager ned og cyklede ud til Vita.

Og se lige hvad hun havde tegnet til mig. En øko Gok gokkelok ❤

På hjemvejen smuttede jeg lige forbi Max med et par muffins. Han blev ret glad. Og jeg blev glad, for så blev de alle afsat.

I morgen skal jeg på farten igen. Ind til midtbyen. Jeg skal nemlig til en helt igennem laber Winemakers Dinner på Miró sammen med dejlige Kristine. Barolo, gourmetmad, højt hår og blå tænder - det bliver fab!