tirsdag den 20. august 2013

Slet ægge så ringe endda...

I går fejrede jeg Kvicklys farvel til buræg hele dagen. Så der kom æg på bordet både morgen, middag og aften.

Jeg kunne ikke ha' stylet der her billede bedre selv - temmelig fotogen bakke æg må man sige.

Til morgenmaden piskede jeg 2 æg sammen med lidt letmælk, salt og peber.

Det blev til en lille omelet, serveret med en kvist blomstrende oregano og en udskåret appelsin.

Da det nærmede sig frokosttid kogte jeg 2 æg og lavede en lille dressing til æggesalat. 3 spsk mayonnaise blev rørt med 1 tsk French's sennep, et drys karry, et drys gurkemeje, salt og peber. Man kan naturligvis vælge at lette den med lidt skyr, men lige nøjagtig til æg foretrækker jeg fedmen fra mayoen.

Jeg tilsætter nemlig kapers som bryder fedmen - og sammen med hakket rødløg og lidt hakket timian giver det æggesalaten kant og bid.

Æggesalaten blev serveret på groft knækbrød, drysset med lidt ekstra løg og kapers. Åh, det ville ha' været godt med en bette marineret sild til.

Og så var jeg oppe med kram og kage til Kvickly. Og jeg fik heldigvis mulighed for at smage et lille stykke af min hjemmebagte #nulputte kage.

Og når jeg nu var deroppe kunne jeg lige så godt få handlet ind til aftensmaden. Max var på besøg, så det skulle være noget nemt og rart. Jeg spottede denne pose grønne bønner og besluttede mig på stedet for at lave en salat med dem - og give en hakkebøf med spejlæg til.

Så jeg nuppede en pakke okket haksekød hakket oksekød med hjem også.

Den lavede jeg 2 fine hakkedrenge af.

Salaten blev med de grønne bønner, rød peber, majs, rødløg og små tomater i 3 farver - marinade af olivenolie, hvid balsamico, salt og peber.

Spejlæggene til hakkebøfferne blev stegt på min minipande. Ja ja, Bo Bech - se, jeg huskede at komme salt og peber på. Det har jeg godt nok set ham kritiseret mange for at glemme.

Simpel aftensmad: hakkebøf med spejlæg og salat. Ægge nogen tosset måde at runde dagen af på. 

Og så fik jeg da vist også de æg den kunne trække på en enkelt dag....

 

1 kommentar:

  1. Uhmm - elsker æg i alle afskygninger. Jeg MÅ have den skønne æggepande - mon ikke den også kan bruges til blinis?
    Synes lige jeg vil fortælle dig at jeg netop har bagt 2 stk.af din årets Julekage. Den ene skal gemmes, den anden skal småspises hen af vejen. Det er guf så det batter.
    Charlotte

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!