lørdag den 10. august 2013

Torskesalat med kapers og rødløg...

Her kommer en klassiker fra barndommen: farmors torskesalat. Da jeg var barn fik vi torsk nytårsaften (før fonduen, flødekartoflerne og det røde kød tog over) - og farmor lavede salaten af resterne til frokost dagen efter.

Stykker af saftig torsk, rødløg og kapers i en aromatisk dressing, tilsmagt med karry. En pryd for ethvert frokostbord!

Jeg havde masser af dejlig torsk tilbage fra den hele jeg lavede i ovnen. Den oprindelige plan var at fryse det i små portioner til mine fastedage, men jeg frygter at det bliver kedeligt af det. Så nu blev det så til denne salat - og resten bliver til torsk som hjemme i Indien i morgen.


En passende mængde torsk blev plukket i fine stykker. Andre rester af kold fisk kan også sagtens bruges i bedste Stop Spild Af Mad stil. Åh, disse minder: farmor proklamerede altid jeg har selv pillet torsken og der er INGEN ben i......og finder nogen et, får de 5 kr. Jeg husker den dag hvor jeg kunne inkassere hele 25 kr efter frokosten. Ikke tosset når man kun fik 10 kr om ugen i lommepenge. Hæ.

Og så til resten. Farmor lavede salaten på ren mayonnaise, men jeg tror hun tilgiver mig for at lette den med lidt skyr.


Så jeg tog ⅔ mayonnaise og ⅓ skyr. Det blev rørt sammen med en smule dijonsennep, et drys karry, salt, peber og et godt squeeze citron.

Sjovt nok er det ikke langt fra den dip jeg plejer at lave til bla Bugles og chips. Den er der bare næsten ingen mayo i.

Og så er der min små grønne basser: kapers. Jeg knuselsker de små sure knopper - ja, det er nærmest et afhængighedsforhold. Er du ikke til den slags, kan de erstattes med lidt syltede agurker eller cornichoner i tern. Jeg vrider dem lige let i et stykke køkkenrulle inden brug. Så fortynder syltelagen ikke dressingen.

Fisken tilsættes kapers og lidt finthakket rødløg. Og så vendes dressingen forsigtigt i.

Og så er salaten lige til at servere på rugbrød. Vi fik den gerne på ristet rugbrød - men i dag serverede jeg den på groft knækbrød.


Et par løgringe og et ekstra drys kapers fuldendte billedet. Og sådan 3 stykker blev så min aftensmad i dag.

----------------------------------------------------------

I dag har jeg været oppe hos Signe og hente 5 kg økologiske drueagurker som hun har skaffet. Dem skal jeg ud og vaske, prikke og lægge i saltlage nu. På vejen op for at hente dem var jeg et smut forbi Illums Bolighus for at købe en bestemt tallerken til at fotografere på.


Og der forelskede jeg mig dybt og inderligt i denne lilla sag.


Den passer perfekt ind i min samling. Faktisk kan man sige at den udfylder et hul. Den store har jeg købt i Salling og den lille er en gave fra Piskeriset. Aww, er de ikke pragtfulde sammen?

Nå, de agurker vasker jo ikke sig selv...

Jo, Pernille - de er vilde med fisk. Jeg blev meget nært overvåget af Trixie....

14 kommentarer:

  1. De dejskrabere er bare de bedste! Hvor stor er den største af dem? Bliver pludselig i tvivl om jeg har et hul i MIN samling :)
    Tak for inspirerende "stop spild af mad" læsning, og inspiration til ny "kur".. Har før kørt med kalorietælling hver dag, og det suger jo livskraften ud af én, så inspireret af dig vil jeg nu prøve 5:2 og se hvordan det går. Især når det nu er godkendt af River Cottage guden himself :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaha, det er så absolut nogle af de bedste pår markedet. Den største er lidt større end en af de helt almindelige - giver det mening? :-)

      *Bukker* Tusind tak, det er dejligt at kunne inspirere til begge dele. Oh yes, evindelig kalorietælling er lige til at få pip af. Ha ha, når Hugh er på - SÅ er det godkendt :-D

      Slet
  2. Haps for en lækker torskesalat.... looking good!

    SvarSlet
  3. Hvor ser torskesalaten dog god ud - jeg er også en haj efter kapers <3

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Ih, dejligt at høre <3 Der er ikke mange der vil vedkende sig det.

      Slet
  4. Jeg mystificeres stadig af den dejskraber-passion, men du er en knag til at finde godt køkkenudstyr - flere af de piskeris, jeg har fået fra dig, er blandt mine absolutte favorit-piskeris ♥

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, det er jo et af de mest anvendelige redskaber i køkkenet? Jeg bruger dem både når jeg bager, steger og rører ting sammen. Hver sin funktion ;-)

      Aww, det er jeg glad for at høre. Jeg syntes tingene visker til mig om de er anvendelige eller ej. Jeg har også et favorit-piskeris - og det er da vist dig ♥

      Slet
  5. Lyder lækkert med den torskesalat. Men hvor er dine katte?? Eller kan de ikke li' fisk?? Jeg savner dem fra dine indlæg. Ellers god vind med dig og selv og din kur. Jeg glæder mig til at høre mere om resultatet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Tak for påmindelsen, jeg glemmer jo helt at få kattene med. Det har jeg gjort noget ved nu ;-)

      Ih, mange tak - det går SÅ godt. Jeg kan mærke helt ind i kernen at det er den rigtige måde at tabe mig på. Der skal nok komme mere om det hen af vejen!

      Slet
  6. Kære Malou
    Og englene sang - for din torskesalat. Helt i top.
    Valgte kombi af cornichons og capers - kan anbefales.
    Tak for din inspiration og åbent kig på køkkenbordet.
    Du er den bedste!
    Mange mange hilsner fra en taknemmelig fan
    Jeanette

    SvarSlet
  7. Hvorfor kører du en blog, når man ikke må bruge opskrifterne, laver jeg en opskrift overtræder jeg jo dette: Alt materiale på denne blog er min ejendom og må ikke kopieres til hverken privat eller kommercielt brug.

    SvarSlet
    Svar
    1. Æh, jeg tror du har fået helt galt fat i noget. Alle må bruge opskrifterne. 'Alt materiale' er billederne + teksten, som ikke må kopieres af andre og bruges andre steder online.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!