torsdag den 17. oktober 2013

Årets Sildeanretning på MAD...

I morgen kl 13 slår MAD i Ridehuset igen dørene op til en forrygende weekend i madens tegn. Der skal smages, snakkes og nydes. Der kommer til at foregå SÅ mange spændende ting på messen i år - se i kataloget her (pdf)

Igen i år er vi en flok madbloggere der giver et nap med. Jeg er dog ikke med på Madpakkeværkstedet i år, da jeg har fået et andet ærefuldt hverv: at afvikle Årets Sildeanretning. Det sker i samarbejde med Lykkeberg og deres fantastiske gammeldags modnede Havfruesild. Jeg har fået helt frie hænder til at udvikle opskrifterne på de 3 kombattanter. Og her er de så:

1: Sildesalat m/ sennep, rødbede & kapers.

500 g marinerede sild
3 dl skyr
4 spsk mayonnaise
1 spsk citronsaft
1 spsk fuldkornssennep
1 spsk dijonsennep
1 spsk ravigotte
100 g rødbede, syltet
75g kapers
Salt/peber

Til pynt: kapers og rødløg.

Start med at sætte sild, rødbeder og kapers til afdrypning. Rør skyr med mayonnaise og tilsæt de 3 slags sennep og citronsaft. Smag dressingen til med salt og peber. Skær rødbederne i bittesmå tern og sildene i små mundrette bidder. Vrid de afdryppede kapers i lidt køkkenrulle og hak dem groft. Vend kapers, rødbede og sild i dressingen.


2: Klidmosters Indiske Karrysild.

500 g marinerede sild
1 finthakket mellem løg
2 fed hvidløg
4 cm ingefær
½ rød eller grøn chili
2 tsk olie
3-4 spsk karry
2 tsk garam marsala
2 laurbærblade
1 lille kanelstang
½ ds hakket tomat
1½ dl urtebouillon
1-2 tsk gurkemeje
2½ dl fløde
½ dl citronsaft
1 dl cremefraiche eller skyr
Salt/sukker

Til pynt: rød peber i tern eller rødløg og frisk koriander

Hak løget fint. Skræl ingefæren, pil hvidløget og fjerne frøene fra chilien – snit det hele meget fint eller blend det. Sauter det hele i lidt olie. Tilsæt garam marsala, halvdelen af karryen, laurbærblade og kanel + tomat. Hæld bouillon på og lad blandingen simre 10-15 minutter. Tilsæt fløde og gurkemeje og lad blandingen koge tyk under omrøring. Smag til med resten af karryen, citronsaft, salt og sukker. Lad den færdige sauce køle helt ned. Ved servering røres saucen med cremefraiche eller skyr. Sildene drænes, skæres i mundrette bidder og blandes i den færdige dressing.


3: Italiensk tomatsild m/ fennikel.

500 g marinerede sild
1 mellem løg
1 æble
2 tsk olie
1 ds hakkede tomater
50 g soltørret tomat
½ dl ketchup
4 tsk eddike
2 tsk sukker
1 tsk fennikelfrø
½ tsk Colemans sennepspulver
Salt

Til pynt: halve syltede perleløg og evt bredbladet persille

Start med at riste de hele fennikelfrø på en tør pande. Køl dem af og mal dem i en krydderimølle eller knus dem i en morter. Hak løg og æble i små tern. Sauter dem bløde i olie. Tilsæt de hakkede tomater, de soltørrede og ketchuppen + eddike, sukker og fennikel. Kog ved svag varme til saucen tykner. Blend den jævn. Smag til med salt og sennepspulver. Køl saucen helt af. Dræn sildene, skær dem i mundrette bidder og vend dem i den kolde sauce.


Men anretningen følger en stemmeseddel. Så kom og smag på sildene i weekenden - og vær med til at kåre Årets Sild. En anretning med alle 3 slags sild, en øl + en snaps sælges for 50 kr.

Sådan endte anretningen med at se ud. Og det var karrysilden der vandt. Skal du prøve den?


6 kommentarer:

  1. Er det muligt at købe anretningen allerede ved frokosttid i morgen? Så ved jeg nemlig, hvad jeg skal spise der ♥

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaha, det kan du tro den kan. Aww, så får du den allerførste anretning ♥

      Slet
  2. Hold nu op hvor ser det lækkert ud - gid jeg var i Århus ;o)
    Tak for opskrifterne - de skal afprøves ved lejlighed.

    SvarSlet
  3. Hvor ville jeg ønske, at du og alle de arrangementer, du deltager i, kunne flyttes til Københavns-området. Det ser dælme lækkert ud, meeeeen København-Århus for 3 stykker med sild, er alligevel lige i overkanten.

    SvarSlet
  4. Hold da op - vildt lækkert og smagfuldt. Løfter silden til en ny verden. Flot, flot. Alene at læse partituret (opskriften) så fyldes den indre smagsvellyd med de fineste nuancer. Godt gået - og hvis man er mobil kan det vist nås endnu!

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...