mandag den 12. august 2013

Torsk i indisk karry med rød quinoa...

I bedste Stop Spild Af Mad stil blev det sidste af den hele torsk brugt til en lækker resteret i går:

Torsken tog nemlig hjem til Indien sammen med en masse sprødmøre grøntsager - og fik følgeskab af lidt kogt rød quinoa.

Torsken blev plukket i så store bidder som muligt - lige det modsatte af til torskesalaten.

En rundtur i skuffer + skabe og så havde jeg: squash, fennikel, rød peber, rødløg, ingefær og hvidløg.

Og der var ca 1½ dl kokosmælk tilbage fra min Piñata Colada is som skulle bruges - og det var faktisk det der afgjorde at det skulle være en karryret. Det gælder jo om at få brugt alle rester lige meget om de er store eller små.

Rettens smagsgivere:

2 dl Herbamare urtebouillon
1½ dl kokosmælk
2 spsk Korma karrypasta
1 spsk karrypulver
2 tsk gurkemeje
4 cm ingefær, skrællet og finthakket
2 fed hvidløg i tynde skiver


Uh, og så havde jeg en potte koriander aka Djævelens R**skæg stående. Hæ, "karismatisk" - så siger vi da bare det.

Jeg fandt ½ citron som passende kunne bruges til at justere saucen - og snittede alle grøntsagerne i mundrette stykker.

Saucen først: en lille gryde blev sat over middelvarme og karrypulveret brændt af. Det frigiver de æteriske olier og fremhæver smagen. Pas på ikke at ha' for meget varme på, for så svider det og bliver bittert. Der blev derefter tilsat gurkemeje, karrypasta, urtebouillon og kokosmælk. Saucen fik lov til at simre mens jeg sauterede grøntsagerne. Den blev jævnet let med lidt majsstivelse og smagt til med salt, peber og citronsaft - og så var den klar til at hælde over grøntsagerne når de var klar til deres karrybad. Saucen egner sig forresten også fremragende til en omgang boller i karry!

Grøntsagerne: Ingefær, hvidløg og løg blev svitset i lidt smagsneutral olie. De øvrige grøntsager gjorde dem selskab og blev sauterede en stund.

Da det hele var sprødmørt, tog jeg ca halvdelen fra. Jeg har fastedag i dag, så det duede ikke at ha' rester af karryretten. Nu gemmer jeg dem til i morgen, så kan de blive til en frokost af en art.

Uh, og så samarbejder jeg med Den Økologiske Uge. I den forbindelse har jeg fået tilsendt en kasse med økologiske produkter at lege med. Og i den kasse var der en pose rød quinoa. Og det var perfekt at servere til min karrytorsk.

Kender du quinoa? Det er et lille proteinholdigt frø som har en letbitter nøddeagtig smag. Det skal skylles grundigt før kogning, da bitterstofferne sidder på skallen. 1 del frø koges med 2 dele vand og lidt salt i 10-15 minutter til skallen 'popper'. Smag på dem i løbet af kogetiden - de kan meget nemt koge ud.

Den overskydende væske drænes fra og så er det klart til servering.

Jeg valgte at presse lidt samme i en lille glasskål, smut let med olie. Det er ikke kun fordi det er pænt når den bliver vendt ud - jeg kan godt lide at man så frigiver den mængde med gaflen der passer til mængden af sauce i retten.

De resterende grøntsager blev overhældt med ⅔ af saucen (resten gemmes til frokost i morgen) og fik et par minutter i det aromatiske karrybad før torsken blev tilsat. Den skulle kun lige varmes igennem, så jeg tog en ske og øsede den varme sauce over de fine torskestykker for at de ikke skulle gå i stykker.

Og så var retten klar til anretning. Quinoaen blev vendt ud og karrytorsken blev øst op omkring. Plukkede korianderblade blev lagt ved - og så var der mad. Det er en ret så fantastisk måde at spise fisk på. Er man ikke til fisk, kan man bruge alle rester af koldt kød - eller lige smække nogle rå strimler på panden og tilsætte. Eller hold den både vegetarisk og vegansk med en håndfuld kikærter.

Og se lige den her søde peberfrugt. Jeg sværger: den sang opera for mig.

--------------------------------------------------------------

I dag er som sagt fastedag, så aktivitetsniveauet bliver holdt på et minimum. Jeg har dog lige 5 kg drueagurker (som er vasket, prikker og lagt i saltlage) i køleskabet som skal syltes. Så jeg må hellere gå i gemmeren og se hvor mange sylteglas jeg har der skal bruges til det projekt.

Tine har lånt mig en kæmpe termostatstyret henkogningsgryde - så i år skal agurkerne ikke opbevares på køl. Det bliver dejligt ikke at skulle fylde hele det ene køleskab med sylteglas. 

Og nu må jeg vist heller komme i gang hvis det ikke skal ende som endnu et midnatsprojekt...

4 kommentarer:

  1. Qunoa er simpelthen den smukkeste spise. Jeg synes det er så fint, når de åbner sig efter kogning og bliver flerfarvede. Og så smager det bare godt.

    SvarSlet
  2. Må.laves.snart! Nuj hvor lækkert! Jeg elsker din måde at trylle mad rester til en ny og lækker ret!

    Ha en god dag

    Kh maria

    SvarSlet
  3. Hold da helt ferie, hvor ser det bare dødlækkert ud!

    SvarSlet
  4. Wauw sikke mange madrester Du har, eller også har du bare et stort og bredt lager! Vi har herhjemme ikke overhovedet madspild!.. vi køber ikke mere end vi skal bruge.
    Nå men jeg er dog inspireret af Din karry sauce og de grøntsager der!.. tænker faktisk slet ikke man behøver at have kød eller fisk i!.. det ville være en ideel ret hjemme hos os, da vi ikke spiser ret meget kød!..😉

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!